Ulovlig skattegymnastik i sag om billige it-folk

Udlændingeservice fastslår, at det er ulovligt at operere med en fiktiv skat i aflønningen af udenlandske ansatte, sådan som virksomheden CSC har gjort i forhold til indiske it-specialister. FTF kræver yderligere stramning af lovgivningen omkring udenlandsk arbejdskraft.

Udlændingeservice fastslår, at det er ulovligt at operere med en fiktiv skat i aflønningen af udenlandske ansatte, sådan virksomheden CSC har gjort i forhold til indiske it-specialister.  FTF kræver yderligere stramning af lovgivningen omkring udenlandsk arbejdskraft.

I en redegørelse til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som FTF har fået aktindsigt i via fagforbundet PROSA, fastslår Udlændingeservice, at det er ulovligt, hvis en virksomhed regner en fiktiv skat med i den samlede løn til udenlandske medarbejdere, der er ansat under den såkaldte beløbsordning.

Netop denne opskrift, har it-virksomheden CSC benyttet i aflønningen af indiske it-specialister. Det har været én af de måder, som på papiret har fået indernes løn op på de 375.000 kr. om året, der kræves for at få opholds- og arbejdstilladelse ifølge udlændingeloven. Det er imidlertid kommet frem i pressen, at indernes løn reelt ligger langt under det, som deres danske kolleger får.

CSC har hidtil fastholdt at indregningen af den fiktive skat i lønnen er sket i overensstemmelse med reglerne.
Men nu fastslår redegørelsen fra Udlændingeservice til ministeren, at indregning af fiktiv skat er i strid med beløbsordningen – og dermed i strid med Udlændingeloven.

Fiktiv skat er ulovlig
Integrationsministeren var i fredags kaldt i samråd om sagen, og har nu bedt Udlændingeservice om en mere detaljeret redegørelse.
Birthe Rønn Hornbech gav på samrådet klart udtryk for, at overtrædelser af ordningen er uacceptable, og at social dumping er undergravende for den danske velfærdsmodel.
Hun lagde op til at se på, om reglerne er optimale, og hun vil nu indkalde FTF, LO og AC til et møde om sagen for at drøfte løsninger.

FTF: Loven må strammes op
FTF’s formand Bente Sorgenfrey glæder sig over ministerens udmeldinger i sagen, men understreger samtidig, at det er nødvendigt hurtigt at stramme yderligere op:

”Loven må strammes op, så Udlændingeservice får ubetinget pligt til at oplyse fagforeningerne om løn- og ansættelsesforhold for de ansatte udlændinge. Det har været en helt afgørende forudsætning for FTF sammen med de øvrige hovedorganisationer, at arbejde i Danmark udføres efter danske regler. Hvis ikke regeringen vil være med til at sikre det, når den udsteder opholdstilladelser, kan vi selvfølgelig heller ikke bakke op om ordningerne”, siger FTF’s formand.

Kravet om stramninger i loven og øget gennemsigtighed fremsatte FTF sammen med LO og AC i et fælles brev til integrationsministeren forud for samrådet i sidste uge.

 
 

Kontaktinformation

 
Beløbsordningen
 

Ordningen er en del af Udlændingeloven. Den giver ikke-europæisk arbejdskraft opholds- og arbejdstilladelse, hvis man er garanteret 375.000 kr. i en konkret stilling.