Psykisk arbejdsmiljø er sværest at håndtere

Indsigt og viden om sikkerhedsarbejdet fik sygeplejerske Rikke Nielsen for alvor først, da hun havde fulgt den lovpligtige sikkerhedsuddannelse og DSR’s ekstra uddannelse, som er målrettet faldgrupperne i sygeplejerskernes arbejdsmiljø. Trods uddannelse ud over det påkrævede, oplever Rikke Nielsen fortsat, at det kan være svært at håndtere problemer med det psykiske arbejdsmiljø

At hvervet som sikkerhedsrepræsentant i høj grad handler om andet end at håndtere arbejdsskader, gik for alvor op for sygeplejerske Rikke Nielsen, da hun som nyvalgt sikkerhedsrepræsentant kom på den lovpligtige uddannelse, som alle sikkerhedsrepræsentanter skal gennemgå.

”Her gik det op for mig, hvor bredt et område en sikkerhedsrepræsentant dækker. Du skal både have en masse viden om arbejdsmiljøet og du skal vide, hvor vigtigt det er at kende og få oprettet struktur i sikkerhedsarbejdet og skabt et samarbejde med ledelsen”, siger Rikke Nielsen, der siden november 2007 har været sikkerhedsrepræsentant på skadestuen og modtageafdelingen på Regionshospitalet i Horsens.

Mere konkret med fagfæller
Selv om Rikke Nielsen følte sig klædt bedre på efter den lovpligtige uddannelse, så valgte hun alligevel at deltage i den brancherettede arbejdsmiljøuddannelse over seks dage, som Dansk Sygeplejeråd udbyder og betaler for sikkerhedsrepræsentanter.

”Der blev en række problemstillinger langt mere konkrete for mig, da jeg udelukkende var sammen med andre sygeplejersker. Det var fordi, der blev rejst en række emner, som jeg også kunne se var relevante for kollegaerne hjemme på min afdeling. Og jeg blev inspireret til at tage nogle emner op”, siger Rikke Nielsen.

For hende var der klart en værdi i, at sikkerhedsrepræsentantarbejdet på arbejdsmiljøkurset i Dansk Sygeplejeråd var meget tæt på den virkelighed, som hun kender. Netop fordi alle deltagerne kom fra det samme fagområde.

Psykisk arbejdsmiljø svært
Det fysiske arbejdsmiljø på en hospitalsafdeling, oplever Rikke Nielsen, at hun i høj grad har tilstrækkelig viden om. Til trods for, at hun har fået nogle arbejdsmetoder til at håndtere problemer med det psykisk arbejdsmiljø gennem sine to uddannelser, så oplever Rikke Nielsen fortsat, at det kan være svært at få rettet op på problemerne.

”Fx er det individuelt, hvornår man oplever stress, og hvordan man skal håndtere det. Det der er svært, er måske ikke så meget at lokalisere problemerne, men derimod at få gjort noget ved dem. Det kræver man ved, hvordan man sætter ind og ikke mindst, at ledelsen også er med til at tage ansvar”, siger Rikke Nielsen.

Netop for at være bedre klædt på som sikkerhedsrepræsentant, går Rikke Nielsen forsat til temadage og konferencer om psykisk arbejdsmiljø, for at suge mere viden til sig.
”Jeg har fået det råd, at man som sikkerhedsrepræsentant skal fortsætte med at suge viden til sig om netop om stress, trivsel og andre former for psykisk arbejdsmiljø. Og det råd har jeg heldigvis mulighed for at følge”, siger Rikke Nielsen.

 

 

 


.

 
 

Kontaktinformation

Jan Kahr Fredriksen

Jan Kahr Fredriksen

Konsulent

Telefon: 3336 8843

Mobil: 2043 8843