Ny medieskat gnaver knap 70 procent af skattelettelse

Regeringen og DF vil indføre en skat, hvor man beskattes af 5000 kr. ekstra, hvis man har telefon, pc eller bredbånd betalt af arbejdsgiveren. Den skat vil gøre et indhug på hele 68 procent af skattelettelsen for en person med en indkomst på 350.000 kr. om året

Regeringen og Dansk Folkeparti har, som en del af skattereformen, aftalt at indføre en ny skat, multimedieskatten. Den skal afløse den nuværende beskatning af fri telefon, hvor arbejdsgiveren betaler alt forbrug, også det private. Men den nye skat skal samtidig udvides til også at omfatte adgang til bredbånd og hjemme-pc betalt af arbejdsgiveren.

Den nye multimedieskat vil betyde, at den skattelettelse, som mange ellers havde i udsigt, bliver væsentligt mindre.
For lønmodtagere, der i dag ikke har fri telefon, men som fx har en hjemme-pc, og som tjener 350.000 årligt – fx en jordemoder – vil multimediebeskatningen reducere skattelettelsen med hele 68 procent, eller 2.024 kr. Det viser beregninger foretaget af FTF på baggrund af Skatteministeriets egen beregningsmodel.

Får 50 procent mindre i skattelettelse
Hvis man tjener 394.000 kr. om året – son fx en folkeskolelærer – betyder multimedieskatten, at skattelettelsen bliver 2.354 kroner mindre. For fx bankrådgiveren med en årlig indtægt på 450.000 kr. barberes skattelettelsen med 2.680 kr. svarende til 29 procent mindre.

 

Lægger gift ud for fleksibelt arbejdsmarked
Med den nye multimedieskat lægger forligspartierne bag skattereformen gift ud for deres egne mål for skattereformen, mener FTF.
”Det erklærede mål er at øge arbejdsudbuddet og skabe en fremtidssikret skattereform. Det er tilsyneladende ikke gået op for forligspartierne, at multimedieskatten vil ramme fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, hvor muligheden for at arbejde hjemme, at kunne tilkaldes og stå til rådighed er vigtige muligheder hos en moderne arbejdsstyrke med højt vidensniveau”, siger Andy Andresen, udviklingschef i FTF.

Vælt omkostningerne over på arbejdsgiveren
”Skatteministeriet har nok så flot sagt, at det er en sag mellem arbejdsgiver og medarbejder. Men for de mange medarbejdere og arbejdsgivere i den offentlige sektor, er det ikke så enkelt lige at vælte omkostningerne over på arbejdsgiveren. Det er også et åbent spørgsmål, om det bare er ligetil i den private sektor. Konsekvensen vil givet være, at ganske mange vælger at fraskrive sig muligheden for at have arbejdsbetinget hjemme-pc mv. Det vil hæmme og ikke fremme dynamikken på arbejdsmarkedet”, siger Andy Andresen.

750 millioner mere i statskassen
Skatteministeriet har skønnet, at multimedieskatten vil indbringe ca. 800 mio. kr. til statskassen. Den nuværende ordning med fri telefon indbringer ca. 50 mio. kr. årligt, så det samlede merprovenu bliver på 750 mio. kr.

Multimedieskatten er lige nu under udformning i Skatteministeriet, men det forlyder allerede fra ministeriet, at skatten skal dække meget bredt. Den skal betales uanset, om der er tale om et nødvendigt værktøj, som er påkrævet for at en person kan varetage sine arbejdsopgaver.

 
 

Kontaktinformation

Lisbeth Baastrup

Lisbeth Baastrup

Konsulent

Telefon: 3336 8849

Mobil: 2020 8849

 
Så mange har ordningen
 

I dag har 450.000 personer én eller flere ordninger med mobil, pc eller bredbånd betalt af arbejdsgiveren.

Skatteministeriet regner med, at ca. 25 procent vil fravælge ordningerne for at slippe for multimediebeskatningen, således at der kun vil være 337.500 personer, der fra 2010 pålægges multimedieskat