Lukkedage stjæler tid fra arbejdsmarkedet

Sidste år holdt en tredjedel af kommunerne 10 eller flere lukkedage i dagsinstitutionerne – i år gør mere end fyrre procent af kommunerne det samme. Helt urimeligt for forældrene, mener FTF. Og samtidig en barriere for, at danskerne kommer til at arbejde mere, som der ellers er et bredt politisk ønske om.

I 2009 havde 33 procent af kommunerne 10 eller flere lukkedage. I 2010 er det hele 41,6 procent, der har 10 eller flere lukkedage.
Det viser en ny undersøgelse fra Projekt Børnepasning, der er en sammenslutning af 30 forskellige organisationer, som arbejder for udvidede åbningstider i daginstitutioner.

Kommunernes praksis er med til at forhindre, at danskerne begynder at arbejde mere, som der ellers netop er et bredt politisk ønske om. Det mener Bente Sorgenfrey, der er formand for 450.000 offentligt og privat ansatte.

Hun peger på, at det for at komme ud af krisen kan være en fordel, at flere ansatte går fra deltid og op på fuld tid. Det er allerede svært i dag.

”Men det bliver en endnu større udfordring, når folk i stigende omfang ikke kan få passet deres børn, fordi daginstitutionerne holder lukket. Lukkedage gør det svært for forældrene at passe deres arbejde, og fører givetvis til at flere kvinder vælger at gå på deltid. Nogle vælger måske ligefrem at gå ned i tid, ligesom man kan forestille sig, at nogle af medarbejdernes sygedage er fremprovokeret af de mange lukkedage”, siger FTF-formanden.

I virkeligheden regulære nedskæringer
”På den måde kommer lukkedagene til at lægge beslag arbejdstid”, siger Bente Sorgenfrey.

”Lukkedage, der jo i virkeligheden er regulære nedskæringer, er også dybt urimelige overfor forældrene, der i forvejen har mere end svært ved at få familie- og arbejdslivskabalen til at gå op”, siger hun.

En FTF-undersøgelse viste allerede i 2006, at lukkedage skaber problemer for knap halvdelen af FTF’erne. Undersøgelsen, der var den første på området, viste også, at 66 procent af landets daginstitutioner havde indført lukkedage indenfor de sidste fem år.