Reform frigør 1,4 mia. til bedre arbejdsmiljø
Danske arbejdspladser skal betale 1,4 mia. kr. mindre, når betalingssystemet for arbejdsskadeforsikring for erhvervssygdomme ændres i 2008. De frigjorte penge bør investeres i et bedre arbejdsmiljø, mener FTF.
Der er store besparelser at hente for danske virksomheder i forbindelse med den lovændring om arbejdsskadeforsikring for erhvervssygdomme, som beskæftigelsesministeren er i gang med at gennemføre. Ændringerne betyder, at virksomhederne slipper med en præmie, der er 75 procent lavere, end den er i dag. Det svarer til en reel besparelse på 1,4 mia. kr. blot i 2008.
Den besparelse bør investeres i forebyggelse af et godt arbejdsmiljø. Det vil både komme lønmodtagernes helbred og arbejdsgivernes pengepung til gode, mener FTF.
Gennem de senere år er rådgivningen om og kontrollen med arbejdsmiljøet blevet slækket – bl.a. i forbindelse med, at arbejdsmiljølovgivningen blev ændret i 2004. Her fjernede man virksomhedernes pligt til at lade sig rådgive om arbejdsmiljø (BST-pligten). Det medførte samtidig, at de offentlige arbejdspladser fik omkring 135 mio. kr. mindre i bloktilskud, fordi de ikke længere var tvunget til at søge vejledning og rådgivning i arbejdsmiljøspørgsmål, som de tidligere havde gjort hos Bedriftssundhedstjenesten, BST.
”Den besparelse, som virksomhederne nu får i forbindelse med, at forsikringspræmien sættes ned, kan de bruge til at investere i forebyggelse af arbejdsskader og sikring af et godt arbejdsmiljø. Og den investering bliver hurtigt tjent ind igen i kraft af færre ulykker, mindre sygefravær og mindre nedslidning. Netop rådgivning i arbejdsmiljøspørgsmål er blevet svækket i forbindelse med, at BST-pligten er blevet afskaffet. Nu er der frigjort næsten 400 mio. kr. på offentlige arbejdspladser og én mia. kr. i de private virksomheder.
Så nu kan ingen sige, at de mangler pengene til at skabe et godt arbejdsmiljø”, siger Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF.
Arbejdsmiljøindsats belønnes
Det er en ny betænkning fra Beskæftigelsesministeriet, som arbejdsmarkedets parter har været med til at udarbejde, der foreslår en forenkling af det nuværende betalingssystem for arbejdsskadeforsikringen for erhvervssygdomme.
Lovændringen vil betyde en mere retfærdig betaling end i dag. Ved hjælp af de nye branchemodeller, vil der fremover kun blive opkrævet en forsikringspræmie svarende til dækningen af det antal erhvervssygdomme, som er blevet anerkendt. I dag opkræves et beløb, som er beregnet på et skøn, der oftest dækker over det antal skader, der sker.
Samtidig skal de virksomheder, som er arbejdsmiljøcertificeret, have rabat på forsikringspræmien. Til de mindre arbejdspladser, som har svært ved at opnå en certificering af arbejdsmiljøet på grund arbejdspladsens størrelse, skal der udarbejdes andre redskaber, der dokumenterer virksomhedens indsats for arbejdsmiljøet.
”Det er rigtig god løsning, at virksomheder, som gør en ordentligt indsats for at sikre et godt arbejdsmiljø også belønnes. Men den mulighed skal alle virksomheder have – også de der reelt er for små til at blive arbejdsmiljøcertificeret. Derfor er det beskæftigelsesministerens ansvar at sikre, at en række dokumentationsværktøjer bliver udarbejdet, så både små og store virksomheder har mulighed for at være med fra start, når lovændringerne træder i kraft i begyndelsen af 2008”, siger FTF-formand, Bente Sorgenfrey.





