FTF er 450.000 danskere

FTF er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte. Cirka 90 forskellige fagforeninger og forbund arbejder i FTF sammen i forhold til arbejdsgivere, politikere og offentligheden.

FTF arbejder for et bedre arbejdsliv og et bedre velfærdssamfund. På mange niveauer - både lokalt og centralt - sætter FTF sit præg på samfundet. For sammen kan 450.000 mennesker gøre mere end hver for sig.

FTF er partipolitisk uafhængig.

Tre ud af fire FTF'ere arbejder i det offentlige. FTF blev oprettet i 1952

 

Mange organisationer - en stemme

Der hvor den enkelte organisation ikke er stor nok, går vi sammen for at blive hørt. FTF er den fælles stemme for ca 90 organisationer og talsmand for organisationerne overfor politikere og embedsfolk på både centralt og lokalt niveau.

Fordi FTF dækker en stor del af det danske arbejdsmarked - 450.000 lønmodtagere - sidder FTF med i en lang række udvalg, nævn og kommissioner, hvor medlemmernes fremtidige forhold bliver afgjort. I kraft af vores størrelse er FTF fx med i de lokale beskæftigelsesråd, Forbrugerrådet, ATP, Ligestillingsrådet, Det økonomiske Råd og en række uddannelsesudvalg. For bare at nævne et par stykker.

Se FTF's repræsentationer i udvalg mm.

 

FTF ved besked

Det kræver specialviden, overblik og ekspertise at træffe beslutninger, få indflydelse og sætte dagsordenen. Derfor opsamler FTF viden, udarbejder analyser og dokumentation og koordinerer til FTF's medlemsorganisationer, så de bedst muligt kan varetage deres medlemmers interesser.

Det er afgørende for FTF's organisationer at have adgang til information, hvad enten det nu drejer sig om arbejdsmiljøet for kommunalt ansatte, lønudviklingen blandt FTF's private medlemmer, orlovsordninger for ansatte i staten eller noget helt fjerde. I dag træffes beslutningerne jo langt hen ad vejen af specialister, og viden er en klar forudsætning for, at man bliver hørt i den politiske debat, og at man bliver taget alvorligt.

Som medlemsorganisation får man også andre fordele ved at gå sammen i FTF, for FTF giver adgang til eksperthjælp, som det ville være dyrt at betale hver for sig. Både store og små medlemsorganisationer kan trække direkte på FTF's viden og service. FTF fører arbejdsretssager for medlemsorganisationerne, giver juridisk rådgivning og konkret bistand i forhandlinger med arbejdsgiverne.

FTF uddanner også tillidsfolk, ansatte og politisk valgte fra organisationerne. Der er både organisationsuddannelser på programmet, men også personalepolitik, forhandlingsteknik, ledelse, IT, arbejdsmiljø, EU, løn og meget andet.
At stå sammen betyder også, at man bakker hinanden op, når en medlemsorganisation er i konflikt. Den økonomiske solidaritet mellem medlemsorganisationerne i FTF, betyder, at man ikke skal stå alene. Derfor har FTF oprettet et garantifond, der støtter organisationerne under konflikter.

 
 
Fakta og links
 

Adresse:

Niels Hemmingsens Gade 12,
Box 1169, 1010 København K
Telefon: 33 36 88 00 

Send e-mail 

Find ekspert

Powerpoint-præsentation af FTF (ti sider)