Sundhedsøkonom: Behandlingsgaranti koster ekstra

Behandlingsgarantien gør sygehusene dyrere i drift. Hvis hospitalerne skal overholde garantien uden at få tilført flere penge, kommer der også i fremtiden flere fyringer på hospitalerne, konkluderer sundhedsøkonom. Formanden for sygeplejerskerne i hovedstaden mener, at regeringen har udsultet de offentlige hospitaler og kræver konsekvenserne for både patienter og personale frem i lyset.

”Ingen skal bilde sig selv ind, at det er omkostningsfrit at give en behandlingsgaranti. Det koster og behovet for behandling vil automatisk stige”.

Sådan siger sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Dansk Sundhedsinstitut i forbindelse med debatten om fyringer på landets sygehuse.

”Med behandlingsgarantien er sygehusene gået fra rammestyring til aktivitetsstyring. Det betyder, at vi kommer til at stå i samme situation i fremtiden, fordi det er så vanskeligt at ramme budget- og aktivitetsmål på samme tid. Derfor vil vi også fremover se fyringer, hvis politikerne vælger at fastholde både den nuværende økonomi og garantien”, fortsætter Jakob Kjellberg.

Efterlyser åbenhed om konsekvenser
Fyringer på Herlev Sygehus og varslinger om fyringer på andre hospitaler i Region Hovedstaden samt på hospitaler andre steder i landet har for alvor sat gang i debatten og politiske slagsmål om sygehusenes økonomi. 

Formanden for Dansk Sygeplejeråd i Region Hovedstaden, Vibeke Westh, har blandt andet den 14. januar i hoved-MED-udvalget for hospitalerne i hovedstaden krævet at få overblik over, hvor stort underskuddet er på de forskellige hospitaler, og hvor mange stillinger der reelt bliver skåret væk. Lige nu har der været talt om at mere end 400 stillinger nedlægges i Region Hovedstaden.

”Vi skal også have overblik over, hvad fyringer kommer til at betyde for patientsikkerheden og personalets arbejdsmiljø nu, når der kommer færre hænder efter fyringsrunderne”, siger Vibeke Westh.

Ifølge Jakob Kjellberg fra Dansk Sundhedsinstitut er der kun en lille viden om, hvad der sker, når der er færre på hospitalerne og medarbejderne må løbe stærkere.

Selv vurderer han, der hvor hospitalerne fremover vil bruge mindre tid er fx i forbindelse med patientsamtaler og andre arbejdsopgaver, som ikke er koblet direkte op på behandlingsgarantien. Det kan fx betyde længere ventetid, når patienter har brug for hjælp fra personalet og kortere indlæggelser.

Udhuling af offentlige sygehuse
Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V), meldte i sidste uge meldte ud, at hvis regionerne ikke kunne klare opgaven, så måtte andre overtage den. Vibeke Westh mener, at den udtalelse er en del af en bevist strategi fra regeringens side til at få private hospitaler mere på banen og give dem flere opgaver.

”Regeringen er ved at udhule de offentlige hospitaler, som alle ellers taler om skal være i verdensklasse. Det kan de ikke blive med den nuværende økonomi”, siger Vibeke Westh.

 

 

 
 
 
Kontaktinformation
 

Spørgsmål til forfatter

Inge Gleerup Jensen

Inge Gleerup Jensen

Telefon: 3336 8800

Mobil: 4011 8829

 
Læs mere
 

Åbent brev til finansminsteren og sundhedsministeren

"Ekspert bakker op om sundhedskommission"