Den danske aftalemodels fremtid

Når LO og andre danske organisationer, ser med nye øjne på lovgivning på det danske overenskomst- og aftaleområde, mere konkret på mindstelønsområdet, som følge af EU regulering, løber det koldt ned af ryggen på en gammel faglig rotte som mig.

Lovgivningsvejen åbner nemlig for en afmontering af den danske aftalemodel og fjerner dermed den helt afgørende forudsætning for eksistensen af den danske fagbevægelse. Desuden betyder lovgivningsvejen at det danske fleksible arbejdsmarked stækkes og fjerner den unikke adgang for arbejdsmarkedets parter til selv at fastsætte juridisk bindende regler for løn og øvrige ansættelsesvilkår på de danske arbejdspladser. 

Man risikerer at forkaste et system vi har været mere end hundrede år om at bygge op og som betyder at det er de parter, der efterfølgende skal leve med arbejdsvilkårene, får ejerskab og dermed forpligtiger sig til at holde aftalerne. Et forhold som har skabt ro og stabilitet på det danske arbejdsmarked til glæde for arbejdspladser og konkurrenceevne. 

Det er vigtigt at fremhæve, at det danske aftalesystem i offentligt og privat regi ikke er et system der er uden for retlig regulering. En overtrædelse af en aftale eller en kollektiv overenskomst kan indbringes for arbejdsretten eller voldgift, hvor det kan afsiges dom som efterfølgende kan håndhæves. 

Hvis aftaler ikke overholdes kan disse sager indbringes for en domstol med domfældelse og sanktionering til følge. 

I Danmark hersker det princip at arbejde udført i Danmark udføres efter danske regler, dvs. de kollektive overenskomster og aftaler. 

Med EU domstolens afgørelser i bl.a. Laval, Viking, Rueffert, Luxembourg og sidst i pensionssagen mod Tyskland, er den danske aftalemodel blevet kraftigt udfordret, men det betyder ikke at den danske aftalemodel er kæntret. 

Med den nye traktat er det i traktatens artikel 6 anført, at det er en grundlæggende rettighed at forhandle og indgå kollektive overenskomster og aftaler og domstolen udtaler f.eks i præmisserne til dommen i pensionssagen af denne ret har samme værdi f.eks. som principperne om den fri bevægelighed. Dermed er der sket en anerkendelse af tilstedeværelsen af en aftalemodel på linje med lovgivningsmodellen og det mener jeg er stort og noget vi skal holde fast i. 

Der er ikke ændret i principperne om, at de enkelte medlemslande selv kan vælge formen for implementering af EU lovgivning og i Danmark har man altid valg en overenskomstimplementering når det drejer sig om direktiver der vedrøre ansættelsesvilkår og derved cementeret retten til at fastholde vores måde at fastsætte regler om løn og øvrige ansættelsesvilkår i Danmark. 

Det er rigtigt at der i gennem længere tid har været diskuteret indførelsen af en europæisk lovgivning om en mindsteløn, et initiativ som de nordiske lande har været imod. Jeg oplever at der er en forståelse for at eventuelle initiativer på dette område vil får en udformning, så de lande der har behov, kan vælge en sådan model, uden at der vil påvirke andre lande. Man accepterer dermed de enkelte landes forskelligheder vedrørende samfundsstruktur og indretning af arbejdsmarkedet.                                                                                                                        

 Jeg mener ikke at der er grund til at have berøringsangst i forhold til EU og den adfærd der udvises herfra ikke mindst fra EU domstolen. 

Der er heller ingen tvivl om, at en række af de afgørelser der er truffet ved domstolen er i disharmoni med den måde vi har indrettet os på i Danmark, men det gælder også i forhold til fagbevægelser i andre lande. 
Det er derfor vigtigt at der, som FTF har arbejdet målrettet for, arbejdes mod en ændring af EU domstolens indretning. Domstolen skal ha en større forståelse for forskelligheden i arbejdsmarkedernes indretning og fagbevægelsens arbejde. Domstolen skal åbne for adgang for organisationerne, så de kan forelægge deres synspunkter for domstolen. En mulighed regeringerne har i dag. Desuden skal der etableres et egentligt arbejdsretligt kammer, med ekspertise på det arbejdsmarkedspolitiske område. 

Bente