Medarbejder tilbageholdt i USA, da arbejdsgiver sparede forsikring

En køretur i arbejdstiden blev dyr for en dansk direktionssekretær, da han kørte galt i USA. Hans arbejdsgiver havde sparet forsikringen væk, og i stedet måtte han selv betale erstatning, bøde og advokatsalæret. Nu indstævner FTF virksomheden.

Til sin store forbavselse kunne en ansat i et dansk bilselskab konstatere, at hans arbejdsgiver havde opsagt medarbejdernes ansvarsforsikringer. Desværre uden at meddele det til medarbejderen, inden han rejste til USA på forretningsrejse.

Derfor stod medarbejderen med de amerikanske myndigheders krav om en erstatning på 6.000 dollar, efter at han uagtsomt kørte op bagi en anden bilist på en isglat vej i Detroit.

Da medarbejderen ringede hjem til sin danske arbejdsgiver, fik han besked på, at virksomheden ikke længere havde en ansvarsforsikring til trods for, at medarbejderen årligt rejste op til 150 dage for virksomheden. Som udlænding uden en gældende ansvarsforsikring valgte de amerikanske myndigheder derfor at inddrage medarbejderens pas.

Hjemme var hans søn netop blevet indlagt på hospitalet, hvor han lå i respirator. Derfor havde medarbejderen brug for at komme tilbage til Danmark hurtigst muligt.

Måtte selv betale og blev fyret
For at komme hjem måtte han derfor selv rejse penge til erstatningen på 6.000 dollar til den amerikanske bilist samt 4.480 dollar til advokatbistand. Efter hjemkomsten til Danmark fik han dog refunderet godt halvdelen af advokatsalæret.

Utilfreds med situationen kontaktede medarbejderen sin arbejdsgiver for at få omkostningerne betalt af virksomheden, men oplevede blot at blive truet med en fyring, hvis han gjorde mere ud af den manglende forsikring.

Medarbejderen valgte at følge virksomhedens ønske. Alligevel blev hans tålmodighed i maj mødt med en fyreseddel, som blev begrundet med, at medarbejderens kvalifikationer og ressourcer ikke længere var nødvendige for selskabet.

Utilstedeligt
Advokat Michael Møllegaard Jessen, der fører sagen hos FTF, er fortørnet over, at virksomheden først sparer forsikringen og efterfølgende ikke vil dække medarbejderens udgifter.

”Selvom det er krisetider og virksomhederne skal spare, er det utilstedeligt at spare forsikringerne væk for medarbejderne og på den måde gøre et ansvar, som er opstået i arbejdstiden, til medarbejderens eget problem,” siger Michael Møllegaard Jessen.

FTF har sammen med medarbejderens fagforening SAFU valgt at indstævne virksomheden i byretten, hvor kravet lyder på en erstatning på 237.000 kr. til refusion af medarbejderens udgifter i USA samt godtgørelse for urimelig afskedigelse.

Ekspert: Virksomhedens pligt at betale
Umiddelbart lyder kravet om refusion for udgifterne ved ulykken som rimelige, mener professor i erhvervsret ved Handelshøjskolen i Århus, Ole Hasselbalch.

”Det er efter min opfattelse altid arbejdsgiverens pligt at hæfte for sine medarbejderes udgifter ved forretningsrejser, det gælder også helt almindelige forsikringer,” siger han.

 
 
 
Kontaktinformation
 

Spørgsmål til forfatter

Michael Kjærgaard

Michael Kjærgaard

Journalist, studerende

Telefon: 3336 8831

Mobil:

Michael Møllegaard Jessen (tidligere ansat)

Michael Møllegaard Jessen (tidligere ansat)

Advokat (L),

Telefon: 3336 8800

Mobil: