FTF-krav til skattereform

[ Notat ]

FTF ønsker, at en skattereform skal være fuldt finansieret (krone til krone), fordelingsmæssigt afbalanceret med en højere grænse for, hvornår der betales topskat og et større beskæftigelsesfradrag. Herudover skal miljøet tilgodeses og ligningen skal være effektiv.

Målet for skattekommissionens arbejde er at komme med forslag til en skattereform, der kan lette skatten på beskæftigelse. FTF-FU har drøftet og opstillet følgende krav til udformningen af skattereformen:

  1. Skattereformen skal som udgangspunkt være fuldt finansieret, dvs. at de lettelser, der gives på skatten på beskæftigelse skal finansieres via skattestigninger/omlægninger på andre felter. Derved fastholdes det provenu, der skal bruges til at finansiere den offentlige velfærd. Hvis der er behov for at stimulere økonomien på grund af den økonomiske krise bør det ske via offentlige investeringer, hvor effekten er væsentlig større end ved lettelser af personskatten.

  2. De eventuelle dynamiske effekter af en lettelse af skatten på beskæftigelse skal ikke indregnes i finansieringen af skattereformen. Det skyldes, at størrelsen af dynamiske effekter er særdeles vanskelige at forudsige. Det ses blandt andet af, at skønnene for, hvilke dynamiske effekter der vil opstå af en lettelse af skatten på beskæftigelse er højst forskellige.

  3. Eventuelle dynamiske effekter i form af øget beskæftigelse og derfor øgede skatteindtægter, bør først føre til yderligere skattelettelser eller forøget velfærd, når de beviseligt er opstået.

  4. Ændringerne i skattesystemet skal være fordelingsmæssigt afbalanceret, så lavindkomstgrupper, herunder grupper udenfor arbejdsmarkedet, også tilgodeses.

  5. Ændringer i topskatten bør rette sig mod, at topskattegrænsen hæves. En højere topskattegrænse vil betyde, at en lang række almindelige lønmodtagere, der i dag betaler topskat, undgår dette fremover. Beskæftigelseseffekten af ændringer i topskatten må forventes at være større ved at hæve grænsen og bringe mange lønmodtagere ud af topskatteområdet, frem for at meget rige får en lettelse på store dele af deres indkomst, hvis det er topskattesatsen der sænkes.

  6. Beskæftigelsesfradraget bør hæves, både sats og grænse. De grupper, hvor der er mulighed for at få den største timeeffekt i form af at deltidsansatte går på fuld tid, vil også være de grupper der får størst fordel af et øget beskæftigelsesfradrag. Ændringer i topskat, hvad enten det er i topskattegrænsen eller topskattesatsen, vil ikke tilgodese disse grupper, idet disse grupper som regel ikke betaler topskat alligevel.

  7. SKAT tildeles tilstrækkelige ressourcer til at kunne forestå en effektiv ligning. Det er væsentligt for at undgå at skatteprovenuet forringes af skatteunddragelser og snyd.

  8. Udformningen af skatteændringerne skal tilgodese miljøet.

  9. Finansieringen kan findes ved pristalsregulering af energi- og grønne afgifter, reducerede skatteudgifter (tilskud til erhverv), afskaffelse af fradrag for arbejdsgiverbetalte frynsegoder, ensartet beskatning af ejendomsværdiskat (afskaffelse af rabat til boliger købt før 1.7.1998),loft over indbetalinger til (private-) pensionsordinger, mv.

  10. Krisen på boligmarkedet bør ikke bruges som undskyldning for ikke at ændre på boligbeskatningen. Der bør sættes ind over for at imødegå den udhulning af boligbeskatningen, som skattestoppet har bevirket og igangsættes en beskatning af realiserede boliggevinster. I lyset af situationen på boligmarkedet bør det dog ske med en lang indfasningsperiode.

 

 

 

Kontaktinformation

Lisbeth Baastrup

Lisbeth Baastrup

Konsulent

Telefon: 3336 8849

Mobil: 2020 8849

Få nyhedsbrev om Økonomi !

> Aktuelt

FTF bakker op om kommissorium, men lover ikke resultat

24.05.12 [FTF nyhed]

FTF’s centrale krav om bedre arbejdsmiljø og en tillidsreform i den offentlige sektor indgår i de kommende trepartsforhandlinger. FTF er klar til at arbejde for vækst og sikring af velfærden, men arbejdstiden skal ikke op nu.

Der er gået sport i kommunernes spareplaner

16.05.12 [FTF nyhed]

Kommunerne har sparet næsten 6 milliarder kroner mere i 2011, end de havde lagt op til. Spareiveren er gået over gevind til skade for velfærd, vækst og medarbejdere, mener FTF

Godt at 2020-plan sætter skub i jobrotation

08.05.12 [FTF nyhed]

Mere jobrotation er en del af en ungepakke, som regeringen vil lægge på bordet de kommende trepartsforhandlinger. FTF er positiv og har konkrete forslag til, hvordan jobrotationsordning kan få flere unge i arbejde.