- Hver tredje kommune overholder ikke MED-aftale
- Mangler uddannelse i MED-samarbejde
- Halvdelen af de øverste ledere i det offentlige er kvinder
- Sundhedsøkonom: Behandlingsgaranti koster ekstra
- Multimedieskat vil ramme vilkårligt
- EU-Kommissionen vil sende pensionsordninger i udbud
- Krisen rammer nu også lærere og sygeplejersker

Multimedieskat vil ramme vilkårligt
Muligheden for som lønmodtager at blive undtaget fra den nye multimedieskat er afhængig af, at ens arbejdsgiver er villig til at kontrollere og dokumentere. Et stort hul i loven, at dette ikke er et krav til arbejdsgiveren, mener FTF.
Kort før den nye multimedieskat træder i kraft her ved årsskiftet, viser der sig et hul i lovgivningen omkring skatten. En nærlæsning af den vejledning, der kom i begyndelsen af december, viser nemlig at muligheden for at blive undtaget fra skatten, er helt afhængig af, om ens arbejdsgiver har lyst til at bruge ressourcer på kontrol og dokumentation.
For at tilgodese ikke mindst hjemmehjælperne, fik regeringen skrevet ind i loven, at personer, der kun har mobiltelefon eller PDA (lille håndholdt computer), kunne undtages fra skatten ved at afgive en tro og love-erklæring om, at mobiltelefonen ikke bruges privat.
Betingelsen for at undgå at betale skat af 3.000 kr. ekstra om året (se boks) er imidlertid, at arbejdsgiveren overhovedet vil tage imod sådan en erklæring, og at han efterfølgende foretager stikprøvekontroller af medarbejdernes telefonforbrug og dokumenterer kontrollen.
Hvis arbejdsgiveren ikke ønsker at bruge ressourcer på denne kontrol, kan han afslå, og dermed kan medarbejderen ikke undgå multimedieskatten. Man er med andre ord ikke fredet, blot fordi man afgiver en tro og love-erklæring.
Ingen jura binder arbejdsgiveren
FTF har for nylig beregnet, at stikprøvekontroller alene på hjemmehjælpsområdet vil kræve, at de kommunale arbejdsgivere samlet gennemgår mellem 6.000 og 10.000 A4-sider med opkaldslister om året, hvis tro og love-erklæringerne skal kontrolleres.
Hvis en arbejdsgiver ikke ønsker at pålægge sig selv dette papirarbejde, er der ingen jura, der binder ham til det.
En medarbejder kan på den måde risikere at skulle betale multimedieskat af en mobiltelefon, som udelukkende bruges arbejdsmæssigt, hvis hun er så uheldig at have en arbejdsgiver, der ikke ønsker at administrere tro og love-erklæringer.
Ministeren bør justere loven
”Dermed rammer multimedieskatten fuldstændig vilkårligt og tilfældigt. Skatten har lige siden, den blev lanceret, virket uigennemtænkt og forfejlet. Og jo tættere vi kommer på starttidspunktet for skatten, jo mere åbenbart bliver det. Vi skulle aldrig have haft denne her skat, men nu hvor vi har fået den, så må vi i det mindste sikre, at der er lige vilkår for medarbejderne; skatteministeren må justere loven, så arbejdsgiverne får pligt til at tage imod en tro og love-erklæring og efterfølgende foretage kontrol”, siger FTF’s formand, Bente Sorgenfrey.







