Stor ledighedsstigning blandt nyuddannede på sundhedsområdet

Ledigheden er begyndt at ramme de nyuddannede inden for sundhedsområdet, der ellers tidligere er gået fri. Lige nu har kun fire ud af 80 nyuddannede jordemødre fået fast job på en fødegang, mens 81 nyuddannede sygeplejersker og 45 ergoterapeuter går ledige. FTF opfordrer beskæftigelsesministeren til at sørge for, at de ledige bliver fastholdt på sundhedsområdet, hvor man forventer stor mangel på arbejdskraft om få år.

Ledigheden blandt nyuddannede inden for sundhedsområdet er - meget overraskende - i hastig stigning. Det viser de første resultater fra et rundspørge om ledigheden blandt nyuddannede, som FTF har sat i gang. De første tal, der er blevet gjort op, stammer fra Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DSA.

Lige nu er der registreret 81 ledige nyuddannede sygeplejersker mod blot 31 i marts i 2009, mens 45 nyuddannede ergoterapeuter ikke har kunnet finde sig et job mod 28 samme periode sidste år.

Og i virkeligheden er tallene endnu højere, fortæller DSA. I tallene er alle ledige nyuddannede nemlig endnu ikke medregnet, da alle ikke har fået deres første dagpengeudbetaling endnu.

I DSA er den samlede ledighed nu oppe på 1200 medlemmer mod blot 700 samme periode i 2009. De store stigninger i ledigheden blandt nyuddannede inden for sundhedsområdet kommer efter, at det traditionelt har været særdeles nemt for nyuddannede at finde sig et job inden for sit faglige område.

Stigningen kommer overraskende nok samtidig med, at den generelle ledighed er holdt op med at stige.

Kun fire nyuddannede jordemødre i job
For de nyuddannede jordemødre har situation ændret sig drastisk. Mens mindst halvdelen af de nyuddannede jordemødre tidligere fik en fast stilling på et af landets fødegange umiddelbart efter, at de havde fået eksamensbeviset i hånden, tegner fremtiden sig noget sværere for de netop nyuddannede jordmødre.

Således har kun fire ud af de 80 jordemoderstuderende, der i februar blev færdige på jordemoderuddannelsen, fået job som jordmoder på en fødegang, oplyser Jordemoderforeningen.

”Det er en helt ny udvikling,” siger Jan Helmer, sekretariatschef i Jordemoderforeningen.

I stedet for at få fast job på en fødegang har nogle fået vikariater som jordemødre, mens andre har valgt at søge helt andre jobs, end de er uddannet til, fortæller Jan Helmer.

FTF: Jobrotation hjælper nyuddannede i gang
Fremskrivninger fra blandt andre FTF og AE-Rådet viser, at der om blot få år vil mangle tusinder uddannede inden for sundhedsområdet. Derfor er det også problematisk, at mange nyuddannede ikke får foden inden for det fag, de er uddannet til, mener FTF, der er fælles faglig hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, blandt andre sygeplejersker, jordemødre, ergoterapeuter, lærere og andre med korte og mellemlange videregående uddannelser.

FTF vil derfor have de nyuddannede ind på arbejdsmarkedet ved at anvende jobrotation.

”Vi ved, at der lige om hjørnet kommer til at mangle sundhedspersonale. Derfor er det vigtigt, at de nyuddannede bevarer en tilknytning til faget og arbejdspladserne. Det er oplagt at anvende jobrotation, hvor ledige kommer ind som vikarer, mens de beskæftigede får mulighed for efteruddannelse”, siger Jens Frank, der er konsulent hos FTF.

Og det kræver for en gang skyld ikke flere penge, men at kommunernes indsats for de ledige kommer op i gear – og det skal beskæftigelsesministeren sørge for:

”Der er faktisk allerede afsat penge på finansloven til jobrotationsprojekter for sygeplejersker, folkeskolelærere og pædagoger. Pengene bliver bare ikke brugt. Egentlig burde det jo være regionerne, der havde penge til at lave projekter med jobrotation på tværs af kommunerne. Men nu er det jo kommunerne, der har overtaget hele ansvaret, og så må ministeren tage ansvar for, at kommunerne samarbejder på tværs – det er nøglen til at få jobrotation til at fungere her”.