Sådan fungerer FTF
Kongressen:
FTF's kongres afholdes hvert tredje år i november. FTF holdt senest kongres i år 2009. Alle medlemsorganisationer eller grupper sender en delegeret for hver 1.500 aktive medlemmer. Nogle organisationer sender observatører med taleret. På kongressen vælger FTF formand og forretningsudvalg. Bente Sorgenfrey er for anden gang valgt som FTF's formand. De 12 forretningsudvalgsmedlemmer vælges efter indstilling fra sektionerne.
Det er også kongressen, der lægger linjerne for arbejdet indenfor de vigtigste arbejdsområder, nemlig økonomisk politik, arbejdsmarkedspolitik, arbejdsmiljø, uddannelsespolitik, løn- og ansættelse, socialpolitik, organisationsuddannelse, FTF's regioner og internationale forhold.
Forretningsudvalget:
I det daglige er det forretningsudvalget, der bestemmer FTF's politik. I forretningsudvalget sidder repræsentanter fra organisationerne valgt efter indstilling fra sektionerne. Det er forretningsudvalgsmedlemmer, der er formænd for FTF's fire interne udvalg, nemlig:
- Udvalg om velfærd, vækst og beskæftigelse.
- Udvalg om uddannelse, kompetence og faglighed.
- Udvalg om arbejdsliv
- Internationalt koordineringsforum
Forretningsudvalget mødes en gang om måneden for at drøfte og lægge linjer for FTF's politik. FTF's sekretariat er også altid i tæt kontakt med ansatte og politikere fra organisationerne.
Sektionerne:
Medlemsorganisationerne er delt op i tre mindre sektioner. Sektion K for kommunalt ansatte, sektion S for statsansatte og sektion P for privat ansatte. Sektionerne samarbejder mellem kongresserne på tværs af medlemsorganisationerne. Hver af sektionerne har et arbejdsudvalg, der drøfter de problemer, der er fælles for sektionens medlemsgrupper.
Repræsentantskab:
Sektionerne vælger 75 medlemmer, som sammen med forretningsudvalget udgør FTF's repræsentantskab. Repræsentantskabet mødes en gang om året i de år, der ikke er kongres.
FTF's regioner:
FTF har fem regionale kredse: Hovedstaden, Sjælland, Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark. De fem regioner har afløst de 15 tidligere amtskredse. De regionale kredse sikrer en tættere kontakt mellem forbundene lokalt - og mellem medlemmerne af de enkelte forbund og fagforeninger. Kredsene skal styrke FTF's synspunkter overfor lokale myndigheder, arbejdsgivere og den lokale presse. Kredsene får hvert år penge til lokale aktiviteter, arrangementer og medlemsmøder, hvor der diskuteres aktuelle emner, og hvor FTF's sekretariat deltager med deres ekspertviden. Kredsene ledes af bestyrelser, der udpeger repræsentanter til de regionale arbejdsmarkedsråd, de kommunale koordinationsudvalg og andre lokale råd og udvalg.
Det er vigtigt for FTF at være der, hvor medlemmerne er.





