Efterløn kan kun ændres i større reform
Regeringen er i gang med en brutal afskaffelse af efterlønsordningen uden at sikre et sundere arbejdsmarked og uden at inddrage arbejdsmarkedets parter.
Det er helt uacceptabelt og i modstrid med den tradition for samarbejde, som netop har gjort det danske arbejdsmarked så stærkt og fleksibelt.
I FTF mener vi, at der er god grund til at få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet. Vi lever længere, vi kommer til at mangle arbejdskraft og der er et stor hul i fælleskassen. Vi har derfor været stærke fortalere for at gøre den fleksible efterløn mere udbredt end den er i dag for herigennem at fastholde de ansatte på arbejdsmarkedet. Men skal der laves om på efterlønsordningen og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, skal det ske i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og som led i en større reform, der gør det muligt at blive længere på arbejdsmarkedet og uden at man skal arbejde til man segner. Det kræver, at der satses mere på uddannelse og ikke mindst efteruddannelse, på et bedre arbejdsmiljø og på mere smidige regler for førtidspension og fleksjob.
FTF er imod regeringens forslag til en afskaffelse af efterlønnen og mener heller ikke, at forslaget om at kræve 40 år på arbejdsmarkedet er svaret. Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed dør næsten 1.400 hvert eneste år af stress. Det viser, at vi ikke lever i et industrisamfund længere, og at nedslidningen på arbejdsmarkedet og den mest dramatiske konsekvens kan ramme mange forskellige faggrupper og ikke kun de ufaglærte eller SOSU-assistenten. Politimanden, skolelæreren, bankrådgiveren og pædagogen kan også blive nedslidt i deres job og det må velfærds- og arbejdsmarkedsordninger tage højde for.
Arbejdsmarkedet forandrer sig konstant. Det er derfor helt afgørende, at fagbevægelsen forholder sig aktivt til udviklingen og til de rettigheder vi har været med til at skabe.
For FTF er det afgørende at fremtidens arbejdsmarked indrettes, så det ikke udstøder, men fastholder de ansatte og at fremtidens arbejdsmarked tilbyder attraktive arbejdsvilkår, som også ældre medarbejder kan klare. Ikke mindst ældre medarbejdere har jo en stor viden og mange kompetencer, som arbejdsmarkedet har brug for, så en fastholdelsesstrategi vil være en win-win-situation for både den enkelte og samfundet.
Bente
Ovenstående er bragt i Frederiksborg Amts Avis fredag d. 28.1.2011
Kommentarer til artiklen
Viser resultaterne 1 til 1 af 1

Grunden til folk går på efterløn skal fjernes - ik
Hej Bente.
Jeg er enig med dig i at vi skal gøre det attraktivt at blive så længere på arbejdsmarkedet. I den forbindelse har jeg faktisk svært ved at se det attraktive ud fra et økonomisk synspunkt at gå på efterløn - det er for langt de fleste en meget voldsom reduktion af indtægtsgrundlaget. Der er altså ikke for pengenes skyld. "Noget andet driver værket". Og som du peger på stress, men også nedslidning af bevægeapparatet er anledningen. Jeg synes der er to ting der er vigtige 1. Grunden - stress og nedslidningsfaktore skal minimeres. 2. Gode seniorordninger der motiverer til at forblive på arbejdsmarkedet skal optimeres.
Og så synes jeg ikke der er tidspunktet at signalere usikerhed efterlønnen skal ændres eller fjernes. Velfærdsforliget fra 2006 griber jo hårdt ind i de eksisterende forhold
Kommentar af:
Michael Egelund, 28.01.2011