
Stor principiel sejr for ligestillingen
FTF har for Farmakonomforeningen vundet en principiel sag om adoptanters rettigheder. Østre Landsret har afsagt historisk dom til fordel for en farmakonom, der blev fyret, efter at hun havde ønsket orlov i forbindelse med adoptionen af hendes kvindelige partners endnu ufødte barn.
FTF har på vegne af Farmakonomforeningen vundet en sag over en medicinalvirksomhed, der med opbakning fra Dansk Industri har afskediget en kvindelig farmakonom, der stod for at skulle adoptere sin kvindelige partners endnu ufødte barn - og som i den forbindelse ønskede at bruge sin ret til fædre- og forældreorlov.
Sagen, som er den første af sin slags, handler principielt om medarbejderes beskyttelse mod afskedigelse, når de skal adoptere deres bonusbarn eller papbarn, som det hedder på nudansk – i juridiske termer stedbarnsadoption.
Uafklaret ligebehandlingslov
Umiddelbart skulle man tro at ligebehandlingsloven gav denne beskyttelse: Den siger, at man ikke må forskelsbehandle på grund af køn. Således må en arbejdsgiver ikke afskedige en ansat, som ønsker orlov på grund af graviditet og barsel.
Men ligebehandlingsloven har hidtil været uafklaret, når det gælder adoption af stedbørn – inklusive stedbørn, der ikke er født endnu. En problemstilling, der først for alvor er blevet aktuel i nyere tid med registrerede partnere, hvor den ene part er blevet gravid med anonym donor, og hvor den anden part ønsker at adoptere sin samlevers ufødte barn.
Fyret efter at have ønsket orlov
Farmakonomen blev opsagt kort tid efter, at hun havde meddelt sin arbejdsgiver, at hendes registrerede partner var blevet gravid efter insemination på en fertilitetsklinik med anonym donor. Arbejdsgiveren begrundede opsigelsen med nedskæringer.
FTF gik ind i sagen for Farmakonomforeningen for at få afklaret, om en kommende adoptant var beskyttet af ligebehandlingsloven – og om fyringen dermed var ulovlig.
FTF mener, at ligebehandlingsloven ud fra en formålsfortolkning må yde samme beskyttelse uanset seksuel orientering. Adoptanter skal ikke kunne fyres blot, fordi de udgør en udgift.
Dansk Industri argumenterede på den anden side med, at loven intet siger om kommende adoptanters rettigheder ved stedbarnsadoption mellem lesbiske, og at man ikke kan pålægge virksomhederne sådanne byrder.
Retsstillingen ændret
Østre Landsret giver imidlertid FTF medhold: Ud fra en formålsfortolkning fastslår landsretten, at ligebehandlingslovens § 9 beskytter mod afskedigelse, der er begrundet i, at en kvinde ønsker at adoptere sin registreredes partners barn.
Østre Landsret finder det dog ikke det tilstrækkelig bevist, at farmakonomen blev opsagt som følge af, at hun havde udtrykt ønske om orlov.
Med udfaldet af sagen har FTF vundet en udvidet beskyttelse efter ligebehandlingsloven. Loven, der sikrer gravide, barslende og orlovssøgende, har indtil i dag ikke været klar på, om stedbarnsadoption mellem lesbiske registrerede partnere også er omfattet.
Østre Landsret har nu fastslået, at den type adoption er omfattet af ligebehandlingsloven. Retsstillingen er dermed ændret fremover – også selv om farmakonomen i den konkrete sag ikke kunne få medhold i påstanden om ulovlig fyring.
Meget tilfredsstillende dom
FTF er meget tilfreds med resultatet, og advokat Michael Møllegaard Jessen, der procederede sagen i landsretten, udtaler:
”Det er meget tilfredsstillende, at landsretten ud fra en formålsfortolkning også lader lesbiske adoptanter beskytte. Ligebehandlingsloven må yde beskyttelse uanset seksuel orientering og i alle tilfælde, hvor arbejdsgiver kan have en interesse i at opsige en medarbejder som følge af barselsorlov”.
”Vi må tage til efterretning, at vi ikke havde tilstrækkelig bevis i den konkrete sag, men dommen får betydning for alle andre adoptanter, og er et vigtigt signal til arbejdsgiverne”, siger Michael Møllegaard Jessen.
Politiske konsekvenser
Sagen og omtalen af den har haft politiske konsekvenser. Justitsministeren har fremsat lovforslag, som præciserer, at adoption kan gennemføres straks ved barnets fødsel, når der netop er tale om stedbarnsadoption mellem lesbiske registrerede partnere.
I dag kan adoption nemlig normalt tidligst ske, når barnet er tre måneder gammelt. Fristen har til formål at give de biologiske forældre mulighed for at fortryde.
Med lovforslaget sikres det, at adoptanter er omfattet af ligebehandlingsloven på et tidligere tidspunkt, og at lesbiske registrerede partnere. Dermed er beskyttet mod opsigelse begrundet i orlovsønsker. Forslaget er dog ikke vedtaget endnu.





