Sygemeldte får ikke lov at arbejde
Samfundet skriger på arbejdskraft, og regeringen vil stramme op for at få sygemeldte hurtigere tilbage i arbejde. Omvendt oplever langtidssyge, at det kan være en næsten umulig kamp at få lov til at bruge deres ressourcer på arbejdsmarkedet. Jobcentrene overtræder loven ved deres passivitet over for de syge, mener FTF
”Mit ønske om at vende tilbage til arbejdsmarkedet er hele tiden blevet fuldstændig negligeret. Men jeg vil virkelig gerne arbejde igen; jeg har stadig noget at bibringe det her samfund,” siger Torben Nielsen, tidligere kabinechef hos Maersk Air.
Og han ved, hvad han taler om. I seks år har han som sygemeldt forgæves bevæget sig rundt fra skrivebord til skrivebord og fra sagsbehandler til sagsbehandler i håb om at komme i arbejde igen.
Torben har oplevet en passivitet fra det kommunale jobcenter, som er på kant med loven, mener socialrådgiver hos FTF, Lisbeth Snedker. Hun er involveret i Torben Nielsens sag og en række lignende sager fra langtidssyge, som også har oplevet, at deres lokale jobcenter ikke tilbyder at hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet.
En tidlig indsats fra de sociale myndigheder vil øge syges chancer for at komme i arbejde, mener FTF. FTF har allerede tidligere peget på, at der er et behov for at få indsamlet erfaringer fra forsøg med tidlig udredning og behandling, hvor tværfaglige teams hurtigt får afklaret den sygemeldtes situation. Det ligger i tråd med regeringens Handlingsplan for nedbringelse af sygefravær fra juni i år.
Overtræder loven
”Når jobcentrene ikke tilbyder en langtidssyg hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet igen, overtræder de faktisk loven om retssikkerhed. Loven skal sikre borgeres rettigheder, når de sociale myndigheder behandler deres sager. I sager, hvor borgere har fået vurderet deres arbejdsevne, pålægges kommunerne fx at tage stilling til, hvad der kan gøres for at bringe en borger tilbage til arbejdsmarkedet”, siger Lisbeth Snedker. (se boks)
Ankestyrelsen har desuden i en konkret afgørelse om sygedagpenge til en borger henvist til samme passage i loven. Styrelsen tolker afsnittet i loven ved at beskrive formålet sådan her:”…sikre, at personer, der havde en arbejdsevne, som muliggjorde en tilknytning til arbejdsmarkedet, også reelt fik mulighed for at bruge deres ressourcer gennem et arbejde”.
Paradoks
Et er lovens bogstav – noget andet er, at samfundet skriger på arbejdskraft: Torben Nielsen historie står i skarp kontrast til, at regeringen nu vil stramme op over for langtidssyge for at få dem hurtigt tilbage på job igen. I juni udsendte regeringen en handlingsplan, der bl.a. lægger op til, at langtidssyge skal have aktive tilbud, mens de er sygemeldte. Hvis de ikke kan tage imod tilbud, som fx virksomhedspraktik eller aktivering, risikerer de at miste deres sygedagpenge. Tanken er også, at kommunerne skal belønnes økonomisk for at speede tempoet op og få de sygemeldte hurtigere tilbage på arbejde.
Starten på et mareridt
Stramningen er et paradoks i forhold til, at langtidssyge som Torben Nielsen ikke kan få lov til at arbejde, selv om de gerne vil.
Torben Nielsen var i 2002 ude for en arbejdsulykke i sit tidligere job som kabinechef i Maersk Air. Der var tale om en skade på nakken, en såkaldt whip-lash læsion. Det blev starten på foreløbig seks års mareridt, der ikke ser ud til at skulle stoppe lige foreløbig. For ingen har tilsyneladende en oprigtig interesse i, at han vender tilbage til arbejdsmarkedet.
Torben blev vurderet som ikke fuldt arbejdsdygtig. Først levede han en periode af sygedagpenge, blev arbejdsprøvet og indstillet til fleksjob, men fik afslag på det. I dag lever han af en privat forsikring og er uden for offentlig forsørgelse. Han har gennem det seneste år rendt det kommunale jobcenter på dørene for at få hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet igen, men har oplevet en total mangel på interesse.
Vil gerne arbejde så meget kroppen tillader
”Det jeg gerne vil, er at få 10-12 timer om ugen, hvor jeg fx kunne hjælpe ældre mennesker på et plejehjem. For jeg synes, jeg har noget jeg kan give andre mennesker. Smerterne forsvinder jo ikke, men hvis man forsøger at leve et rimelig sundt liv og finder nogle ting at gå op i, så ville det gøre det nemmere for mig at klare mig igennem hverdagen. Det at du føler, du kan bidrage med noget, kan jo flytte opmærksomheden fra det du fejler”, siger Torben Nielsen.
For dyrt at få folk i arbejde
At Torben er uden for offentlig forsørgelse er en væsentlig grund til det kommunale jobcenters passivitet, vurderer socialrådgiver hos FTF, Lisbeth Snedker, som har anket Torbens afslag på fleksjob til Beskæftigelsesankenævnet.
”Jobcentrene føler sig åbenbart ikke forpligtede til at tilbyde yderligere udredning af arbejdsevnen til personer, der som Torben ikke længere modtager nogen ydelse fra jobcenteret”, siger Lisbeth Snedker.
Hun kører for øjeblikket en række lignende sager og vurderer, at der gennem de sidste par år har været omkring 40 af samme slags gennem FTF.
”Og de sager viser kun toppen af isbjerget, fordi det jo kun er en mindre del, der har ressourcer til at henvende sig til os for at få gjort noget ved deres problem”, vurderer Lisbeth Snedker.
Livet ændrede sig dramatisk
Torbens sagsforløb minder meget om den 53-årige tidligere lærer Eva Holst Hansens. Eva arbejdede i 24 år som lærer på den samme privatskole, men i 2006 gik hun ned med flaget. Der var mange hårdt belastede elever i hendes 9. klasse, men Eva oplevede, at hun ingen opbakning fik fra kolleger og ledere.
"Det var op ad bakke i tungeste gear. Det har jeg prøvet før, og jeg plejer at være enormt stærk”, fortæller Eva
Denne gang var det bare som om, hun ikke kunne håndtere det længere. Hun blev sygemeldt med diagnosen depression og udbrændthed og kunne blot se til, mens hele hendes liv inden for en kort periode ændrede sig dramatisk:
”Jeg forstod slet ikke, hvad der skete med mig; jeg følte bare, at stolen blev hevet væk under mig. At gå fra at være et stærkt menneske til at komme i min udsatte situation så hurtigt - det er ret voldsomt”, fortæller hun.
”Det må da være muligt at bruge mig til et eller andet”
Efter en periode som sygemeldt ville Eva dog frygtelig gerne tilbage og etablere en kontakt til arbejdsmarkedet. Tanken om en førtidspension virkede skræmmende, men ligesom Torben var Eva også godt klar over, at hun ikke havde ressourcerne til at passe et fuldtidsjob. For hende handlede det nu om at finde ud af, hvordan hun bedst kunne bruge de ressourcer, hun havde.
”Det må da være muligt at bruge mig til et eller andet. Det har jeg hele tiden tænkt. Som ansvarlig borger i det her land er jeg heller ikke interesseret i bare at gå og fise den af. Som jeg altid har været, er jeg interesseret i at være en del af arbejdsmarkedet, tage ansvar og betale den skat, jeg skal betale, og være med. Og jeg føler simpelthen bare, at det får jeg ikke lov til,” siger hun
Økonomien ikke afgørende
Men også Eva fik afslag på sin ansøgning om fleksjob, og hun lever i dag af en privat pension - en såkaldt kvalificeret svagelighedspension.
Gennem mere end to år blev hun arbejdsprøvet, uden at det førte til en løsning – hverken tilbagevenden til almindeligt arbejde eller fleksjob. Da sygedagpengene stoppede ophørte jobcenterets tilbud til hende, og hun var overladt til at klare sig selv, da hun ikke var berettiget til kontanthjælp pga. pensionen.
For hverken Torben eller Eva er økonomien motivet for at komme arbejde igen. Selvom de begge må klare sig for mindre, end før de blev sygemeldt, bekræfter de begge, at de ikke lider nød. Ønsket om at komme i arbejde handler for dem begge om at blive brugt og bidrage til samfundet.
”De her mennesker har noget at tilbyde, men de har brug for at blive hjulpet i gang. Som de selv siger, er det absurd, vi ikke er i stand til at udnytte de ressourcer, som de her mennesker har, når samfundet samtidig skriger på arbejdskraft”, siger socialrådgiver i FTF, Lisbeth Snedker.
”At vende tilbage til arbejdsmarkedet ville betyde uendelig meget for dem. Det ville give dem en følelse af selvværd og løfte dem ud af den onde sygdomsspiral”, siger hun.
