Mellemlange uddannelser opruster international profil
Mens medlemmerne af Globaliseringsrådet lige nu har travlt med at forberede sig til den næste 24-timers seance med temaet ”Internationalisering og uddannelse”, som foregår 1.-2. december, så viser den seneste opgørelse fra Undervisningsministeriets Cirius-styrelse, at de danske mvu-institutioner allerede har travlt med at søge samarbejdspartnere på tværs af grænserne og tiltrække udenlandske studerende. Indtil nu har de lange videregående uddannelser tiltrukket flest studerende til Danmark, men de mellemlange uddannelser er ved at opruste deres internationale profil, og i løbet af de seneste fem år er antallet af udenlandske studerende på dansk mvu-institutioner steget med 135 pct. Flere Centre for Videregående Uddannelser (CVU) ønsker nu at kunne udbyde hele uddannelser eller moduler på engelsk. I oktober blev tre FTF-uddannelser præsenteret på en stor international uddannelsesmesse i Kina.
I disse dage sidder et hold kinesiske studerende på skolebænkene hos CVU Syd, hvor de er ved at tage den danske folkeskolelærer-uddannelse - på engelsk. På CVU Sønderjylland har de sygeplejestuderende i efteråret helet sår og udvekslet erfaringer sammen med studerende og lærere fra søsterskoler i Norge, Sverige og Finland. På CVU Storkøbenhavn samarbejder institutioner om at udbyde et fællesmodul på engelsk for tilrejsende udenlandske studerende - og for de danske studerende, der vil tage en mere international uddannelse. Og i Undervisningsministeriet ligger der en ansøgning om at måtte udbyde en hel sygeplejerskeuddannelse på engelsk - i Danmark.
Eksemplerne viser, at mange mvu-institutioner allerede har taget fat om den globale udfordring, og på CVU’erne er der i dag fuldtidsjob som internationale studiekoordinatorer, som sammen med institutionernes ildsjæle igangsætter en række initiativer for at få den globale dimension inden for dørene.
Brug for bredde i indsatsen
Bente Sorgenfrey, formand i FTF, mener, at det er særdeles vigtigt, at der ikke kun tænkes på nanoteknologi og andre elitære uddannelser, når der tænkes i internationalisering.
”Internationalisering skal være et element i alle uddannelser og uddannelsessystemer, og det bør både være synligt i deres profil udadtil og i uddannelsernes faglige indhold. Vi skal simpelthen sikre, at internationaliseringen kommer alle studerende til gode. Også når de står med det færdige uddannelsesbevis og skal ud og møde en global virkelighed”.
De nyeste tal fra CIRIUS for antallet af udenlandske studerende, som gennemfører et studieophold på enten et universitet, en mvu-institution eller en af Kulturministeriets institutioner, fx arkitekt,-og designskolerne og kunstakademiet, viser samtidigt, at det tydeligvis er universiteterne, som trækker langt de fleste udenlandske studerende til landet. I 2003 var i alt 2.822 udlændige ved at gennemføre en hel dansk universitetsuddannelse, mens 642 udlændige havde valgt at gennemføre en dansk mvu-uddannelse.
![]()
Kilde: Cirius Danmark, mobilitetsstatistik 1
CIRIUS-statistikken viser imidlertid også, at mens der var 463 udenlandske mvu-studerende i Danmark i studieåret 1999/2000, så var antallet af udlændinge på et dansk mvu-studie i 2003/2004 steget til 1.086. Det svarer til en forøget tilgang af udenlandske studerende på 135 pct. over fem år, og mvu-uddannelserne står således for langt den hurtigste stigning på de udvalgte uddannelsesinstitutioner.
På Kulturministeriets institutioner var der i samme studieår i alt 6 pct. udenlandske studerende, og de havde dermed forholdsmæssigt flest udlændige blandt deres studerende.
Brug for udrejselyst og nye uddannelsesstrukturer
Viljen til mobilitet hører med til den succesfulde internationalisering af det danske uddannelsessystem, og Bente Sorgenfrey understreger, at både de studerende og lærerkræfterne må til at bevæge sig noget mere under uddannelsesforløbene.
”Vi skal fremme tværnationale institutionssamarbejder, der opbygger stærke alliancer med det mål at styrke vidensudvikling og forskning. Vi skal også fremme de metoder, som kan sikre, at studerende får lettere ved at tage sig en uddannelse i et andet land, sådan at der er en gensidig anerkendelse af kompetencer og uddannelsessystemer på tværs af grænserne”, siger hun.
![]()
Kilde: Cirius Danmark, mobilitetsstatistik 1
Som det fremgår af tabellen ovenfor, er de øvrige nordiske lande i øjeblikket det mest attraktive udenlandske rejsemål for danske mvu-studerende, mens UK og Tyskland følger lige efter. På en tredjeplads følger Asien. Omvendt er der mange tilrejsende mvu-studerende fra EU og det øvrige Europa (Central- og Østeuropa), mens kun otte udvekslingsstudenter har taget turen fra Asien til Danmark.
MVU-messe i Kina
Det asiatiske uddannelsesmarked er imidlertid i en rivende udvikling, og i følge international rådgiver i CIRIUS, Michael Huss Svejstrup, så viser danske uddannelsesinstitutioner en støt og stigende interesse for at rekruttere kinesiske studerende. I oktober optrådte CIRIUS således for første gang som koordinator af en dansk stand ved to uddannelsesmesser i henholdsvis Beijing og Shanghai.
Fra den danske stand markedsførte Michael Huss Svejstrup seks forskellige mvu-institutioner i Danmark, heriblandt Suhrs Seminarium, Jysk Pædagog Seminarium samt CVU Syd.
”Vores indtryk er, at de fleste kinesiske studerende besøgte den danske stand for at få generel information om studiemuligheder i Danmark. Hvis de havde et bestemt fagområde i tankerne var dette mere løst end snævert formuleret. Hvad angår de deltagende FTF-uddannelser og deres uddannelsestilbud, er der muligvis et stort potentiale i Kina; men det er vigtigt, at de kinesiske studerende bliver klar over, at sådanne uddannelsestilbud overhovedet findes”, siger han.
Internationale CVU-erfaringer
CVU-institutionernes hjemmesider indeholder en mængde oplysninger om deres internationale samarbejdspartnere og deres internationale erfaringer og tilbud til både danske og udenlandske studerende.
De første links under denne artikel fører således videre til CVU Sønderjyllands nordiske erfaringer og beskrivelse af andre europæiske samarbejdspartnere, mens der i CVU Syd fx nu udbydes den første danske/intereuropæiske uddannelse på Master-niveau. Dette foregår i et samarbejde med svenske og hollandske uddannelsesinstitutioner.





