Regeringen ind i sag om EU-anslag mod den danske model
Regeringen går nu ind i ny EU-sag om pensionskasser, hvor vigtige danske interesser er på spil. Sagen risikerer at underminere det danske system, hvor arbejdsmarkedets parter kan indgå juridisk bindende aftaler, advarer både fagbevægelse og arbejdsgivere
Det sidste nye skud på stammen af sager, hvor EU lægger pres på enkelte medlemslandes lovgivning, har fået den danske regering til at reagere. Regeringens såkaldte implementeringsudvalg, som blev nedsat i år 2000 som en garant for, at EU-lovgivning implementeres korrekt i Danmark, er indkaldt til møde på torsdag i denne uge.
Her skal udvalget tage stilling til en sag, som EU Kommissionen har anlagt mod de offentlige tyske arbejdsgivere. Kommissionen mener, at arbejdsgiverne ikke uden videre har lov til at indgå aftaler med lønmodtagerne om at indbetale pension til bestemte pensionskasser – ligesom det også foregår i Danmark. Ifølge EU Kommissionen skal valget af pensionskasse i stedet først sendes i udbud, fordi EU’s udbudsdirektiv vejer tungere end det enkelte medlemslands love.<
Kan underminere den danske model
Forslaget vil fuldstændig underminere den ret, som arbejdsmarkedets parter i Danmark har til at indgå juridisk bindende aftaler. Det mener FTF, som allerede i sidste uge gik ud med opfordringer til regeringen om at forsvare den danske model overfor EU Kommissionen.<
Derfor glæder FTF-formand Bente Sorgenfrey sig over, at regeringen nu tager initiativ til at gå ind i sagen. FTF sidder selv i udvalget, som består af arbejdsmarkedets parter plus repræsentanter fra forskellige ministerier.
”Det er bestemt glædeligt, at regeringen nu kalder til møde i udvalget. Hvis Kommissionen vinder denne her sag, vil det være et indgreb i den frie forhandlingsret, som vi har i Danmark. Det er helt afgørende at få slået fast, at de enkelte landes modeller på arbejdsmarkedet skal respekteres, og at de står højere end principper om fx udbud”, siger Bente Sorgenfrey.
Også KL har bedt regeringen om at gå ind i sagen, og glæder sig over, at Beskæftigelsesministeriet nu har indkaldt til møde i implementeringsudvalget. Som KL’s repræsentant i implementeringsudvalget, chefkonsulent Henrik Schilder, udtrykker det om EU Kommissionens sagsanlæg: ”det ser ikke godt ud”.
Implementeringsudvalgets parter skal nu sammen vurdere, om der skal indgives et indlæg i sagen til fordel for Tyskland. Hvis Danmark og andre lande indgiver et indlæg i sagen, skal det så behandles af EF-Domstolen, og det kan tage sin tid: Op til et år kan der gå, før der falder en afgørelse i sagen, lyder vurderingen fra Beskæftigelsesministeriet.





