- Tillid skaber plus på bundlinjen
- Medarbejdere har tillid til hinanden
- Politiets arbejdsklima præget af mistillid
- Medarbejder tilbageholdt i USA, da arbejdsgiver sparede forsikring
- Pas på med at udskyde lønnen til 2010
- Klimaaftale skal give berørte lønmodtagere ret til at komme videre
- Vestjylland dropper kvindelige chefer
- Multimedieskat: 10.000 siders opkaldslister skal tjekkes

Klimaaftale skal give berørte lønmodtagere ret til at komme videre
Fagforeningsdelegationen ved FN’s klimatopmøde arbejder i disse dage på højtryk for få sikret lønmodtagere, som vil miste deres job som følge af en ny klimaaftale.
To tredjedele af CO2-udslippet kommer fra produktion og forbrug. Derfor vil en CO2-reduktion på verdensplan, som der i disse dage forhandles om i København, uundgåenligt komme til at betyde lukning af arbejdspladser.
Netop derfor er mere end 300 faglige ledere fra 60 nationer i disse dage i København og deltager i FN’s klimatopmøde. De er her for at påvirke FN’s kommende klimaaftale, så den sikrer, at omstillingen til en mere klimavenlig produktion bliver retfærdig for de berørte lønmodtagere. Netop så en ny klimadagsorden ikke kommer til at skabe yderlig fattigdom i verden.
”Retfærdig omstilling af arbejdsstyrken, der sikrer anstændigt arbejde og ordentlige jobs gennem aktiv inddragelse af alle interesser””. Det er den sætning som ITUC – den internationale fagforeningssammenslutning – arbejder for får en central placering i slutdokumentet fra klimakonferencen i København.
Største fagforeningsdelegation nogensinde
Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, er blandt de delegerede i ITUC’s delegation, som er den største fagforeningsdelegation nogensinde til en FN-forhandling.
”Hensynet til beskæftigelse står ikke i vejen for klimaet. En retfærdig omstilling kan være med til at sikre, at man faktisk når de nye klimamål verden over. Samarbejde mellem de forskellige parter er nødvendigt for at stoppe klimaændringerne”, siger Bente Sorgenfrey.
Hun har som formand for NFS – som er sammenslutningen af Nordens hovedorganisationer – sendt en opfodring til statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at lytte til den internationale fagbevægelses krav om tryghed i omstillingen for lønmodtagerne.
Forskellige former for ”retfærdig omstilling”
Hvis ”retfærdig omstilling” kommer ind i FN’s nye klimakonvention, så vil der blive arbejdet på forskellige måder med retfærdig omstilling rundt om i verden – alt efter hvordan de forskellige landes arbejdsmarkeder er skuet sammen, og alt efter om det er et udviklingsland eller ej.
Hovedessens i begrebet er netop at få inddraget alle involverede parter, når en fx en produktion skal lægges op, så lønmodtagerne ikke kommer til at stå som tabere. Derfor er social dialog, uddannelse og omskoling, sikring af lønmodtagernes vundne rettigheder fx i forhold til social sikring og anstændigt arbejde centrale omdrejningspunkter i en retfærdig omstilling.
I Danmark er trepartssamarbejdet mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og regeringen et oplagt sted at tage hul på forhandlingerne om at skabe grønnere produktion og serviceydelser. I andre lande har man ikke samme tradition mellem arbejdsmarkeds parter og regeringer.
Finansieringen hænger stadig
Mens de rige lande selv må finansiere omstilling til grønne samfund, så arbejdes der i Bella Centeret fortsat på at få skabt en model for, hvordan udviklingslandene fra den såkaldte G77-gruppe kan få hjælp til at finansiere deres grønne omstilling. Her arbejder ITUC også for, at en del af pengene kommer til at gå til en retfærdig omstilling.
I denne uge er det diplomatiet, som forhandler. Fra mandag den 14. december kommer miljø- og klimaministre fra hele verden til København, og arbejder videre med at få skabt et fælles dokument. Først den 16. december kommer regeringscheferne til de afsluttende forhandlinger.






