Ny mulighed: 42 timers arbejdsuge

En af fagbevægelsens bastioner - den 37 timers arbejdsuge - står for skud: Nu kan man få lov at arbejde 42 om ugen, hvis man vil. Udtryk for modenhed, at fagforeningerne tør give slip på kontrollen og lade parterne aftale lokalt, mener professor. En anden advarer mod en glidebane væk fra hårdt tilkæmpede rettigheder

Som noget helt nyt kan en række faggrupper som fx finansansatte, sygeplejersker på sygehusene, beredskabspersonale, socialrådgivere, havnefogeder og visse grupper af kontorpersonale nu skrue deres faste ugentlige arbejdstid op til 42 timer om ugen mod en højere løn.
Denne aftale om plustid - eller individuel fleksibel arbejdstid, som det også hedder - er den store nyskabelse i en række af de overenskomster, der blev indgået her i foråret. Senest har også Sundhedskartellet og Danske Regioner her efter strejkens ophør indgået en overenskomst, som omfatter plustid. Dvs. at fx sygehusansatte sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, bioanalytikere, jordemødre m.fl. nu også kan indgå aftaler om plustid.

Arbejdsgivernes ønske
Aftalen om at sætte den faste arbejdstid op, skal indgås lokalt, og trådte for de flestes vedkommende formelt i kraft den 1. april. Flere af ordningerne indføres som forsøgsordninger, som skal evalueres, når overenskomstperioden udløber.

Idéen om plustid var et krav fra arbejdsgiversiden. De offentlige arbejdsgivere har fået kravet igennem, men har ikke har taget hul på overvejelserne endnu. Men i hvert fald én branche – finanssektoren – ser ud til at være klar til at bruge den nye mulighed: En række personaleansvarlige fra bankverdenen, som Resonans har talt med, er meget positive overfor at bruge plustid. (læs artiklen ”Banker klar til højere arbejdstid”).

Men de er samtidig spændt på medarbejdernes holdning; det er nemlig frivilligt, om man vil bruge muligheden, og de lokale tillidsmænd skal give grønt lys for, at der kan indgås aftale om plustid.

Vær på vagt
Man skal tænke sig om, inden man vælger plustid; det kan være en glidebane, advarer Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet. Han ser plustid som et udtryk for en generel tendens fra arbejdsgiverne rundt om i Europa til at presse arbejdstiden.

”Vi ser en tendens i Europa i disse år, hvor arbejdsgiverne er gået til angreb på arbejdstiden. Der har været forskellige konkrete udspil fra arbejdsgivere – fx har Siemens i Tyskland garanteret beskæftigelse for de ansatte frem til 2012 mod at få lov til at udvide arbejdstiden. Samme tendens ser man med EU's Arbejdstidsdirektiv, der nu er blevet ændret, så man kan indgå individuelle aftaler om at arbejde helt op til 60 timer om ugen”, siger Henning Jørgensen.

Direktivet vedrører ikke direkte danske forhold, men Henning Jørgensen ser direktivet som en del af det generelle pres mod arbejdstiden.
FTF har tidligere kritiseret samme direktiv for netop at åbne op for en udvidelse af arbejdstiden - til skade for arbejdsmiljøet.

Arbejdsgiverne vil udnytte det hæmningsløst
”Det er godt med fleksibilitet, men der skal bremser på en ordning som plustid. Det er vigtigt at holde fast i, at den skal være kollektivt reguleret; tillidsmanden skal have vetoret. Ellers vil arbejdsgiverne udnytte den nye mulighed hæmningsløst, og vi risikerer et ulige forhold mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. De kollektive aftaler ender med at blive undermineret. Og hvis arbejdstiden ender uden for det kollektive system, kan man ikke længere bruge Arbejdsretten ved overtrædelser. Så må den enkelte lønmodtager bruge de civile domstole, som det allerede sker i mange europæiske lande, og det er en lang og kostbar proces for den enkelte. Plustid kan grundlæggende gå hen og blive en trussel mod det danske flexicurity-system, hvis vi ikke er på vagt”, advarer Henning Jørgensen.

Modne danske fagforeninger
Niels Westergaard-Nielsen, professor ved Handelshøjskolen Århus Universitet, er helt uenig.
Han ser plustid som et tegn på, at det danske arbejdsmarked udvikler sig i en positiv retning.
”Plustid er i virkeligheden et udtryk for modenhed. Fagforeningerne bevæger sig mere og mere væk fra den arbejdsgiverfjendtlige holdning ud fra indstillingen: Vi skal jo begge være her, og hvis arbejdsgiverne har det godt, har vi det også godt. Det er faktisk hovedforklaringen på, at det er gået så godt på det danske arbejdsmarked de sidste 15 år; at man kan tale sig til rette om tingene”, siger han.

Fagforeningerne er simpelthen så stærke, at de ikke har behov for at kontrollere alting, er Niels Westergaard-Nielsens pointe. De har fået skabt nogle meget stærke rammer for, at der nu kan indgås lokale aftaler.
”Det er en meget stor forskel på Danmark og faktisk alle andre lande. Selv hos vores nordiske naboer er der slet ikke samme tradition for at overlade aftaler til de lokale parter” siger han.

Fagforeninger tør – på trods af risiko
Niels Westergaard-Nielsen medgiver, at der er en reel risiko for, at nogle arbejdsgivere groft vil forsøge at udnytte en højere arbejdstid.
”Det er en risiko, helt klart. I Tyskland er det fx gået galt; her har man fået et stort lavindkomst-arbejdsmarked efter murens fald, fordi der var områder, som fagforeningerne ikke blandede sig i. Fagbevægelsen herhjemme skal sikre sig en vis standard, når det gælder arbejdstid. Men at der er en risiko, er jo netop udtryk for en vis modenhed hos fagforeningerne; de tør gå med på trods af risikoen”, siger Niels Westergaard-Nielsen.
Han tror dog ikke, at der i Danmark er en reel risiko for, at udvidet arbejdstid kører af sporet på grund af vores tradition for at snakke os til rette.

Bange traditionalister
”Hvis man er traditionalist, vil man selvfølgelig være bange for at forlade én af de bastioner, fagbevægelsen har haft. Men det er jo ikke noget argument i sig selv, at lokale aftaler om højere arbejdstid er en trussel mod den danske model. Det afgørende er, om fleksibilitet fungerer, og det gør det jo allerede glimrende på det private arbejdsmarked. Det kan være sværere at indføre i den offentlige sektor, hvor man ikke på samme måde får kontant afregning i produktionen for at sætte arbejdstiden op. Hvor man i det private ved, at øget produktion giver bedre og mere sikre job, har medarbejderne i det offentlige ikke samme motivation. Men det er jo arbejdsgivernes problem”, siger Niels Westergaard-Nielsen.

Tvingende nødvendigt med mere fleksibilitet
Efter hans mening er det helt nødvendigt med mere fleksibilitet i den offentlige sektor.

"Hvis Danmark skal blive ved med at have lidt højere lønstigninger end de lande, vi konkurrerer med, er vi simpelthen nødt til at øge fleksibiliteten i vores virksomheder og i den offentlige sektor. Det har man indset i den private sektor, og er nu ved at indse det i den offentlige sektor", siger Niels Westergaard-Nielsen.