Velfærden skal ikke markedsgøres

Formand Bente Sorgenfrey langede på FTF’s repræsentantskab ud efter regeringens initiativer til at udlicitere offentlige ydelser og øge omfanget af frit-valg-tilbud. Velfærdsstaten er et nødvendigt fundament for at klare sig i en globaliseret verden, lød det FTF-formanden

FTF-formand:

 

 Den danske velfærd skal fortsat bygge på offentlige ydelser. Det vil FTF vil kæmpe for fremover, slog formanden Bente Sorgenfrey fast på årets repræsentantskabsmøde den 19. november.

 

” I FTF tror vi på og vil fortsat kæmpe for, at det offentlige har ansvaret for udbud, produktion og styring af velfærdsydelserne. Regeringen vil noget andet og arbejder målrettet på at markedsgøre den offentlige sektor ved at udlicitere produktionen af ydelserne samtidig med, at den øger omfanget af frit-valg-tilbud”, sagde Bente Sorgenfrey blandt andet i sin mundtlige beretning til repræsentanter fra de104 FTF-organisationer.

 

Hun pegede blandt andet på, at den stramme økonomiske politik, som regeringen fører overfor kommuner og amter blandt andet betyder, at der skabes utilfredshed blandt brugerne af børneinstitutioner, skoler, sundhedsvæsen og ældrepleje.

 

”Ydelser som det er nødvendigt for os alle at trække på, hvis vi skal være i stand til at passe vores arbejde. Regeringen risikerer med sine initiativer at sætte de grundlæggende værdier som solidaritet, lige adgang og god kvalitet for alle over”, fortsatte FTF-formanden.

 

Bente Sorgenfrey understregede, at FTF ikke er imod, at borgerne får et friere valg. ”Men den må være et mindstekrav, at regeringen forholder sig seriøst til de ekstraomkostninger, frit valg giver - og som kun kan tages fra de i forvejen skrabede kommunale budgetter”.

 


Ordentlige rammer for globalisering
Velfærdsstaten er et nødvendigt fundament for, at Danmark kan klare sig bedst muligt i den globaliserede verden, lød det også fra FTF-formanden.

 

FTF oplever den stigende globalisering som positiv – så længe den sker indenfor rammer, hvor de svageste ikke kommer i klemme.

 

”Det må og skal sikres, at de grundlæggende arbejdstagerrettigheder bliver opfyldt i alle lande. Ellers kan man ikke være sikker på en fortsat positiv opbakning fra lønmodtagerside. Det er OK, at produktion flyttes til lande med lavere omkostningsniveau. Men det er ikke OK, hvis produktionen her foregår uden at lønmodtagerne kan forhandle deres vilkår, under forfølgelse af fagligt aktive og med anvendelse af børnearbejde. Regeringen har et stort ansvar for dette både ved bistandsarbejde i WTO-sammmenhæng og i ILO. Fra dansk side må der også lægges pres på, at EU tager disse krav alvorligt i handelspolitikken”, sagde Bente Sorgenfrey.

 

Arbejdstidsdirektivet skal ikke forringes
Den efterfølgende debat efter den mundtlige beretning viste, at FTF-formanden havde bred opbakning til et afsnit i talen, hvor hun fremsatte en kraftig kritik af de ændringer af arbejdstidsdirektivet, som EU-kommissionen er på vej med.

 

”Kommissionen ser ud til at have glemt, at der er tale om et direktiv, der skal beskytte medarbejdernes arbejdsmiljø. Den har valgt i højere grad at tage hensyn til virksomhedernes økonomi end til medarbejdernes arbejdsmiljø”, konstaterede Bente Sorgenfrey.

 

Hun mente, at direktivet udgjorde en trussel mod den danske aftalemodel, som EU-kommissionen i andre sammenhænge priser så højt. På den baggrund bekymrede det hende, at den danske regering trods indsigelser fra samtlige organisationer har fastholdt en positiv holdning til kommissionens ændringsforslag.

 

Og den bekymring deltes af flere af repræsentanterne for FTF-organisationerne, ikke mindst repræsentanterne for Dansk Sygeplejeråd, der var særdeles bekymrede ved udsigten til lange rådighedsvagter uden kompensation, som direktivet lægger op til.

 

Derud over efterlyste flere fra talerstolen også, at FTF stiller krav om, at der følger penge med til at implementere kommunalreformen, da den umuligt kan blive udgiftsneutral, sådan som regeringen lægger op til.