
Jobbørs til efterlønnere efterlyses
To tredjedele af personalelederne er interesserede i at hente hjælp til virksomheden fra et efterlønner-bureau på linie med et vikarbureau. A-kasser pusler allerede med ideen
To ud af tre ledere er interesseret i at ansætte efterlønnere til forskellige former for job fra et bureau. I hvert fald, hvis bureauet kan tilbyde seniormedarbejdere med de rette kvalifikationer. Det viser en undersøgelse om mulighederne for at kombinere arbejde med efterløn, som FTF har fået foretaget. I undersøgelsen har omkring 500 ledere fra både private og offentlige arbejdspladser medvirket.
Undersøgelsen viser også, at omkring to tredjedele af lederne i høj eller i nogen grad opfatter efterlønnerne som kvalificeret arbejdskraft. De ledere, der har benyttet efterlønnere i deres virksomhed, har især ansat dem i vikariater eller til afgrænsede midlertidige opgaver.
FTF, LO og AC: Giv A-kasserne opgaven
FTF, LO og AC forslår i forbindelse med trepartsforhandlingerne om at skabe mere arbejdskraft i Danmark, at a-kasserne får til opgave at oprette jobformidlingsbureauer for efterlønnerne.
Begrundelsen er, at a-kasserne som den eneste aktør på arbejdsmarkedet har kontakt til efterlønnerne. Ud over at kende deres medlemmer, har a-kasserne også et godt kendskab til de brancher, hvor deres medarbejdere med fordel kan arbejde.
Pilotprojekt i støbeskeen
Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DSA, har et pilotprojekt om jobformidling til efterlønnere i støbeskeen sammen Arbejdsmarkedsstyrelsen. Allerede fra januar 2009 kan DSA være klar til at formidle og matche afgrænsede job til efterlønsmodtagere.
"Allerede i dag kan arbejdsgiverne elektronisk give besked om, hvilken arbejdskraft, vikariater og jobs de mangler. Så går vores jobkonsulenter i gang med at sikre det rette match og formidlingen. Jobkonsulenterne har uddannelse og tidligere joberfaring inden for sundhedssektoren. Vi har faktisk lejlighedsvis formidlet jobs til interesserede efterlønnere - og vil nemt kunne overføre det til en ny jobbørs med formidling for efterlønnere", siger direktør i DSA, Merete Nedergaard.
BUPL-A smugtræner også
Også andre a-kasser vil rigtig gerne tage den opgave. Fx er pædagogernes a-kasse, BUPL-A, allerede gået i gang med at informere yderligere om de muligheder, som de nuværende efterlønsregler rummer for en fleksibel efterlønsordning.
”Der er mangel på pædagoger de fleste steder i landet. Derfor er det naturligt, at vi som a-kasse også forsøger at hjælpe med at skaffe en kvalificeret arbejdskraft. Som a-kasser kender vi både lønmodtagerne og arbejdsgivernes behov, og den viden giver også en fordel”, siger direktør i BUPL-A, Henriette Becker.
FTF-A: Brug vores jobkonsulenter
Også FTF-A er klar til at påtage sig opgaven i forhold til at formidle job til efterlønnere.
”A-kasserne har allerede kontakten til efterlønnerne, så det er oplagt, at opgaven skal ligge her. Også fordi vi i FTF-A har ansat jobkonsulenter, der har kontakt til virksomheder for at skaffe job til ledige. Konsulenterne kunne også afdække, om virksomhederne har brug for efterlønnere", siger kommunikationschef Anders Tybjerg fra FTF-A.
”Der er klart et uudnyttet potentiale i den fleksible efterløn. Men hvis flere skal bruge den, så kræver det en afbureaukratisering af reglerne. I dag er reglerne så komplicerede,, at det gør det svært at gennemskue de økonomiske konsekvenser. Det begrænser helt klart brugen af ordningen, fordi man opgiver at sætte sig ind i det”, fortsætter Anders Tybjerg.





