- FTF’ere topper statistikker over langtidssygemeldinger
- Amtsrådsforeningen: Der mangler ressourcer
- Kommunernes Landsforening: Særkørsel siger ikke så meget
- Overarbejde giver stress
- Stress skyldes arbejdet i 7 ud af 10 tilfælde
- Mangel på arbejdskraft giver stress i finansverdenen
- Overfladisk tilsyn med psykisk arbejdsmiljø
Stress skyldes arbejdet i 7 ud af 10 tilfælde
70 procent af jordemødre, pædagoger, IT-medarbejdere og andre FTF-grupper oplever, at det i høj grad er arbejdet, som er skyld i de mange tilfælde af stress og sygdom på grund af stress. Det viser en ny undersøgelse fra FTF. Halvdelen af deltagerne i undersøgelsen peger på, at færre arbejdsopgaver kan begrænse deres stress. Kun hver 10. FTF-lønmodtager oplever, at det i høj grad er krav fra familien, der er skyld i stress.
Arbejdspladsen er i langt højere grad end hjemmefronten skyld i stress hos FTF-grupper som lærere, pædagoger og forsikringsfunktionærer.
Det viser en ny stress-undersøgelse, som FTF har foretaget blandt over 7.000 lønmodtagere i medlemsorganisationerne. Syv ud af 10 FTF’ere svarer, at det er kravene på arbejdet som i høj grad er skyld i, at de oplever stress. Samtidig er det kun én ud af 10, der svarer, at det i høj grad er krav fra familien, som skaber stress. To ud af 10 oplever, at det er spændingsfeltet mellem arbejde og familieliv, som gør dem stressede.

Deltagerne i undersøgelsen har fået mulighed for at pege på, hvad der kunne begrænse deres stress – og her dominerer forskellige forhold på arbejdet også meget:
Hele 69 procent mener, at de ville blive mindre stressede, hvis der kom en bedre balance mellem arbejdsopgaver og arbejdstid. I samme boldgade svarer 34 procent, at det ville være med til at begrænse deres stress, hvis andre havde mere realistiske forventninger til, hvad den enkelte skal nå i løbet af sin arbejdstid. 36 procent mener desuden, at bedre opbakning fra deres leder kunne dæmpe stressen.
Bedre organisering af arbejdet
Professor i arbejdsmiljø på Institut for Produktion og Ledelse på DTU, Per Langå Jensen, beskæftiger sig blandt andet med menneskelige ressourcer, ledelse og organisation på arbejdspladsen. Han mener, at arbejdsgiverne kan gøre meget ved stressproblemerne, hvis de bliver bedre til at bakke medarbejderne op og planlægge arbejdet bedre:
”Stressen opstår i høj grad på grund af, at organiseringen af arbejdet ikke er god nok. Men FTF-grupperne stresser også sig selv, fordi det er vigtigt for dem at bevare høje faglige normer. Arbejdsgiverne ved godt, at fx en socialrådgiver ikke er indstillet på at slække på den faglige standard, selv om de får flere arbejdsopgaver. Det tror jeg, at arbejdsgiverne udnytter i nogle tilfælde. For at komme stressen til livs skal lederne i højere grad støtte medarbejderne – blandt andet med en prioritering af opgaverne”, siger Per Langå Jensen.
Professoren fra DTU mener, at inden for den offentlige sektor har netop stigende krav til effektivitet og administrative opgaver i form af statistikker eller andre former for dokumentation været med til at øge arbejdsopgaverne. Derudover bliver nogle medarbejdere yderligere presset, fordi deres faglige arbejdsopgaver også bliver flere.
”Vi har ingen landsdækkende tal på dette område, men stort set alle undersøgelser og studier på området viser, at der har været øgede krav til medarbejderne både i forhold til administration og faglige opgaver”, siger Per Langå Jensen.
Selvtilliden og fagligheden svigter
FTF-undersøgelsen viser også, at 42 procent mener, at hvis deres kompetencer bliver udviklet, så vil de i højere grad kunne styre stressen. Samtidig peger 31 procent på, at en bedre sammenhæng mellem arbejdslivet og familie-/fritidsliv kan begrænse deres stress.
Der er samtidig fire ud af 10 FTF’ere, der vender stressproblemerne indad. 42 procent af deltagerne i undersøgelsen tror, at deres stress kan begrænses, hvis de bliver bedre til selv at håndtere den.
Overlæge Bo Netterstrøm fra Stressklinikken på Hillerød Sygehus oplever ofte, at hans patienter mener, at hvis de selv bliver bedre til at håndtere deres stress, så vil de blive mindre stressede:
”Selvfølgelig er det godt selv at vide, hvordan man kan håndtere stressproblemer og få nogle værktøjer til at prioritere sin dag, men i bund og grund er det arbejdsgiverens ansvar at skabe rammer, så medarbejderne ikke bliver stressede”, siger Bo Netterstrøm, der også er medlem af regeringens Kommission for Familie- og Arbejdsliv.
Giver ikke slip på jobbet
Et af de fælles træk ved FTF-gruppernes arbejde er, at de er i kontakt med andre mennesker og ofte skal tage stilling til andres liv og deres problemer. Det kan være opslidende og er ofte svært at lægge fra sig. Stressundersøgelsen viser i hvert tilfælde, at 50 procent af de FTF’ere, som altid eller meget ofte tænker på deres job i fritiden, i høj grad føler sig stressede, mens det kun gælder for fire procent af dem, der næsten aldrig eller aldrig tænker på deres job, når de har forladt arbejdspladsen.







