Lærere vil låne deres arbejdsgiver penge

Stevns Kommune er blevet tilbudt at låne en ugeløn af hver af de ansatte på Erikstrupskolen, hvor der er lagt op til besparelser i næste skoleår. De ansatte vil prøve at hindre, at kommunen skærer i serviceniveauet

Først var det udelukkende skattekroner, der sikrede serviceniveauet i den offentlige sektor. Siden blev brugerbetalingen introduceret, og i dag er det ganske almindeligt, at fx forældre i børnehaven betaler til udflugter eller gratis maler institutionslegepladsen.
Nu melder de ansatte på Erikstrupskolen i Stevns Kommune sig med en helt ny form for hjælp til den trængte offentlige sektor: Indefrys en del af de ansattes løn frem til næste år - og minimer serviceforringelser.

De 100 lærere, pædagoger og servicepersoner ansat på Erikstrupskolen er alle klar til at låne kommunen et beløb svarende til en ugeløn frem til januar 2009 for, at deres arbejdsplads ikke behøver at spare så meget, som kommunen har lagt op til.

Finanslov lægger op til bod
Hele 3,4 mio. kr. skal fire folkeskoler i Stevns Kommune spare på budgettet for i år. Det har Børneudvalget i kommunen lagt op til, fordi budgettet for anbringelse og anden støtte for børn og unge samt tilbud til voksne med særlige problemer er overskredet med 10,5 mio. de tre første måneder i 2008.
Erikstrupskolen er blevet bedt om at finde besparelser på 1.330.000 kr. på budget 2008, dvs. inden årets udgang.

Som en del af finansloven for 2008 har regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance givet finansministeren mulighed for, at kommunerne bliver dobbelt straffet, hvis de overskrider deres budgetter. Det sker ved, at kommunen skal betale en bod svarende til det beløb, som de overskrider budgettet med. Det er netop det, som Stevns Kommune forsøger at undgå ved at lægge op til besparelser på folkeskoler og alle andre kommunale områder.  

Skal spare 1,3 millioner
Konkret på Erikstrupskolen betyder det blandt andet, at fire lærere er blevet varslet fyret, fordi elevernes timeantal samlet set reduceres med 64 timer, specialundervisningen reduceres med 25 pct. og pengepuljen til undervisningsmidler reduceres med 25 pct. 

”Hvis kommunen tog imod vores tilbud, ville 60 procent af besparelserne ikke være nødvendige, da det så i alt ville være op mod 700.000 kr., som kommunen så ville spare. Og kommunen har jo sagt, at det kun er i 2008, at der et problem og budgettet for 2009 ikke vil være så stramt”, siger lærer Per Heyn, der er talsmand for personalet i denne situation.

Borgmesteren takker nej
Borgmester Poul Arne Nielsen (V) har takket nej til tilbuddet fra de ansatte på Erikstrupskolen.
”Det er et sympatisk forslag, men det har ikke hold i virkeligheden. Enkeltpersoner kan og skal ikke gå ind og forsøge at redde en kommunes økonomi. Derfor har vi takket pænt nej til tilbuddet”, siger han.

Borgmesteren er naturligvis ærgerlig over, at budgettet på anbringelsesområdet ikke holder, fordi Stevns lige som alle andre kommuner vil blive straffet økonomisk af regeringen.
”Vi har lagt budget for 2008 i sommeren 2007. Siden har forudsætningerne på netop anbringelsesområdet ændret sig. Blandt andet fordi vi har været ved at rydde op som følge kommunalreformen, og det har fået udgifterne til at accelerere. Desuden har vi fået tilflyttere, som jeg gerne så var blevet hjemme, som har gjort at det budget, vi lagde i 2007, ikke kan holde”, siger Poul Arne Nielsen.

Ikke straf for ændrede forudsætninger
Venstre-borgmesteren fra Stevns er enig med partifællerne på Christiansborg om, at der skal holdes igen på de offentlige udgifter. Men det er at gå for langt at straffe kommuner økonomisk, når forudsætningerne ændrer sig, mener han.
”Når der sker uforudsete ændringer i en kommune, fra man lægger budget og frem til budgetåret er slut, så er det ikke rimeligt at straffe kommunerne for ikke at kunne få budgettet til at slå til. Det burde finansministeren tage højde for. Vi er måske én af de første kommuner, der står i denne situation. Men jeg tror, der vil blive flere fremover”, siger borgmester Poul Arne Nielsen.