Det offentlige og det private kan sammen skabe vækst
Vækst er ikke et mål i sig selv. Men økonomisk vækst er en af de helt nødvendige forudsætninger for at nå de menneskelige mål, vi har med vores samfund - social sikkerhed, omsorg for svage og ældre, reallønsfremgang, menneskelig vækst osv. Kort sagt hænger vækst og samfundets sammenhængskraft uløseligt sammen.
Det er baggrunden for, at FTF nu fremlægger et vækstoplæg. Titlen er ”Vækst2”, fordi vi grundlæggende mener, at den offentlige og private sektor ikke kun skaber værdi hver for sig, men skaber ekstra værdi i tæt samspil. Sammen med andres gode ideer kan FTF’s forslag forhåbentlig føre til mange nye arbejdspladser primært i den private sektor, en endnu bedre offentlig sektor – og et mere udviklende samspil mellem sektorerne.
Vores udspil er også en invitation. I første omgang lægger FTF’s forretningsudvalg nu ideerne frem for vores repræsentantskab i FTF. I anden omgang vil vi også gerne invitere politikere, medlemmer, erhvervsorganisationer og andre ind i en diskussion af, hvordan vores ideer kan gøres endnu bedre. Vi tror på den slags samarbejde – og historien om det danske arbejdsmarked viser, at samarbejdet på tværs af Folketing, arbejdsgivere og lønmodtagere styrker Danmark og dansk økonomi. FTF er parate til at tage sit medansvar.
Sådan skaber vi vækst i Danmark
I oplægget lægger vi op til at bruge flere penge nogle steder – fx ved at investere markant mere i uddannelse. Vi ved fra undersøgelser, at uddannelser bidrager til vækst, og aktive og bevidste investeringer er en måde igen at fylde statskassen på. En fremadrettet ophævelse af skattestoppet på boligområdet vil bidrage til finansiering af vækstinitiativerne. Og vores oplæg rummer også forslag til effektiviseringer gennem IT og initiativer til en mere innovativ og effektiv offentlig sektor.
Uden den private sektor er der ingen penge til offentlig velfærd. Omvendt er den offentlige sektors ydelser den vigtigste konkurrencefordel for danske virksomheder i en global økonomi – tænk bare på betydningen af en udviklende barndom, en god uddannelse, et sundt liv, et stabilt samfund. Vi ved det godt. Den offentlige og den private sektor er forbundne kar, og vi kan få det til at flyde endnu bedre med viden og ideer imellem de to sektorer.
450000 fagpersoner tjener statskassen og skaber vækst
Nyt samarbejde mellem det offentlige og private er nøglen til vækst
Professor: Offentlig sektor livsnødvendig for vækst
Vækst starter med mennesker. Og der skal i sidste ende være et menneskeligt formål med den vækst, vi skaber. Derfor foreslår vi, at samfundet – både i de private virksomheder og på arbejdspladserne i den offentlige sektor – langt mere systematisk drager nytte af medarbejdernes viden og ideer. Netop den kilde til vækst fremhæver også OECD, så derfor skal der satses på medarbejderne som kilde til vækst og innovation.
FTF-grupperne har rigtig gode forudsætninger for at bidrage til væksten. Vi er mere end 450.000 medlemmer - i både den offentlig og private sektor. Medlemmer, der er fyldt med faglig viden, ansvarlighed overfor andre og gode ideer til, hvordan vi kan skabe både økonomisk og menneskelig vækst.
Ingen beskeder
Fandt ingen beskeder i gæstebogen

Bente Sorgenfrey - om "Vi har behov for en sammenhængende og proaktiv sundhedspolitik "
Kære Gunnar Helt enig i at vi skal se på det gode liv og sundhed ...
Gunner Gamborg - om "Vi har behov for en sammenhængende og proaktiv sundhedspolitik "
Kære Bente Det er helt rigtigt, at alle de omtalte faktorer indgår ...
Bente Sorgenfrey - om "Vi har behov for en sammenhængende og proaktiv sundhedspolitik "
Kære Gunner Du har ret i at sundhed ikke er så let at putte i kasse...