Kort om FTF's historie

FTF blev stiftet 15. januar 1952 af en samling funktionærer og tjenestemænd, der ikke kunne se sig selv som en del af den "politiske fagbevægelse" i  LO. De ønskede en politisk uafhængig organisation, der kunne give funktionærer og tjenestemænd større indflydelse på samfundet. Det er stadig en grundpille i FTF’s identitet at være partipolitisk uafhængig.


Fra start var uddannelse, arbejdsmiljø og økonomi vigtige mærkesager for FTF. Det er det stadig. Senest har FTF haft et stort medansvar for, at politikerne har sat et nyt mål om, at 60 pct. af alle unge bør tage en videregående uddannelse.

I begyndelsen repræsenterede FTF i alt 62.000 medlemmer af partipolitisk uafhængige tjenestemands- og funktionærorganisationer. I dag er FTF hovedorganisation og fælles talerør for 81 medlemsorganisationer, der til sammen har mere end 450.000 både offentligt og privat ansatte medlemmer.

FTF både var og er hovedorganisation for både offentligt og privat ansatte. Fælles for dem er ofte en kort eller mellemlang videregående uddannelse og jobs, der er vigtige for det danske velfærdssamfund.

FTF blev oprindelig døbt ”Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer”. Det blev sidenhen til ”Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd”, men det navn blev oplevet som langt og støvet og blev i 2006 afskaffet og erstattet kun med forkortelsen ”FTF”. 

FTF har haft syv formænd. FTF’s nuværende formand, Bente Sorgenfrey, blev første gang valgt i 2003, hvor hun erstattede Anker Christoffersen på posten. Andre formænd har været Kirsten Stallknecht (deltid fra DSR) og Martin Rømer (deltid fra DLF).

Kilde: ”FTF’s historie gennem 50 år” forfattet af Rasmus Kreth og udgivet af FTF.

 
 
Fakta og links
 

Adresse:

Niels Hemmingsens Gade 12,
Box 1169, 1010 København K
Telefon: 33 36 88 00 

Send e-mail 

Powerpoint-præsentation af FTF