Vejledning om multimedieskat

SKAT har den 24. november 2009 udsendt en vejledning til borgere og virksomheder om håndteringen af den nye´multimedieskat. Vejledningen giver svar på en del spørgsmål, men efterlader stadig en række områder, hvor det kan blive svært at fortolke, om der skal ske beskatning eller ej. Samtidig giver pjecen et indblik i, at den nye skat skaber store administrative byrder for virksomhederne.

SKAT har udsendt en vejledning om multimedieskatten som træder i kraft den 1.1.2010. Vejledningen er opdelt i to, en til borgerne og en til virksomhederne.

Vejledningen kan ses på SKAT's hjemmeside.

Multimedieskatten har siden den blev foreslået givet anledning til meget kritik og har undergået et par ændringer undervejs. Desværre er det med vejledningen ikke lykkedes at rette op på, at skatten virker uigennemtænkt, fremmer bureaukrati og risikere at ramme tilfældigt og uretfærdigt.

I det følgende skal nogle åbenlyse huller og problemer kommenteres.

Indledningen til vejledningen siger ganske kort, hvad skatten omhandler, nemlig at beskatning sker, når arbejdsgiveren stiller multimedier til rådighed for medarbejderen til privat brug.

Men samtidig ses det ud af en række eksempler, at bare det forehold, at multimediet giver mulighed for privat benyttelse, er nok til at udløse skatten. Således vil et multimedie stillet til rådighed for arbejdsbrug, men som for eksempel medbringes i hjemmet, give anledning til beskatning, selvom det ikke anvendes privat og som udgangspunkt heller ikke er stillet til rådighed for privat brug. Ud fra eksemplerne er det i realiteten muligheden for privat brug, der beskattes og ikke som SKAT anfører det i indledningen, at arbejdsgiveren har stillet multimediet til rådighed for privat brug.

Den enkelte medarbejder må derfor regne med, at det forhold at deres arbejdsredskaber (som multimedier jo er) er stillet til rådighed på en sådan måde, at de beskattes af det, også giver dem mulighed for at udnytte det. Når de beskattes af privat brug vil de også havde ret til at anvende multimediet privat.

I lyset af, at Personalestyrelsen har udsendt en vejledning i staten, der siger at medarbejdere ikke kan fraskrive sig at få multimedier stillet til rådighed, fremstår det med den nye vejledning fra SKAT tydeligt, at multimedieskatten er uigennemtænkt og risikoen for tilfældig og uretfærdig beskatning af medarbejdere er ganske stor.

I vejledningen påpeges endvidere, at der kun sker beskatning af multimedier forholdsmæssigt svarende til det antal måneder multimediet er stillet til rådighed. Tager man således et multimedie med hjem i slutningen af en måned, skal der ske beskatning for hele måneden.

Vejledning beskriver desværre ikke særlig tydeligt om det så er for resten af året, der skal ske beskatning, eller kun den enkelte måned hvor multimediet blev taget med hjem.

På den ene side siger vejledningen, at beskatning sker forholdsmæssigt, men på den anden side beskrives at det forhold, at en medarbejder fra gang til gang aftaler med arbejdsgiveren at mediet tages med hjem og dermed udløser beskatning, vil betyde, at der kan opnås privat rådighed og man skal derfor beskattes af hele året.

På den anden side strider det jo mod, at multimedieskatten er forholdsmæssigt i forhold til hvor mange måneder mediet er til rådighed.

Som konsekvens af det, må man formode, at medarbejdere der fx i sommerferieperioden (skal) aflevere deres multimedie, står overfor ret uklare retningslinier i forhold til om de (alligevel) skal beskattes.

For arbejdsgiverne slår vejledningen fast, at de skal indberette månedligt sammen med indberetning af løn mv. om medarbejderen har multimedier stillet til rådighed. Det giver i realiteten også arbejdsgiveren pligt til at kontrollere, hvilke medarbejdere der den enkelte måned er omfattet af multimedieskattepligten. For arbejdsgivere, hvor tildelingen af multimedier til privat brug ikke omfatter alle medarbejdergrupper, kan der derfor blive tale om et ret omfattende kontrolarbejde, der betyder stigende omkostninger for virksomheden.

Det er imidlertid svært at beregne, hvor stor den samlede kontrolbyrde bliver. Det skyldes at det er ret usikkert, hvor stor udbredelsen af arbejdsgiverfinansierede multimedier er. Der er dog enkelte områder, hvor der findes statistik på antallet af personer med multimedier stillet til rådighed, jf. FTF notat fra 4.5.2009.

Et eksempel herpå er hjemmehjælpsområdet. KL har i deres høringssvar til skatteministeren i forhold til udkast til vejledningen om multimedieskat gjort opmærksom på, at bare på hjemmehjælpsområdet er der ansat ca. 60.000 til 70.000 personer der er udstyret med en telefon eller PDA. De foretager i gennemsnit 5-7 opkald på en arbejdsdag. Det svarer til 300.000 til 500.000 daglige opkald. KL peger på, at det er en uløselig opgave at tjekke, om der blandt disse opkald bliver foretaget opkald, der går til private numre og derfor udløser multimedieskat.

Som konsekvens heraf ligger vejledningen derfor nu op til, at kontrollen nu kan ske i form af en stikprøve på 5 pct. en gang årligt og på baggrund af én måneds samtaler. Men på trods af det, er der stadig tale om en betydelig kontrolopgave.

En stikprøve på 5 pct. betyder at mellem 3.000 og 3.500 medarbejderes opkald for en måned skal gennemgås. Med ca. 20 arbejdsdage om måneden vil 5-7 daglige opkald betyde 100 til 140 opkald pr. måned.

For hele stikprøven tilsammen vil det give 300.000 til 500.000 opkald der skal kontrolleres for at kommunen kan leve op til vejledningens kontrolforpligtigelse.

Rent praktisk betyder det, hvis man antager at opkaldslisterne kan rumme 50 numre pr. side, at mellem 6.000 og 10.000 A4-sider skal gennemgås for om de indeholder private numre. Numre der vel at mærke skal genkendes på de første 6 cifre, idet lovgivningen omkring registerdata ikke giver mulighed for at samtlige 8 cifre indgår.

Resultatet vil enten være, at kommunerne skal bruge store administrative ressourcer på at kontrollere deres ansatte i hjemmeplejen. Ressourcer der kunne være brugt på hjemmeplejens kerneopgaver i stedet.

Alternativt risikerer man, at beskatningen sker tilfældigt og uretfærdigt. Det skal også ses i lyset af, at kontrollen jo ikke nødvendigvis medfører et skatteprovenu, der jo kun opnås, hvis stikprøven ”afslører” privat brug.

Formentlig vil der også for andre medarbejdergrupper, både i den offentlige og private sektor, være tale om lignende store kontrolopgave, der virker fremmende for bureaukrati og øger omkostningerne til administration, som risikerer at overstige det provenu på 425 mio. kr. som multimedieskatten forventes at indbringe.