Nye teknologiprojekter i den offentlige sektor

[ Notat ]

Regeringen har netop sammen med DF og LA givet grønt lys til de første af en række projekter, der investerer i arbejdskraftbesparende teknologi i den offentlige sektor. Projekterne ser fornuftige ud, men det er generelt væsentligt, at projekterne får lokalt ejerskab, hvis nye teknologier skal hjælpe og aflaste de offentlige medarbejdere. Senere på året startes en ny ansøgningsrunde.

| 07.11.08 11:29

Med finanslovsaftalen for 2008 aftalte regeringen sammen med DF og LA, at der frem mod 2015 skal anvendes 3 mia. kr. fra kvalitetsfonden til investeringer i ny arbejdskraftbesparende teknologi og nye arbejds-/organisationsformer. Beløbet er samlet i den såkaldte ABT-fond. Formålet med fonden er at finansiere projekter på offentlige institutioner, der kan frigøre ressourcer og mindske belastningen af medarbejderne, således at der bliver mere tid til borgernær service og omsorg.

Planen er, at der i 2009 skal udmøntes i alt 200 mio. kr. Regeringen har nu indgået en aftale med DF og LA om udmøntningen af de første 56 mio. kr. Følgende konkrete projekter støttes:

·   Afprøvning af teknologier til løft og vending/lejring (11,3 mio. kr.)

·    Elektroniske låseenheder (4,5 mio. kr.)

·    Bred anvendelse af teletolkning pr. videokonference i hele sundhedsvæsenet (20,0 mio. kr.)

·     Arbejdskraftbesparelser i offentlige byggesager (7,0 mio. kr.)

· Bedre stuegang i eget hjem med online 24/7 stetoskopi af KOL-patienter (rygerlunger) (9,8 mio. kr.)

· Forkortelse af indlæggelser ved hurtigere og bedre diagnostik (3,8 mio. kr.)

Derudover er der afsat en reserve på 80 mio. kr. til et projekt om ”Fælles medicinkort” og 55 mio. kr. til nye projekter i løbet af 2009. De nye projekter udvælges efter en ansøgningsproces, der forventes at starte omkring årsskiftet. Både offentlige institutioner alene og i samarbejde med private virksomheder skal kunne søge om midler fra ABT-fonden, som opererer med to slags projekter: implementeringsprojekter, hvor en velafprøvet teknologi implementeres nationalt, og demonstrationsprojekter, hvor nye teknologier og arbejdsformer afprøves. Indsatsområderne er foreløbigt rengøringsteknologi, telemedicin, ny teknologi i plejesektoren samt digitalisering af arbejdsprocesser.

FTF vurdering

Anvendelse af ny teknologi og nye arbejdsformer er en god måde til at lette arbejdsgangene for medarbejderne og i sidste ende forbedre velfærden til gavn for borgerne. Selve sigtet med ABT-fonden er derfor positivt. De seks projekter, der i første omgang er givet støtte til, forekommer også fornuftige, om end det endnu er uvist, hvad projekterne konkret indeholder.

Samtidig er der desværre også eksempler på, at indførelsen af ny teknologi ikke altid får den ønskede effekt, hvis det indføres uden omtanke og uden inddragelse af medarbejderne. Eksempelvis har medarbejderne på jobcentrene i årevis døjet med forskellige IT-systemer, der ikke kan snakke sammen, og som ikke er tilpasset den konkrete arbejdssituation. Det er derfor vigtigt, at ABT-projekterne får et lokalt ejerskab, således at det ikke blot bliver et spørgsmål om at presse IT-systemer, robotter, smarte maskiner mv. ned over hovedet på de medarbejdere, hvis egentlige formål det jo er at hjælpe. Man kan ligeledes frygte, at ansøgningsprocessen i de fremtidige runder bliver tung.

ABT-fonden er nemlig organiseret med både et bedømmelsesudvalg med eksperter, et tværministerielt udvalg samt en politisk ”fondsbestyrelse” bestående af regeringen, DF og LA.

Endelig må man sige, at det her i første omgang er forholdsvis begrænset, hvad der igangsættes, da de seks projekter har et beskedent omfang vurderet ud fra de afsatte beløb. Når det sammenholdes med, at udvikling af kvaliteten i den offentlige sektor er andet og mere end ny teknologi og nye arbejdsformer, kan man godt være skeptisk over for, hvor meget regeringen egentlig prioriterer udviklingen af den offentlige sektor. Fx har Rådet for Teknologi og Innovation netop lavet en endnu ikke offentliggjort strategi for innovation i den offentlige sektor. Strategien rummer flere offensive elementer, bl.a. med fokus på en langt mere systematisk videnopsamling og ikke mindst videnspredning om offentlig innovation, men desværre er strategien noget vingeskudt, da regeringen endnu ikke har prioriteret de nødvendige ekstra ressourcer til gennemførelsen af strategien.

 

Kontaktinformation

Jens Krogstrup

Jens Krogstrup

Konsulent

Telefon: 3336 8820

Mobil: 2892 3497

Få nyhedsbrev om Økonomi !

> Aktuelt

FTF bakker op om kommissorium, men lover ikke resultat

24.05.12 [FTF nyhed]

FTF’s centrale krav om bedre arbejdsmiljø og en tillidsreform i den offentlige sektor indgår i de kommende trepartsforhandlinger. FTF er klar til at arbejde for vækst og sikring af velfærden, men arbejdstiden skal ikke op nu.

Der er gået sport i kommunernes spareplaner

16.05.12 [FTF nyhed]

Kommunerne har sparet næsten 6 milliarder kroner mere i 2011, end de havde lagt op til. Spareiveren er gået over gevind til skade for velfærd, vækst og medarbejdere, mener FTF

Godt at 2020-plan sætter skub i jobrotation

08.05.12 [FTF nyhed]

Mere jobrotation er en del af en ungepakke, som regeringen vil lægge på bordet de kommende trepartsforhandlinger. FTF er positiv og har konkrete forslag til, hvordan jobrotationsordning kan få flere unge i arbejde.