For godt til at være sandt

[ Bentes Blog ]

Hvad nu hvis man kunne effektivisere den offentlige sektors opgaveløsning med 15-20 pct.? Hvad nu hvis man kunne få den samme undervisning af vores børn og behandling af de sygdomsramte og pleje af vores ældre langt billigere end i dag? Uden konsekvenser for kvalitet eller medarbejdere? Hvem ville takke nej til det? Ingen. Bestemt ikke en fagbevægelse, der er sat i verden for at varetage sine medlemmers interesser.

Fælles debatindlæg af: Bente Sorgenfrey (formand for FTF), Dennis Kristensen (formand for OAO) og Harald Børsting (formand for LO) - bragt 24.10.11 i Berlingske Tidendes tillæg Politiko.

Hvis udlicitering vitterligt var et sådant vidundermiddel, der kunne få enderne i en økonomisk trængt offentlig sektor til at nå sammen, ville en samlet fagbevægelse med kyshånd tage imod mere konkurrence og mere udlicitering.

Men hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det ofte fordi det ikke ER sandt. Således sår Anvendt KommunalForskning (AKF) alvorlig tvivl om – ofte postulerede – gunstige effekter af udlicitering i det hidtil største danske forskningsprojekt om emnet. AKF har kortlagt effekterne ved udlicitering herhjemme og i udlandet, og analysen viser, at der langt fra er nogen garanti for lavere priser og samme kvalitet ved udlicitering. Til gengæld er der høj risiko for, at arbejdsmiljøet og trivslen for de berørte medarbejdere bliver dårligere, konstaterer AKF.

AKF-undersøgelsen viser bl.a., at effekterne på det såkaldt tekniske område, der bl.a. inkluderer renovation og bygningsvedligeholdelse, er væsentligt mere usikre end hidtil fremført af udliciteringens ideologiske tilhængere. Og samtidig viser undersøgelsen, at der ikke kan dokumenteres positive effekter inden for de ”bløde” velfærdsområder, som kommunerne vel at mærke bruger hele 80 pct. af deres driftsbudgetter på.  Læs lige det igen: Der findes hverken i Danmark eller internationalt dokumentation for, at omsorgsopgaver eller børnepasning kan udføres mere effektivt, fordi opgaverne bliver udliciteret!

De eksisterende undersøgelser ser også kun meget sjældent på, hvordan det går med kvaliteten efter en udlicitering. Enhver kan vel spare penge, hvis man ikke skal tage hensyn til kvaliteten. Undersøgelserne medregner typisk heller ikke de følgeomkostninger til bureaukrati, der følger med en udlicitering. Selv om enhver nok kan forstå, at bøvlet og papirarbejdet med at gennemføre en udlicitering også skal betales af nogen.

Skåret ud i pap er der altså med AKF’s ord ikke videnskabeligt belæg for at sige, at udlicitering generelt fører til bedre og billigere velfærd for skattekronerne. Alligevel har der været brugt kolossalt meget energi på at gennemtvinge et højt antal udliciteringer i alle landets kommuner.

Når man tager denne nye viden i betragtning, er det trist, at CEPOS, DI og Dansk Byggeri bliver ved med at skubbe de samme nøje udvalgte og tyndslidte rapporter foran sig – der angiveligt skulle bevise at udlicitering betaler sig -  når uafhængig forskning har tilvejebragt en partsneutral viden, der giver et mere nuanceret billede. Tilhængerne fremhæver fx flittigt den såkaldte Udbudsportal som et vidnesbyrd om udliciteringens positive effekter. Men Udbudsportalen, som er en database med eksempler på en række kommuners udliciteringer, bliver netop af AKF på et videnskabeligt grundlag vurderet til at have så mange metodemæssige mangler, at den ikke kan bruges som effektundersøgelse.

Heldigvis tyder meget på, at det ikke fremadrettet bliver erhvervslivets høge, der kommer til at diktere ”konkurrencepolitikken”. Når den nyudnævnte regering begynder arbejdet, kan Danmark formodentligt forvente et mindre dogmatisk syn på konkurrenceudsættelse og tvangsudlicitering end under VK-regeringen. I adskillige udmeldinger gennem årene, har samtlige nyudnævnte regeringspartier samt Enhedslisten argumenteret mod tvungen konkurrenceudsættelse i landets kommuner og for mere viden omkring effekterne heraf. Det er et tilsagn, vi i fagbevægelsen vil holde regeringen fast på.

For et er, at effekterne ved udlicitering er tvivlsomme. Noget andet er, at VK-regeringens udbudstvang i virkeligheden var et symptom på den stigende centralisering af magten i Danmark. En centralisering, som har forvoldt stor skade på lokaldemokratiet og de vilkår, som de offentligt ansatte skal forsøge at levere god velfærd under.

Det seneste årtis centralisering og mistillidsregime har gjort det stadig sværere at være lokalpolitiker og offentligt ansat. Det gælder i landets fem regioner, hvor de folkevalgte er blevet kørt ud på et sidespor og er blevet gjort til den afgåede regerings prügelknabe, når der skulle træffes kontroversielle og upopulære beslutninger på sundhedsområdet om bl.a. massefyringer af sundhedspersonalet. Det gælder landets kommuner, hvor de folkevalgte kommunalpolitikere har fået stadig mindre indflydelse på den lokale prioritering, og hvor frontmedarbejderne er blevet styret mere og mere centralistisk og bureaukratisk: Med meningsløse handleplaner, rigide måltal, overflødige dokumentationskrav og mere eller mindre forstyrrende finansierings- og styringsmodeller. Alt sammen noget, der stjæler tid fra kerneopgaverne og som vidner om, at beslutningerne igennem alt for lang tid er blevet truffet alt for langt væk fra dem, som de berører. Væk fra dem som faktisk har en viden og stærk faglighed om, hvordan tingene eventuelt kunne gøres smartere og mere innovativt.

Når regeringen nu trækker i arbejdstøjet, er det derfor vigtigt, at den holder sig for øje, at organiseringen af den offentlige sektor handler om andet og mere end kroner og øre. For nok er effektiviseringer vigtige, men i en offentlig sektor, der ifølge Verdensbanken er den mest effektive i hele verden, er det også vigtigt at være opmærksom på, at den offentlige sektor har mere end én bundlinje.

Efter ti år, hvor et snævert flertal af magthavere på Christiansborg har ønsket at bestemme det meste alene i en lukket kreds, er der for alvor behov for at inddrage de involverede parter i den politiske beslutningsproces, således at de, som også bliver påvirket af beslutningerne, involveres.

Med AKF´s nye, omfattende forskningsrapport i baghovedet og regeringsgrundlagets positive signaler  om den offentlige sektors fremtidige styring, vil et naturligt første skridt derfor være afskaffelsen af de bundne måltal for graden af konkurrenceudsættelse i landets kommuner. Kommuner er forskellige og har forskellige prioriteringer, og bør derfor ikke pålægges de samme tvivlsomme universalløsninger fra centralt hold.

Ingen beskeder

Fandt ingen beskeder i gæstebogen

Kommenter artiklen

 
Følg Bente
 
  • Følg Bente på Flickr
  • FTF video
  • Linked-in
  • Facebook
  • Twitter
 
 
Seneste blogindlæg
 

25. maj 2012 | Få støtte til at udvikle nye løsninger sammen [Info]

Der er brug for nye velfærdsløsninger, men det kan være svært at finde ressourcerne til at udvikle dem og afdække målgruppens behov. Fornyelsesfonden udbyder en pulje, hvor både offentlige og private virksomheder kan søge støtte...

25. maj 2012 | Deltagerliste: FTF's Beskæftigelsespolitiske konference 2012 [LBR-info]

7. - 8. juni 2012 - Park Inn by Radisson Copenhagen Airport

24. maj 2012 | EU-forslag om strejkeretten skudt ned [FTF nyhed]

EU-Kommissionen har for første gang fået et forslag til nye EU-regler tilbage i hovedet. Det vil være klogt helt at droppe forslaget, lyder det fra formanden for Europaudvalget i Folketinget.