Norske individualister sagde nej tak
Da det norske Finansforbund lancerede en alternativ fagforening, der satsede på karriere og individuelle tilbud, resulterede det i et stort underskud og få medlemmer
En satsning på næsten 34 mio. norske kroner gav en tilgang til 730 nye medlemmer efter et år. Det var alt for lidt til, at Finansforbundet i Norge kunne forsvarer at fortsætte den alternative fagforening Rom, der satsede på finansmedarbejdere, der ikke var medlem af en fagforening.
I Norge er 75 procent af de ansatte i finanssektoren medlem af en fagforening. Ideen med Rom var at gøre de sidste 25 procent uden medlemskab interesseret i en række ydelser i stil med dem, den ny danske fagforening Karryere satser på. Fx karriereplanlægning, efter- og videreuddannelsestilbud og juridisk bistand. Ideen nåede aldrig at slå igennem, inden den blev for dyr. Det norske Finansforbund valgte derfor sidste år at overføre en række af Roms tilbud til selve Finansforbundet.
Formand Jorunn Berland mener, at Rom aldrig helt blev det alternative tilbud, som det skulle være, hvis den skulle have gjort lønmodtagere, der var imod det traditionelle fagforeningstilbud, interesserede.
”Vi forsøgte at fylde medlemmerne med mest mulig fagforening. Og det var en fejl. Medlemmerne ville købe tjenester og ikke tryghed. Samtidig blev tillidsrepræsentanterne heller ikke involveret tilstrækkeligt i arbejdet med Rom. Det, kan vi bagefter se, var en fejl”, siger Jorunn Berland.
I dag er en række af Roms tilbud, tjenester og netværksgrupper overført til Finansforbundet, hvor de traditionelle medlemmer har fået glæde af dem. Formanden mener, at satsningen ikke var spildt.
”Vi har lært meget om det ny arbejdsliv. Og det skal forbundet drage nytte af i den kommende tid”, siger Jorunn Berland.





