Vi arbejder mindre over
Antallet af personer, der arbejder over er indenfor det sidste år faldet markant. Der er tale om en kurve, der er knækket i forhold til de seneste års udvikling, hvor andelen af danskere, der arbejder over ellers har været stigende
I første kvartal af 2008 arbejdede 530.000 lønmodtagere mere end den aftalte tid. I samme tidsrum året før gjaldt det 632.000 lønmodtagere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Tallene markerer et fald efter flere år med stadigt mere ekstra arbejde. En udvikling, der toppede i første kvartal af 2007, hvor 25 procent af lønmodtagerne arbejdede mere end aftalt mod 24 procent i 2006.
21 procent arbejdede mere end deres aftalte arbejdstid i første kvartal 2008. Dermed er andelen ved at nærme sig niveauet fra 2005, hvor 19 procent arbejdede flere timer end aftalt.
For 58 pct. af lønmodtagerne handlede overarbejdet i 2008 om en decideret overskridelse af den tid, der var aftalt med arbejdsgivere, mens 39 procent forklarer deres overarbejde med aftaler om flekstid og skiftende arbejdstider.
Fald for både kvinder og mænd
Overarbejdet er faldet både blandt mænd og kvinder. For mændene faldt andelen af personer med overarbejde fra 28 procent i første kvartal 2007 til 23 procent på samme tidspunkt i år. For kvinderne er tallet faldet fra 21 til 18 procent. Samme tendens ses inden for branchen offentlige og personlige tjenester, der bl.a. omfatter pædagoger, lærere og sundhedsvæsen. Her er tallet faldet fra 23 procent i 2007, og er nu nede 19 procent. Der er mindst overarbejde i bygge- og anlægsbranchen, som ligger lavest med 16 procent, mens finansiering og forretningsservice med 26 procent topper listen.
Tegn på konjunkturændring
Overordnet kan tallene ses som tegn på, at konjunkturerne har toppet. Det siger professor i arbejdsmarkedsøkonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarer:
”Der er tale om en konjunktureffekt. Overarbejdet vil typisk være et af de førte steder, der skæres, når konjunkturerne dykker. Der er simpelthen behov for mindre arbejdskraft nu end for et år siden”, forklarer han.
Næsten ingen forskel mellem det offentlige og det private
Faldet i ekstra arbejde gør sig også gældende i både den offentlige og private sektor. I det offentlige faldt andelen af ansatte med ekstra timer fra 23 procent i 2007 til 20 procent 2008, mens faldet i den private sektor var fra 26 til 21 procent Dermed er der altså ikke den store forskel på hvor mange, der arbejder over i de to sektorer.
Professor i Human Resource Management ved CBS Henrik Holt Larsen tilslutter sig, at et begyndende konjunkturdyk er del af forklaringen på, at folk arbejder mindre over. I det offentlige er der dog også en anden grund til faldet:
”Kommunalreformen medførte en masse administrativt ekstraarbejde, der gjorde at mange måtte løbe meget hurtigere i det daglige for at løse de nye opgaver. Tendensen til mindre overarbejde kan i det offentlige derfor forklares med, at man er ved at være over denne pukkel af ekstraarbejde rundt om i de nye kommuner og regioner.”





