
Kommunerne må forringe velfærden
Så godt som alle kommunerne planlægger sparerunder i næste års budgetter, og mange af dem skærer ned på personalet. Det viser en ny undersøgelse fra FTF blandt landets kommunaldirektører. Ifølge næsten 60 procent af dem vil sparetiltagene forringe velfærden.
Over 90 procent af kommunerne forventer at skulle gennemføre sparetiltag til næste år. Det viser en ny undersøgelse foretaget af FTF blandt landets kommunaldirektører om deres forventninger til budget 2010.
Kun syv procent af de kommunale topchefer forventer slet ikke at skulle sætte spareoperationer i værk.
Hele 86 procent forventer at iværksætte nye sparetiltag. Oven i købet vil to ud af tre kommuner (63 procent) både videreføre de spareforanstaltninger, som de ekstraordinært har måttet foretage i år, og iværksætte yderligere foranstaltninger i 2010.
Derudover forventer 23 procent at indføre tiltag til næste år, selv om man er sluppet for indgreb i år.
I alt forventer 91 procent at skulle gennemføre Operation Sparekniv af en eller anden art i 2010.
Forringet service hos seks ud af ti
Det forhold, at stort set alle kommuner skal spare, betyder dårligere service i et flertal af kommuner: 58 procent af kommunaldirektørerne mener, at spareforanstaltningerne vil indebære serviceforringelser i deres kommune.
FTF’s undersøgelse tegner dermed billedet af en noget mere presset kommunal økonomi, end den undersøgelse, som kom fra analyseinstituttet KREVI i sidste uge. Her svarede de kommunale økonomichefer, at de sparetiltag, der blev indlagt i budgetterne for i år, kun har ført til serviceforringelser en fjerdedel af kommunerne. På baggrund af undersøgelsen udtalte indenrigsminister Karen Ellemann (V), at man skal tage kommunernes klager over besparelser med et gran salt.
Men kommunaldirektørerne i FTF’s undersøgelse vurderer altså risikoen for serviceforringelser i forhold til budget 2010 noget anderledes.
Personalereduktioner
De kommuner, som skal spare, skruer især på tre knapper: Økonomistyring, besparelser på udvalgte områder og personalereduktioner. Over halvdelen (55 procent) forventer at gennemføre personalereduktioner – det kan dække over både deciderede afskedigelser, og at man ikke genbesætter ubesatte stillinger.
En af de kommuner, der skærer i personalet er Rebild Kommune. Her ryger der ifølge kommunaldirektør Erik Odder stillinger, da kommunen i 2010 gennenfører besparelser svarende svarende til ca- 1,5 procent af driftsbudgettet - svarende til i omegnen af 20 mio. kr., heraf en væsentlig del på lønkontoen. Hvilke og hvor mange stillinger, det handler om, er blevet sendt videre ud til de kommunale institutionsledere at afgøre.
”Det meste klarer vi ved naturlig afgang, men der kan også blive tale om afskedigelser og nedsat timetal”, siger Erik Odder.
Regeringen må tage ansvaret
FTF, der blandt sine i alt 450.000 medlemmer har ca. 230.000 kommunalt ansatte, mener at regeringen må tage ansvaret for kommende besparelser.
”FTF mener, at regeringen må gøre det klart for borgerne, at de stramme økonomiske rammer og det skattestop, som de er ansvarlige for, betyder, at velfærden bliver forringet”, siger Jens Krogstrup, konsulent i FTF.
”Regeringen skylder derfor borgerne en forklaring. Borgerne har stigende forventninger til velfærden, men kan nu i stedet forvente personalereduktioner og serviceforringelser. Det er tydeligt med disse tal, at kommunerne ikke kan opretholde det nuværende serviceniveau. Det ville klæde regeringen at tage ansvaret i stedet for, at det bliver medarbejderne, der i dagligdagen skal forklare borgerne, hvorfor servicen forringes”, siger han.
FTF’s undersøgelse blev foretaget umiddelbart før, kommunerne i sidste uge fik svar på ansøgninger om at måtte hæve skatten. Det blev afgjort i sidste uge: Ud af de 42, der søgte, har kun 17 kommuner fået lov til at hæve skatten. Det er derfor meget muligt, at der skal spares endnu flere steder, end undersøgelsen viser.
Kommunernes budgetter skal være vedtaget den 15. okt., men der er allerede indgået budgetforlig i flere kommuner.






