1. maj tale fra FTF's ungdomsformand

Der er FTF-talere og arrangementer en lang række steder i landet i dag. Fx taler formanden for FTF's ungdomsnetværk som den første i Fælledparken. Læs Line Hultengrens tale på FTF's hjemmeside, hvis du ikke selv var tilstede..

1. maj tale af Line Hultengren, formand for FTF's ungdomsnetværk.

Se mere om FTF's Ungdomsnetværk

Holdt i Fælledparken

Det talte ord gælder.

Læs interview med Line Hultengren

1. maj er kendt for mange ting, og for mange er den her dag en af de vigtigste på året og langt mere end bare en dejlig dag i parken.
Det er den dag på året, hvor vi bliver mindet om, at vi ikke er alene om vores drømme. Vi er ikke alene om vores visioner om det ideelle samfund.
Det er en kampdag der også er kendt for de mange, gamle arbejdersange. De sange der kritiserer et samfund, hvor der ikke er plads til alle. Og de sange der fortæller om, hvilken verden vi ønsker os.
En sang, jeg endnu ikke har fundet i arbejdersangbogen, er ”Money makes the world go around”.
Faktisk kunne sangen meget vel være temasangen for netop den tid vi lever i. For både i omverdenen og herhjemme fylder penge og økonomi – eller måske mere manglen på samme - utroligt meget.
ABBA sang endda engang, at penge ville være sjovere, hvis man var rig, så det er der ikke noget nyt i. Det er heller ikke nyt, at det koster at opretholde et velfærdssamfund som det danske.
Tværtimod bliver det ligesom alt andet dyrere med årene, fordi det skal følge vores egne og omverdens krav og standarder. Det er derfor heller ikke godt nok at poste den samme mængde penge i velfærd, som man gjorde for 20 år siden.
Når der stilles nye og flere krav til velfærdssamfundet, må der også følge nye og flere investeringer. For som amerikanerne siger: ”You’ve gotta spend money – to make money!”
Og der skal investeres i uddannelse og viden.
Hvis ikke der investeres i uddannelse, er det akkurat det samme som at spare på viden og forringe vores fremtids velfærd.
For det handler ikke bare om at få så mange igennem uddannelsessystemet som muligt og så hurtigt som muligt. Dem vi uddanner, skal også have en uddannelse i topklasse.
Og vi skal ikke nøjes med verdensklasse. Vores uddannelser skal være i danmarksklasse.
De sidste mange år, er studerende gået på gaden og har krævet investeringer i deres uddannelser. Men regeringen siger der ikke er råd.
Det er den samme gamle sang. Sangen om at der ikke er råd til velfærd, råd til fremtiden.
Vi skal ikke gøres tavse med argumentet om at der mangler flere milliarder i statskassen, for uden investeringer i uddannelse, får vi aldrig bevæget os ud af krisen.
Og det er regeringen, der skal dække hullet i statskassen, ikke de studerende.
Det er regerings pligt at sikre gratis uddannelse, for gratis uddannelse er det, der er med til at sikre vores velfærd.
Gratis uddannelse er det, der sikrer større social mobilitet og mindre ulighed i samfundet.
Gratis uddannelse er en af de vigtigste hjørnesten i velfærdssamfundet. Men det er blevet glemt gennem de seneste år.
Flere og flere studerende må betale store summer for at uddanne sig. Og langt de fleste studerende accepterer det.
Vi er blevet så vant til brugerbetaling på offentlige ydelser, så vi nu selv er med til at undergrave selve kernen i velfærdssamfundet.
Vi vil ikke acceptere brugerbetaling. Det er nu, vi skal råbe højest. Regeringen skal høre vores sang.
Vi skal synge højt, at alle skal have lige adgang til viden og en fremtid, man selv vælger. Den vej skal ikke kun være de få forundt.
Regeringen tror, at de studerende bliver mere motiverede, bedre uddannede og kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet ved at opfordre til brugerbetaling og ved at forringe SU’en.
Nu skal jeg godt nok være dansklærer og ikke matematiklærer. Men det er altså ikke derfor, jeg ikke kan få regeringens regnestykke til at gå op.
Jeg ved ligesom alle de andre studerende, at det der sikrer, at vi får en god uddannelse, er rammer der gør, vi kan koncentrere os om vores studier.
Det der sikrer, at de studerende ikke falder fra, er mere vejledning – naturligvis af uddannede vejledere - i det faglige, og i hvad det vil sige både at være studerende og færdiguddannet.
I modsætning til hvad regeringen tror, så glæder jeg mig til at komme ud på arbejdsmarkedet, men jeg bliver bange, hvis jeg skal derud med en dårlig uddannelse i ryggen, for jeg vil gerne gøre det godt.
Det tror regeringen bare ikke på, for i bund og grund har de ikke tillid til os. De vil hellere kontrollere og straffe, end vise at de stoler på, vi kommer til vores undervisning. De tror ikke på, at vi kan lide at studere, og at vi gerne vil ud og vise, hvad vi kan.
Pisken og straf er deres foretrukne middel, og straffen sker på de studerendes og uddannelsernes pengepung. Og så er det uddannelsesstederne panikker.
De tager beslutninger på baggrund af økonomiske rationaler frem for faglige rationaler.
Taxametersystemet har til alle tider været kritiseret, for når fokus kun bliver på produktionen af nye pædagoger og socialrådgivere, som en anden fabrik, glemmer man processen og det faglige indhold.
Derfor må og skal vi også have en alternativ finansieringsmodel for uddannelse. Men ingen politiker har endnu haft modet til at lave den om.
I dag bukker uddannelsessteder i udkantsområder under, trods løfter om regional uddannelsesdækning. Det er de små der bliver ofret for de store.