Professor: Pas godt på Danmark A/S

Det kan blive katastrofalt for Danmark, hvis Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet tager fejl, og ingen opdager det i tide. Det samme gælder, hvis regeringen gennemfører reformer med et spinkelt politisk flertal, advarer professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School.

Der er risiko for, at politikerne begår alvorlige fejl, når de tager fat på at reformere velfærdssamfundet. Og forfejlede reformer kan i yderste konsekvens skabe politisk uro og social ulighed. Dermed kan de - stik mod hensigten – skade Danmarks konkurrenceevne i stedet for at fremme den, advarer professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School (CBS).

”Den store risiko for at begå fejl i det danske system ligger i, at vi reformerer samfundet i lyset af de forventninger og udfordringer, vi står over for. Dermed er viden om, hvad vi kan forvente af konkurrencekrav ude i fremtiden altafgørende. Den store fejl vil være at have videnskræk eller at arbejde ud fra en forkert analyse af den konkurrence, der kommer inden for de næste 10-15 år,” siger Ove Kaj Pedersen, der derfor opfordrer til, at der kommer en åben diskussion, når Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet har talt.

”Det er vigtigt at sørge for, at den viden, som Globaliseringsrådet og Velfærdskommissionen har, er rigtig, og det har der jo faktisk været en diskussion om. Desuden må den viden, de producerer, ikke bliver taget som sandheden. Der skal spørges: Kan det nu ikke være anderledes? For hvis Globaliseringsrådet og Velfærdskommissionen tager fejl uden at blive modsagt, så er vi på Herrens mark. Hvis vi laver politiske indgreb, som baserer sig på en forkert viden, så er vi også på Herrens mark,” siger Ove Kaj Pedersen fra CBS’ Internationale Center for Business og Politik.

Samtidig understreger han, at der bør være ”det rigtige politiske flertal” for ændringerne af samfundet.

”Der skal være bred opbakning både i partialliancerne og ude i befolkningen. Det skal der, fordi det er vigtigt, at den politiske stabilitet i Danmark sikres. Bliver der konstant politiske konflikter, så ryger en af vores konkurrencemæssige fordele: Den politiske stabilitet. Det er også vigtigt at fastholde ligheden i samfundet og undgå store sociale skel, for det er også en konkurrencemæssig fordel, at samfundet ikke skal bruge kræfter på social uro, som den vi f.eks. har set i Frankrig i efteråret,” siger han.

Danmark A/S

Ove Kaj Pedersens centrale pointe er, at vi i disse år skal blive endnu dygtigere til at drive landet som et Danmark A/S, hvor politikere, fagforeninger samt arbejdsgiver- og interesseorganisationer plejer fælles interesser – frem for særinteresser.

Det er sådan et samarbejde, der historisk har skabt velfærden, velstanden og et at de mest socialt lige lande i verden. Det er disse aktørers fælles analyse, deres fælles nationale strategi samt et stabilt og stærkt politisk lederskab, der er resulteret i et samfund, hvor virksomhederne klarer sig godt. Danmarks økonomiske fremgang i de seneste ti år kan ifølge Ove Kaj Pedersen i høj grad tilskrives en stærk ”institutionel konkurrenceevne”. Det er den evne til at konkurrere, som virksomhederne får, fordi landets politiske, økonomiske og kulturelle institutioner skaber nogle gode rammebetingelser.

I de seneste år har det navnlig været reformerne af arbejdsmarkedet, der har gavnet virksomhederne. De har løbende kunnet tilpasse arbejdsstyrken og har haft adgang til kompetent arbejdskraft.

Bedre end USA

I sit forskningsarbejde har Ove Kaj Pedersen sammenlignet Danmarks og USA's succesrater på centrale områder i slutningen af 1990’erne. En sammenligning, der falder ud til Danmarks fordel (se boks).

Som udgangspunkt ligger begge lande blandt de bedste målt på bruttonationalprodukt pr. indbygger. De har begge oplevet voldsom økonomisk fremgang. De har begge relativ lav arbejdsløshed, lav inflation, voksende produktivitet og overskud på statsfinanserne (i 1998).

Men det lykkedes i 1990’erne Danmark at opnå den udvikling samtidig med, at her var større økonomisk lighed, større ligestilling mellem kønnene, færre økonomisk dårligt stillede og færre funktionelle analfabeter end i USA.

Samtidig – fremhæver Ove Kaj Pedersen - har Danmark opnået disse fordele på trods af et højt skattetryk, et højt offentligt forbrug og en relativt høj grad af offentlig regulering af erhvervene. Ja, faktisk mener han, at Danmark har oplevet fordelene på grund af skatten, det offentlige forbrug og reguleringen. Fordi vi i Danmark A/S har brugt skattekronerne og lovgivningen til at skabe nogle gode rammebetingelser for virksomhederne.

Eksempler

Som eksempel nævner han, at det er relativt nemt at afskedige medarbejdere i Danmark, fordi der er et dagpengesystem og et arbejdsmarkedssystem, der står parat til at forsørge de ledige og aktivere eller uddanne de ledige til job.

Et andet eksempel er, at der i Danmark er et offentligt uddannelsessystem, der sikrer indbyggerne uddannelser, der kan bruges i flere forskellige virksomheder. Samtidig er de faglærte arbejdere i Danmark dygtige til at arbejde med innovation, og der er et efteruddannelsessystem, som løbende kan gøre dem endnu dygtigere.

I USA – derimod – uddanner virksomhederne selv de faglærte arbejdere til nøjagtig deres eget behov. Det mindsker muligheden for at skifte job og udveksle erfaringer.

Høj skat en fordel

Den relativt høje danske skat er faktisk også en fordel:

”Det danske skattesystem kan faktisk betragtes som en positiv kilde til institutionel konkurrenceevne, fordi indtægterne er med til at betale for ting, som virksomhederne er afhængige af,” siger Ove Kaj Pedersen og nævner en hel liste af skattefinansierede, offentlige goder: dagpenge- og erhvervsuddannelsessystemet, offentlig transport, forskning- og udvikling, offentlig informationsteknologi og sundhedssystemet.

Med baggrund i alle disse fordele for virksomhederne advarer Ove Kaj Pedersen derfor direkte mod, at politikerne stirrer sig blind på en neoliberal idé om, at lavere skatter er lig med større dynamik i Danmark.

”Dramatiske nedskæringer på enten skatter eller offentlige udgifter kan bringe Danmarks institutionelle konkurrenceevne i fare. Det kan også skabe politiske problemer, fordi skattenedsættelser og nedskæringer i velfærden kan være politisk upopulære i store dele af befolkningen,” siger han.

Social ro er vigtig

Hvorfor er det så vigtigt, at vi ikke får for stor social ulighed?

”Simpelthen fordi det vil bryde den konsensus, der er i samfundet, og som er vigtig. Dem, der ikke har, vil reagere – akkurat som vi har set i Frankrig her i efteråret, hvor der har været social uro.”

Men så er nutidens politiske svar jo ofte, at så skal de bare have nogle hårdere straffe?

”Jo, men det koster jo. Så bruger man de offentlige omkostninger til det forkerte. I stedet for f.eks. at give højere og bedre uddannelse, så skal vi sørge for ro i gaderne ved at uddanne politiet og skabe flere straffesystemer. Dermed er vi ovre i den amerikanske/angelsaksiske løsning, som er en politipolitik for at skabe ro. Vi bruger i stedet socialpolitikken til at skabe social ro. Og det gør vi hele tiden med den bagvedliggende idé, at det for det første er godt med social ro, og at social ro især fremmes ved økonomisk, kønsmæssig og religiøs ligestilling, og at social ro er en vigtig konkurrencefordel.”

Kamp for overlevelse

Hvorfra har vi i Danmark fået den fællesskabsopfattelse, som det at drive et land som Danmark A/S bygger på?

”Det er et godt spørgsmål, og det er en lang historie. Men jeg tror først og fremmest, at vi er blevet tvunget til at holde sammen for overhovedet at opretholde et selvstædigt samfund med en egen stat. Vi har tabt utroligt mange krige, og vi er et lille samfund, som har ligget mellem magtfulde naboer. Så vi har været tvunget til at holde sammen for at overleve, og det kan du se mange steder ned igennem historien: 1864, Anden Verdenskrig, Besættelsen. Det er store historiske begivenheder, som forklarer, hvorfor den fællesskabsforståelse er kommet.”

Fordi man rejser sig igen ved at sige: hvad kan vi selv gøre?

”Ja, eller hvor man af ydre kræfter får klart bevis på, at hvis ikke vi holder sammen internt, så bliver vi opslugt. Så forsvinder vi som selvstændig stat og selvstændig kultur. Hvis vi vil være en selvstændig stat og kultur, så må vi holde sammen.”

Men er mange danskere i dag ikke ligeglade med nationalstaten, fordi de har mere til fælles med andre ude i verden end med folk fra et andet kvarter i byen. Er der fortsat den sammenhængskraft, som skal til for at opretholde Danmark A/S?

”Det er et vigtigt spørgsmål, og der er ikke noget entydigt svar på det. Men faktisk har de sidste 15 år vist, at det var forkerte hypoteser, som sagde, at de nationale, politiske institutioner blev mindre og mindre vigtige, at nationalstaten langsomt blev udhulet for sine funktioner, og at spøgsmålet om national identitet og sammenhængskraft ville blive udfordret i en sådan grad, at den måde vi har organiseret vores politiske systemer på helt tilbage fra 1800-tallet, gradvist ville forsvinde.”

Hvem er vi?

Hvad tænker du på?

”På, at vi har set det direkte modsatte i de små økonomier, i de små lande: Norge, Sverige, Finland, Danmark, Holland, Belgien, og måske også Schweiz og Østrig. Her er de nationale, politiske institutioner blevet mere og mere vigtige. Det er blevet endnu mere vigtigt at udvikle nationale strategier for, hvordan vi håndterer udfordringerne ude fra verden. Derfor får vi også i Danmark Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet. Det er organer, som typisk har til opgave at formulere en national strategi og sige: Hvad skal de nationale politiske institutioner gøre for at fremme nationens økonomiske konkurrenceevne? Herunder bliver det også vigtigt at skabe national sammenhængskraft, ved det som man på amerikansk kalder ”identity work”. Man går simpelthen politisk ind og bearbejder identitetsfølelsen.”

Hvad kan politikerne da gøre for at skabe fælles identitetsfølelse?

”Hele vores integrationspolitik er en kampplads for, hvordan vi definerer vores identitet. Hele kanondiskussionen er et spørgsmål om, hvordan vi skal definere vores identitet. Hele spørgsmålet om, hvordan vi vil integrere immigranter – skal de kunne dansk, skal de leve op til de her 17 krav – den type er ”identity work.””

Jamen, er det ikke en afsporet måde at gøre det på?

”Nej, ikke principielt, selv om flere af de konkrete forslag af gode grunde kan og bør kritiseres. Vi har altid anvendt vores velfærdsinstitutioner til ”identity work”, og det nye er ikke, at vi søger at påvirke identitetsfølelser ad politisk vej, men at vi nu igen diskuterer, hvad der menes med dansk identitet. Vi har altid skabt vores nationale identitet ved hjælp af nationale institutioner. Vi har altid brugt institutioner som Det Kgl. Teater, Danmarks Radio, universiteter, folkeskolen og Folkekirken til at skabe fælles sprog og fælles kultur. Det gør vi nu igen. Selve det, at der er konflikt omkring det, og selve det, at det er nødvendigt, er ikke det samme som, at der er store faresignaler. Vi har evnet at gøre det mange gange før.”

Eliten klarer ærterne

Hvor vigtigt er det, at almindelige mennesker fatter noget af det, der foregår i en debat som den her?

”Ikke særlig vigtigt. Bare de ikke gør oprør imod det. Og at dem, der træffer beslutningerne, gør det på oplyst grundlag med fællesskabsfølelse som udgangspunkt.”

Så du er ikke bekymret for, at der sidder sådan en café lâtte-elite og bestemmer?

”Nej, det har der altid gjort. Vi havde aldrig fået demokrati her i landet, hvis befolkningen skulle have bestemt. Hver eneste gang vi har haft folkeafstemninger, så har omkring 50 procent af befolkningen været imod alt muligt. Jeg er personligt overbevist om, at hvis Grundloven i 1848 var blevet sat til afstemning, så var den aldrig blevet vedtaget.”