Revalidering skal frem i lyset - igen

Revalidering er et fantastisk beskæftigelsespolitisk redskab, men brugen af det har desværre været kraftigt faldende siden 2003. Det er overraskende og smadder ærgerligt. Ikke mindst fordi tilgangen til fleksjob med løntilskud i samme periode er røget i vejret. Det undrer mig, at beskæftigelsesminister Inger Støjberg åbenbart ikke har lagt mærke til udviklingen, når hun nu har lanceret en reform af fleksjob og førtidspension. Med reformen vil ministeren begrænse tilgangen til disse ydelser, for de koster samfundet dyrt.

Bragt i Politiken, 18 september 2010

I perioden 2003 – 2009 har meget færre fået tildelt revalidering. På de få år er antallet af revalidender faldet fra ca. 32.000 – 13.000 personer. I samme periode er antallet af personer i fleksjob og på ledighedsydelse steget fra ca. 29.000 – 64.000. Vi har altså set en udvikling med over en halvering af antallet af personer på revalidering og samtidig mere end en fordobling af antallet, der er blevet visiteret til fleksjob.

Man har visiteret mange flere til fleksjob med løntilskud i stedet for at give folk en revalidering, der kan få dem i arbejde på normale vilkår, så de på den måde kan forsørge sig selv. Den udvikling kalder på en forklaring fra beskæftigelsesministeren.

Der er i perioden ikke sket ændringer i reglerne for at kunne få revalidering. Revalidering er ifølge de nuværende regler, erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp. Det kan hjælpe en person med begrænsninger i arbejdsevnen til i bedste fald at komme ind på arbejdsmarkedet i et job på helt ordinære vilkår. Dermed kan den pågældende forsørge sig selv. Revalidering er dermed også forebyggende og hindrer, at en person med nedsat arbejdsevne havner i fleksjob eller på førtidspension. Det er bare gået den helt forkerte vej.

Og det fortsætter i den gale retning. Ud over den generelle kedelige og uforståelige udvikling kommer en ny principafgørelse fra Ankestyrelsen. Afgørelsen vil betyde, at endnu flere vil få afslag på revalidering. Vurderingen af om en person kan få revalidering er tilsyneladende nu reduceret til kun at handle om, hvorvidt den pågældende kan varetage et ufaglært arbejde.

Det er svært at se det samfundsøkonomiske kloge i fx at henvise en 30-årig sygeplejerske med håndeksem til ufaglært arbejde som kassedame i Irma, når man i stedet kan tilbyde revalidering til et job, der kræver et sammenligneligt uddannelsesniveau. I sådan et job kan sygeplejersken bruge sine teoretiske ressourcer og kompetencer. Jeg synes ikke, det er fornuftigt at nedprioritere revalidering til fordel for den hurtige, direkte vej i et hvilket som helst job. Et job, som den enkelte samtidig hverken ønsker eller kan se en mening med. Det er min klare opfattelse, at mange af de mennesker, som i dag er visiteret til fleksjob med løntilskud, ville have været selvforsørgende i dag, hvis de havde fået tilbudt et grundigt revalideringsforløb.

Derfor opfordrer jeg beskæftigelsesministeren til igen at bringe revalidering frem i lyset, som den bedste vej til selvforsørgelse på et niveau, der svarer til den enkeltes uddannelse før revalideringen. Det vil også være i fin tråd med regeringens egne ambitioner om en højt uddannet arbejdsstyrke at bruge uddannelsesrevalidering til at give personen tilsvarende viden og kompetencer.

For at fÃ¥ flere i revalidering og dermed sikre en veluddannet arbejdsstyrke, er det mit forslag, at kommunerne skal have en større økonomisk gulerod til at bevillige en ordentlig revalidering. Ved at lokke med økonomisk gevinst bliver færre visiteret til fleksjob eller fÃ¥r tildelt førtidspension. Det kan sikres ved at hæve kommunernes refusion fra staten til dækning af revalideringsudgifter.