Fortsat brug for kamp
I morgen er det 100 års dagen for kvindernes internationale kampdag.
Nogle vil mene, at al den snak om ligestilling er noget fis, men vel er det ej. Naturligvis er der ved gode mænd og kvinders hjælp opnået vigtige resultater for kvindernes ligestilling, men vi er langt fra mål. Tidligere var vi et land som lå i front på ligestillingsområdet, men vi er sakket agter ud i forhold til mange andre EU lande.
En af årsagerne skal findes i den guddommelige tro på, at den enkeltes frie valg løser alt. Desuden har ligestillingsområdet været nedprioriteret i mange, mange år.
I dag tager de danske mænd kun en lille del af barselsorloven, hvilket er synd for både barn, far, mor og ligestillingen. Undersøgelser vise nemlig, at jo mere faren deltager fra starten af fødslen, jo bedre klarer familien sig. Skilsmisserne er færre og deltagelsen i de fælles opgaver i hjemmet går bedre. I vore nordiske søsterlande har man været mere visionære, eksempelvis tager de 33 % af de islandske fædre orloven, i Danmark tager kun 6 % af mændene orloven.
Farens ret til mere barsel har derfor været en mærkesag for FTF i flere år. Men hver gang en udvidelse af barselsorloven har været på tale, er udvidelsen tilfaldet moderen eller det frie valg. Det er en fejl prioritering og bør laves om.
Den manglende orlov til fædrene og kvinders store valg af deltidsbeskæftigelse koster ikke kun på ligestillingen i hjemmet, men også på kvindernes pensionsindbetalinger. Vælger en kvinde eksempelvis at arbejde på deltid i 10 år mister hun 1 ½ års pensionsindbetaling, i forhold til sin mand, hvis de er nogenlunde ens lønnet.
Det kan blive en dyr fornøjelse for kvinden, som jo typisk lever længere og forlader arbejdsmarkedet tidligere.
Jamen har kvinderne så ikke fået andel i ledelsesstillingerne?
Det ville være rart at kunne sige ja, men svaret er nej. Andelen af kvindelige topchefer er stadig under 10 % og kvinders andel af bestyrelsesposter viser samme tendens.
Hvad så med lønnen, har vi ikke ligeløn i Danmark?
Nej. for der er stadig et stort løngab mellem mænd og kvinder på store dele af det danske arbejdsmarked. Årsagen skal blandt andet findes i det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor størstedelen af kvinderne arbejder i den offentlige sektor, og mændene arbejder i den private sektor. Som det ser ud nu, får kvinderne heller ikke det samme økonomiske udbytte af at uddanne sig som mænd gør. Undersøgelser viser, at de fag og professioner, som har en overvægt af kvinder, giver en lavere løn.
Der er altså stadig meget at kæmpe for, så lad os ikke kun løfte fanen her 8 marts, men holde gryden i kog til gavn for Danmarks kvinder og mænd.
God kampdag
Bente
Kommentarer til artiklen
Viser resultaterne 1 til 1 af 1

kvinde tro på dig selv
Jeg kan kun være enige i at der er for få kvinder på ledelsesposterne i den private sektor og at mange kvindelige ledere får mindre i løn end mænd på tilsvarende poster. Jeg er dog af den overbevisning at den største forhindring for ligestillingen ofte er kvindernes eget selvbillede og deres oplevelse af deres eget værd. I mit daglig virkelig som personlig succestræner og energybooster møder jeg mange kvinder i ledelsesstillinger og når talen falder på økonomi og hvor meget de er værd, falder stemmen en smule og kroppens tilstand mister energi for i bund og grund tror de ikke nok på dem selv til at sætte samme pris( kroner) på deres arbejdskraft som deres mandlige kollegaer gør. Disse kvinder har en frygt for at begå fejl, for at være en fiasko, frygter hvad andre tænker og mest af alt har de utrolig høje forventninger til hvad de skal/burde klare hvis de fik højere løn, hvilket i bund og grund er en ret god egenskab at have, hvis man vel og mærke ikke slår sig selv oven i hovedet, hvis forventningerne ikke opfyldes helt så perfekt som man ønskede.
Så til "kamp" i dag ville det være godt at vende blikket indad og se hvordan vi forhindrer os selv i at opnå de topposter vi siger vi gerne vil have og hvordan vi opnår den løn, vores mandlige kollegaer får.
Så kvinde, tag fat om din indre flamme og rejs dig fra dine egne indre forhindringer og tro på dit eget værd, så gør alle andre det også.
Christina Aros
Personlig Succestræner & Energybooster
ww.AROSbyAROS.dk
Kommentar af:
Christina aros, 08.03.2010