Uformel økonomi eksploderer i vestafrikanske lande

De vestafrikanske lande hører til verdens fattigste, og landenes hurtigt voksende uformelle økonomi gør det endnu sværere at få den rigtige udvikling i gang. Et nyt dansk projekt, Danida netop nu har besluttet at støtte skal være med til at organisere og uddanne arbejderne i den uformelle sektor og give dem et socialt sikkerhedsnet - så de gradvist kan blive en del af det regulerede og skattebetalende samfund.

Flere desperate gadesælgere. Flere tomatdyrkere med hver deres frimærke. Flere taxachauffører i udtjente bilvrag. Alle sammen uden for myndighedernes rækkevidde. Den uformelle økonomi i Vestafrika er i eksplosiv vækst. Og det truer med at fastlåse fattigdommen og underminere befolkningens allerede spinkle sociale sikkerhedsnet.

Den uformelle økonomi omfatter nu 80-90 pct. af arbejdsstyrken i lande som Sierra Leone, Ghana, Benin, Niger og Togo. Og den hurtige befolkningstilvækst i landene får den uformelle sektor til at vokse eksplosivt.

For eksempel i Ghana, som Danmark har et særligt forhold til, kommer der hvert eneste år 250.000 nye unge ud på arbejdsmarkedet. Kun en marginal andel på to pct. af disse unge finder et job i den formelle økonomi – dvs. enten i den private eller offentlige sektor - hvor arbejdsgiveren er registreret og underlagt en vis kontrol. Derfor er det også kun et mindretal af de unge, der betaler skat og bidrager til samfundets fælleskasse.

År for år vokser den uformelle økonomi hurtigere end den formelle, og det er ikke mindst et problem i det lys, at langt de fleste af samfundets spilleregler – fx mindstelønnen, arbejdsmiljøreglerne, de sociale systemer osv. – er skabt til den formelle del af arbejdsmarkedet. Reelt er hverken regeringen eller det internationale samfund derfor i stand til at regulere de arbejds- og levevilkår, som langt størstedelen af arbejdsstyrken har. Og den hastige forværring med væksten i den uformelle økonomi går igen i hele den meget fattige vestafrikanske region.

Nogle af verdens allerfattigste lande

De vestafrikanske lande er blandt de allerfattigste i hele verden. På FN’s Human Development Index er Niger nr. 182 ud af samtlige 182 lande i indekset, og over 60 pct. af befolkningen i Niger lever under FN’s grænse for såkaldt ekstrem fattigdom – dvs. har under en dollar om dagen pr. person at leve for.

Sierra Leone er også voldsomt fattigt og er nr. 180 på Human Development Index med over 70 pct. af befolkningen under FN’s ”almindelige” fattigdomsgrænse på 2 dollar om dagen. Andre lande i regionen ligger lidt bedre, men stadig skidt: Benin er nr. 161 på FN-listen, og Togo nr. 159.

Flertal holdes udenfor det ordnede samfund

Væksten i landenes uformelle økonomier har store konsekvenser: Konkret betaler en meget stor del af befolkningen ikke skat – ligesom arbejderne ikke er sikret den ellers lovfæstede mindsteløn. Arbejderne har heller ikke andre end dem selv til at håndhæve deres arbejdstager-rettigheder og sikre beskyttelse af deres arbejdsmiljø og helbred.

Arbejderne i den uformelle økonomi er også meget langt fra at have de samme uddannelsesmuligheder, adgang til hospitaler og sikring af deres forsørgelsesgrundlag som arbejderne i den formelle økonomi.

Registreringen som lønmodtager og dermed skatteyder er afgørende for adgangen til mange af samfundets sociale systemer. Samtidig er det kun på de registrerede arbejdspladser, at det er muligt at få en nogenlunde sikkerhed for sin indkomst og familiens forsørgelse gennem bl.a. opsigelsesreglerne. Det er praktisk talt også kun arbejderne i den formelle økonomi, der sparer op til deres pension.

Der er selvfølgelig forskelle i konkrete rettigheder og muligheder på arbejdsmarkedet i de enkelte lande, men sådan er det generelle billede i Vestafrika.

Den voksende uformelle økonomi holder også regeringens skatteindtægter og politiske handlemuligheder på et minimum. Begrænsede handlemuligheder, der står i grotesk modsætning til landenes behov for at investere i bl.a. uddannelse, sundhed, infrastruktur og social sikring af de svageste.

Danmarks gamle slavekyst

Det var i Ghana – dengang kendt som Guldkysten - at danskerne i 1700- og 1800-tallet indfangede og udskibede slaverne til de Vestindiske øer, som Thorkild Hansen har beskrevet i bogen Slavernes kyst. Danmark har i mange år samarbejdet med Ghana og ydet omfattende udviklingsbistand til landet, der i dag har en noget højere økonomisk vækst og er mere fredeligt end de andre lande i Vestafrika. Ghana betragtes derfor af mange som et model-land, hvis udvikling resten af regionen kan lære af - trods Ghanas problemer.

Ghana har også en central rolle i det nye udviklingsprojekt, som Danida netop nu har besluttet at støtte. Projektet er med et budget på godt 16 mill. kr. indleveret som ansøgning til Danida af LO’s og FTF’s fælles udviklingsorganisation, Ulandssekretariatet.

Det nye projekt er regionalt og omfatter ud over Ghana også landene Togo, Niger, Benin og Sierra Leone. Projektet udføres i partnerskab med fagbevægelsen i de enkelte lande og skal bidrage til at bekæmpe fattigdommen og forbedre adgangen til et socialt sikkerhedsnet for arbejderne i den uformelle økonomi. Et mål er således også at skabe nye private arbejdspladser og bedre selvforsørgelse ved at give arbejderne i den uformelle sektor adgang til korte erhvervsrettede kurser.

Endelig indgår det i projektet at undersøge, om fagbevægelsen i Vestafrika kan få en ny fremtidig rolle som mellemled til mikrolån til de mange uformelle arbejdere – for at give dem muligheder for at hjælpe sig selv rent økonomisk og skabe arbejdspladser til endnu flere. Det er ikke tanken, at fagbevægelsen selv skal agere långiver, men det skal undersøges, om fagbevægelsen kan hjælpe de mange arbejdere og ”enkeltmandsvirksomheder” med at navigere på det - for den enkelte arbejder - uigennemskuelige og risikable marked for mikrolån.