EU og mæglerne jagter vores pensioner

[ Bentes Blog ]

EU-Kommissionen kæmper i øjeblikket for at undergrave pensionsaftaler ved at kræve offentlige overenskomstbaserede pensionsaftaler sendt i EU-udbud. 

Jeg mener at der må være grænser for hvad, der kan betragtes som en vare, der bare skal sendes i EU-udbud. De eneste, der vinder på EU-Kommissionens forslag om at alle pensioner skal i udbud, er de grådige amerikanske pensionsmæglergiganter, som vi kender alt for godt på det danske pensionsmarked i den private sektor.   

Pensionsmæglerne har forstået at lave en god forretning. De hyres af virksomhederne som uvildige rådgivere til at styre udbud af firmapensionsordninger. Og så byder de selv ind i budrunderne med både pensionsprodukter og rådgivning af virksomhedens medarbejdere, hvorefter de – helt uvildigt naturligvis – rådgiver virksomheden at vælge netop mæglerens egne ordninger. 

”Det er helt gratis for jer”, siger de til virksomhederne, mens de scorer kassen hos lønmodtagerne, der tvinges til at betale overpris for pensionsrådgivning og lokkes til at investere i alt for dyre pensionsprodukter hos mægleren. Pengene? Ja, millionerne ender hos de amerikanske aktionærer i stedet for på danske pensionsordninger. Pas på mæglere – særligt når de kommer med et godt tilbud! 

Nu skal arbejdsmarkedsordningerne måske tvinges til udbud hvis EU-kommissionen vinder i deres sag. Det er imponerende lobbyarbejde af pensionsmæglerne, men det er skidt for danske lønmodtagere og deres pensionsordninger. 

Bente

Kommentarer til artiklen

Viser resultaterne 1 til 8 af 8

EU og mæglerne jagter vores pensioner

Kære faglige fællesskab

Nu har vi kæmpet for at få en god og rummelig pension, med midler fra aftaleforhandlingerne. Disse penge forvaltes af en for os god og nærværende pensionkasse, som vi enten er medajer af, eller har en tæt relatiopn til fagligt som fordelingspolitisk.
Nu, skal vi vel ikke umyndiggøres også på dette område, da pengene er vores og ikke er kommet ud af den blå luft. Uanset udbudsregler og andet, så må jeg som individ og medlem af et fagligt fællesskab vel have ret til at lad mit valg være gældende for hvor vi har pensionspengene stående, og ikke kunlade kapitalistiske grunde styre, hvor jeg får forvaltet mine penge.

Det er et meget uhyggeligt indgreb, der kan blive konsekvensen af dommen, hvis udbud bliver vejen frem. Lad os nu bruge vores faglige fællesskab til at blæse til samling mod dette helt urimelig krav.

Kommentar af:

Lars Bonde Eriksen, 03.05.2010

Manipulation

Du taler mod bedre vidende Bente! Der er ingen mæglere i Danmark, som udbyder egne pensionsordninger. Alle mæglere sælger pensionsordninger fra de 7 kommercielle pensionsselskaber i DK.

De store mæglere tilbyder så også at stå for den personlige pensionsrådgivning, ligesom nogle tilbyder medarbejderne at investere i særligt sammensatte fonde - der alle er baseret på fonde, som pensionsselskaberne selv udbyder. Mæglernes produkter er altså 100 % afhængige af, hvad pensionsselskaberne sælger.

Kunderne betaler for service hos mæglerne - det samme gør de, hvis de er direkte betjent af pensionsselskabet. Betaler de ikke det ene sted, skal de betale det andet sted.

Der er altså ikke tale om, at vores mere eller mindre surt tjente penge fosser ekstraordinært ud af vores pensionsopsparinger blot fordi der er en mægler inde over.

Og mæglernes fortjeneste, ja de ryger naturligvis i lommerne på aktionærerne, som lige så godt kan være danske som amerikanske, da aktierne handles frit på børsen i New York. På samme måde som overskuddet i Danica Pension, Nordea Liv & Pension, Topdanmark osv. også ender i lommerne på aktionærerne, der både kan være danske og amerikanske.

Og så er det vel også værd at bemærke, at fagbevægelsens egne pensionskasser jo heller ikke er de rene filantropiske foretagender befolket af frivillig arbejdskraft. De pæne hyrer til chefer, udgifter til flotte hovedkontorere osv. kommer ikke ud af det blå, men direkte fra os lønmodtageres lommer.

udgiften forsvinder fra blot fordi mægleren vælges fra.





Kommentar af:

Lars Jensen, 04.05.2010

PFA\'s kommercielle interesser skygger for lønmodt

Skal lønmodtagerne fastholdes i pensionsselskaber, hvor de ikke får uvildig rådgivning? Det koster på den personlige valgfrihed og på den økonomiske tryghed.
Uvildig rådgivning fører generelt til bedre vilkår, fordi konkurrence og åbenhed skaber skarpe priser til gavn for fremtidens pensionister.

FTF’s formand Bente Sorgenfrey har på sin blog fremført anklager mod forsikrings¬- og pensionsmæglerne. Anledningen er, at EU kommissionen arbejder på nye regler om udbud. Bente Sorgenfrey beskylder mæglerne for at tage overpris og for at lokke kunderne til at investere i for dyre pensionsordninger.

Bente Sorgenfrey fremfører også et synspunkt, som PFA har gjort gældende i medierne, om at mæglerne indtager en dobbeltrolle, bl.a. fordi de angiveligt rådgiver kunderne til at placere midler i egne produkter for derved at maksimere egen indtjening. Dette skal måske ses i lyset af, at Bente Sorgenfrey er medlem af PFA’s kunderåd.

Mæglerens opgave er at sikre kunderne den bedst mulige pensionsopsparing, og derfor er mæglerne ikke lige populære hos alle pensionsselskaber.

PFA hævder, at servicering af pensionsopsparerne bedst kan klares af PFA selv, men en sådan service kræver uvildighed. Og PFA er ikke uvildige. Det er mægleren derimod - oven i købet ifølge loven.

Det er svært at forestille sig, at et pensionsselskab anbefaler sin kunde et produkt, hvor de nedsætter deres egen indtjening. En mæglers indtjening kommer kun fra kunden og er derfor uafhængig af den valgte pensionsløsning. Det er derfor det rene vås, at mæglerne rådgiver kunderne til at investere i for dyre pensionsordninger.

PFA hævder også, at de er bedst til at rådgive kunden om skadessituationer – uanset at det er PFA selv, som skal betale udgiften.
Derfor er synspunktet om mægleres dobbeltrolle simpelthen noget vrøvl.

Der er to deciderede fejl i Bente Sorgenfreys artikel:

1. Det er ikke rigtigt - og også i strid med gældende lovgivning - at mæglerne placerer midler i egne ordninger.
2. Det er ikke rigtigt, at mæglernes indtjening er langt over 1 milliard kroner. Den samlede omsætning for de danske forsikringsmæglere er 1 milliard – fordelt på ca. 150 virksomheder.
Mæglernes stigende omsætning skyldes, at flere og flere virksomheder har opdaget, at der opnås resultater med uvildig rådgivning – noget, som PFA ikke synes er sjovt, eftersom det tvinger selskabet til lavere priser.

En forsikrings- og pensionsmæglers opgave er at sikre sin kunde den bedste forsikrings- eller pensionsdækning til den bedst opnåelige pris. Herudover skal mægleren bistå sin kunde med at opnå den rigtige erstatning. Denne forpligtelse er lovfæstet.

Derfor siger det vel sig selv, at PFA har en klar interesse i at afskære kunderne vejen til uvildig rådgivning.

Med venlig hilsen
Flemming Kosakewitsch
Direktør, advokat
Forsikringsmæglerforeningen


Kommentar af:

Flemming Kosakewitsch, 04.05.2010

Mæglerne er ikke uvildige

Jeg kan godt forstå, at pensionsmæglernes interesseorganisation ærgrer sig over, at der er nogen, der er begyndt at interessere sig for mæglernes dobbeltrolle og for deres indtjening.

Det er fint nok, at der er private virksomheder, der gerne vil have hjælp til at styre en budrunde og forhandle en god aftale på en firmapension igennem med et pensionsselskab. Men jeg har ærligt talt lidt svært ved at se, hvad man skal med såkaldt uvildig rådgivning når først, man har valgt et pensionsselskab. Det er bare et fordyrende mellemled mellem pensionsselskabet og den enkelte medarbejder, der sparer op. Hvis man skal have justeret sin ordning eller trække på sin forsikring kan man godt selv finde ud af at ringe til pensionsselskabet.

Det er helt rigtigt, at jeg har interesser i denne sag. Fagforeningerne har brugt årtier på at sikre, at lønmodtagerne opbygger forsvarlige pensioner til deres alderdom, og vi interesserer os i høj grad for, at de penge kommer tilbage til lønmodtagerne og ikke ender i forkerte lommer. Og det er lønmodtagernes penge, der bruges til at betale for mæglernes ydelser.

Derfor interesserer vi os også for, at pensionsmarkedet er gennemskueligt og uden overflødige mellemled. En åben og fair konkurrence er helt fint.
Problemet er imidlertid, at mæglerne ikke er uvildige. Og at prisen for deres ydelser ikke er gennemskuelig. Mæglerne anbefaler i den ”uvildige” rådgivning ved budrunder, at man placerer penge i mæglernes egne pensionsprodukter, og at den personlige pensionsrådgivning også klares af mægleren selv. Det er ikke uvildigt i min optik.

Bente

Kommentar af:

Bente Sorgenfrey, 05.05.2010

Vel talt

"Vel talt" skal det lyde til såvel Bente som Lars Bonde. Vi må holde fast ved max indflydelse og optimering af vor pensionsindbetalinger.
Det gør vi bedst i samarbejde med vor pensionsselskab.
Mæglerne arbejder jo ikke for vor blå øjnes skyld.
De må jo tro at vi er "himmelråbende naive"
Så "keep up the good work"
Hilsen Tommy

Kommentar af:

Tommy Agerskov Thomsen, 05.05.2010

Input fra Willis

Kære Bente

Du har nogle synspunkter omkring mægler og udbud.

Det er fint, at FTF og PFA har et godt samarbejde. Imidleritd kan PFA pr. definition ikke være uvildige hverken på kontraktniveau eller ved rådgivningen af det enkelte medlem.

For din egen og ikke mindst dine medlemmers skyld burde du få inspiration fra andre end PFA´s Kunderåd.

Jeg vil derfor gerne invitere dig til et møde og fortælle dig om vores opfattelse af markedssituationen og vores rolle.

I Willis har vi et samarbejde med en række faglige organisationer, som jeg er sikker på, at vi må bruge som reference, hvis du er interesseret.

Du kan bare ringe 60 38 07 54.

Med venlig hilsen/Kind regards

Søren Lauridsen
Pensionsmægler
Willis

Kommentar af:

Søren Lauridsen, 06.05.2010

Kan godt tænke selv

Kære Mæglere

Det er korrekt at jeg sidder i PFA's kunderåd, hvilket fremgår af mit CV på denne hjemmeside.

Jeg sidder også i Nationabankens Repræsentantskab, i Lån og Spars bestyrelse, i Runa forsikrings bestyrelse, i ATP's bestyrelse og jeg er næstformand i LD.
Jeg er også med i en VL gruppe og har et netværk af pensionskasse direktører, samt mange ander realtioner.

Så min viden om pensioner og mæglere kommer mangte steder fra.

I FTF kan vi dog godt tænke selv og har ikke behov for at gå i byen for andre.

Vores interesse er at de aftaler vores medlemsorganisationer indgår er attraktive og at pensionspenge ikke ædes op af dyr rådgivning og administration.

Men tak for tilbuddet om mere viden, det vil jeg overveje at benytte mig af.

Venlig hilsen
Bente

Kommentar af:

Bente Sorgenfrey, 06.05.2010

Men kan man overhovedet få en pension gennem sin a

Da det firma jeg arbejdede i blev overtaget af et andet firma, insisterede jeg på ikke at skulle skifte pension endnu engang, da jeg er voldsomt træt af, at have flere forskellige pensioner fra tidligere ansættelser. Jeg fik lov til at blive i Nordea Pension, men jeg skulle skifte mægler til Willis, som sørger for sygeforsikring osv. hvilket var fint nok. Jeg har dog lige opdaget, at min gamle mægler, Anders Schmidt, Klausdalsbrovej 601, 2750 Ballerup, stadig er listet som mægler, og da jeg ringede til Nordea Pension den anden dag, blev jeg oplyst, at han stadig er mægler og får kommision. Jeg kunne ikke engang få lov til at slette/fjerne ham. De har desuden også gamle oplysninger om løn osv, så denne mægler gør absolut intet for mig eller min pension, og har intet gjort siden 2007 hvor overtagelsen fandt sted.

Alle mine gamle pensioner, undtaget en i PFA, bliver mindre år for år, så der er jo ingen mening i at være tvunget til at skifte en så personlig ting, bare fordi man skifter arbejde. Jeg skifter jo heller ikke læge eller bank, bare fordi jeg får nyt job.

Kan det virkelig være meningen at jeg skal betale til to mæglere og er det overhovedet muligt/lovligt at få en pension uden mægler, som I snakker om her ??

Kommentar af:

Rasmus Carstensen, 05.02.2011

Kommenter artiklen

 
Følg Bente
 
  • Følg Bente på Flickr
  • FTF video
  • Linked-in
  • Facebook
  • Twitter
 
 
Seneste blogindlæg
 

24. maj 2012 | Regionale ledighedsstatistikker - Marts 2012 [Notat]

Ledighedsstatistikker inden for FTF fordelt på regioner

23. maj 2012 | DSR søger HR-konsulent med flair for medlemsfokus [Jobopslag]

Dansk Sygeplejeråd søger en engageret HR-konsulent til ansættelse i HR-afdelingen med 6 medarbejdere.

23. maj 2012 | KL inviterer til Ledertræf 2012 [Leder-info]

KL’s holder ledertræf den 11. september 2012 for alle kommunale ledere – fra topchefer til decentrale ledere på Comwell i Kolding.