Sanktioner af kommuner forringer velfærden

Over 70 procent af kommunerne sætter ind med ekstraordinære spareøvelser for at overholde dette års budget og undgå at blive ramt af regeringens sanktioner. I næsten 40 procent af kommunerne vil de ekstraordinære tiltag føre til dårligere service, viser ny undersøgelse fra FTF

Kun omkring hver sjette kommune (17 pct.) regner med at kunne få enderne i dette års budget til at nå sammen uden ekstraordinære budgetmæssige knibeøvelser.
For størstedelen af kommunerne ser det anderledes stramt ud: Hele 72 pct. af kommunerne indfører ekstraordinære foranstaltninger i forhold til det oprindelige budget på baggrund af regeringens forlig med Dansk Folkeparti om økonomisk straf til kommunerne, hvis de ikke overholder dette års budget (se boks).
De resterende kommuner ved ikke, om de vil sætte ind med særlige opstramninger.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som FTF har foretaget blandt landets kommunaldirektører forud for de økonomiske forhandlinger mellem kommunerne og regeringen om budget 2009. Over halvdelen - 55 pct. - af landets kommunaldirektører har deltaget i undersøgelsen.

Økonomisk straf virker - umiddelbart
Umiddelbart ser regeringens sanktions-system med økonomisk straf til kommunerne ud til at virke: Syv ud af ti kommuner sætter ind med særlige tiltag på baggrund af regeringens bebudede sanktioner og prøver på den måde at få enderne i budgettet for 2008 til at nå sammen.
I denne gruppe af kommuner, regner en stor del (59 pct.) ikke overraskende med, at få gevinst for indsatsen i form af et overholdt budget.

En del af kommunerne er imidlertid så økonomisk trængte, at selv om de indfører de særlige foranstaltninger på grund af sanktionerne, så forventer de tilsyneladende stadig at overskride budgettet for 2008. Således vurderer 11 pct. af de kommuner, der vil indføre særlige foranstaltninger, at de – på trods af de særlige tiltag – ikke vil kunne overholde budgettet for 2008.
”De kommuner iværksætter sandsynligvis de særlige tiltag for at begrænse underskuddet”, vurderer konsulent i FTF, Mette Langager.

Sanktionssystem betyder serviceforringelser
Men selv om de ekstraordinære tiltag ser ud til at virke på budgetoverholdelsen i hovedparten af de kommuner, der indfører dem, så koster de dyrt for borgerne: I 38 pct. af kommunerne vil tiltagene betyde serviceforringelse i forhold til det oprindelige budget for 2008, vurderer kommunaldirektørerne i FTF’s undersøgelse.
En tilsvarende andel mener ikke, at tiltagene vil forringe kommunens serviceniveau.

Mere end hver tredje kommune (36 pct.) vælger som en ekstraordinær foranstaltning at gennemføre besparelser på udvalgte områder. Hver tiende kommune vælger en skrappere model, nemlig at indføre besparelser på alle kommunens områder – en kommunal grønthøstermetode.
Strammere økonomistyring er det håndtag, som hovedparten af kommunerne vælger at dreje på: 72 pct. af kommunerne indfører strammere økonomistyring som en ekstraordinær foranstaltning.

Økonomisk smalhals allerede nu
Ud over de ekstraordinære knibeøvelser, som en stor del af kommunerne indfører i forhold til det oprindelige budget for at undgå sanktioner, sidder en del kommuner allerede nu og leder efter andre besparelser. Udgifterne er nemlig allerede løbet løbsk: Næsten hver tredje (31 pct.) har på nuværende tidspunkt ikke overholdt budgettet for serviceudgifterne.
Det er især ældreområdet og området for udsatte børn og unge og handicappede, der koster ekstra. Budgetoverskridelsen skyldes primært, at kommunerne har flere udgiftskrævende brugere end forventet.

Omkring 55 pct. af kommunerne overholder på nuværende tidspunkt budgettet. 13 pct. af kommunerne har ikke kendskab til, om de på nuværende tidspunkt har overholdt budgettet.

Dårlig økonomi
Kun knap 20 pct. af kommunerne har en så stærk økonomi, at de forventer at overholde budgettet for serviceudgifter uden at skulle sætte ind med ekstraordinære indsatser.

 
 

Kontaktinformation

Mette Langager

Mette Langager

Konsulent

Telefon: 3336 8846

Mobil: 4045 8846

 
Økonomisk straf til kommunerne
 

Regeringen har i forbindelse med finansloven for 2008 indgået forlig med Dansk Folkeparti om økonomisk sanktion overfor kommuner, der ikke overholder budgettet for 2008.
På den baggrund har regeringen fremsat et lovforslag, der behandles – og ventes vedtaget – i Folketinget inden den 1. juni.

Sanktionen udløses, hvis kommunerne under ét overskrider budgettet for 2008. Sanktionen betyder, at bloktilskuddet nedsættes i 2009 for den enkelte kommune, der har overskredet budgettet. Hvor meget tilskuddet beskæres for den enkelte kommune afhænger af, hvor stor budgetoverskridelsen er.