”Jeg vil høre dem sige, at man kan blive syg af det”
En tidligere kriminaltekniker har en arbejdsmediciners ord for, at han er blevet syg af sit arbejde. Alligevel er hans sag blevet afvist to gange af Arbejdsskadestyrelsen, fordi hans diagnose ikke findes på erhvervssygdomslisten. Nu er sagen sendt til domstolene. Han fortæller her om sin nedtur fra at være respekteret kollega i politistyrken til at blive dybt isoleret, sygemeldt og svagelighedspensioneret – og om den styrke, han har fundet i dag
Hvis der er nogen, der ved, hvordan man skal tage livet af sig selv, så er det Thor Skovbo. Mange års erfaring som kriminaltekniker har lært ham, at det ikke gælder om at hoppe ned fra en stol og håbe på, at nakken brækker. Man skal nøje udregne længden af det reb, man lægger om halsen, sådan at man kan sætte sig næsten helt ned på gulvet, mens man bærer sin vægt på det yderste af fingerspidserne. Og så skal man give slip.
”Der skal næsten ingenting til. Et ganske lille ryk. Døden indtræffer ganske smertefrit efter få sekunder.”
Thor Skovbo peger på halspulsåren. Derefter på staldvinduet mellem køkken og stuen i det rare bondehus, han bor i.
”Ja, det var der”.
Den dag tager han højhalset sweater på for at undgå mærker på halsen, sætter en seddel på hoveddøren - til advarsel for det første menneske på stedet - og dækker vinduerne til, så ikke tilfældige forbipasserende eller endnu værre: de to børn, der elsker ham, skulle få øje på hans døde krop gennem ruden. Han arrangerer det mest hensynsfulde findested den dag for et år siden. Men det lykkes ikke for ham. Mere om det senere.
Først omkring arbejdet som kriminaltekniker. Det er vel noget med at lede efter fingeraftryk, tegne kridtstreger på gulvet og tage nogle fotos. Ja, men det er også en uendelig strøm af mennesker, der er døde – og slået ihjel - på måder, som vi andre har meget svært ved at sætte os ind i. Ikke en gang i mellem, men hver dag og hele tiden. Timer på gernings- og findesteder, hvor fx tre børn og mor ligger døde på stribe - som trofæer, siger han. Eller hvor et psykisk sygt menneske har taget livet af sig selv på så bestialsk vis, at Thor Skovbo længe troede, der var tale om mord.
”Folk skærer jo ikke frivilligt den ene hånd af og dør af blodtabet, mens de forsøger at tænde ild på sig selv forskellige steder på kroppen, vel?”
Arbejdet med mennesker i alle dødens afskygninger giver syns- og lugteindtryk, som selv den allermest hårdhudede politimand kan blive syg af i længden. Det er vigtigt for ham, at man forstår det. Det gør man. Især hvis man kaster et blik på de fotos af ofre, han gemmer til retssagen.
Gerningsmandens verden
Thor Skovbo starter i politiet i midten af 1980’erne. De første mange år er der ikke noget, der tyder på, at det var ham, der skal knække. Heller ikke de første år i Kriminalteknisk Afdeling, der står for den tekniske del af efterforskningen i store sager om fx drab, voldtægter, brande og indebrændinger.
”Jeg var faktisk ret god til at klare belastningerne. Indtil jeg brød sammen, elskede jeg mit arbejde. Jeg havde fundet min rette hylde i politiet. Og jeg var faktisk rigtig god til at tænke i andre og nye baner og sætte mig ind i gerningsmandens færden og tankegang. Jeg fandt en meget stor tilfredsstillelse i at finde det lille spor, der førte til opklaringen i en sag,” fortæller Thor Skovbo.
”Mit arbejdede handlede om at fastlægge præcis, hvad der er foregået. Jeg skulle tænke mig til lyden, ordene og skrigende for at skabe den rette sammenhæng. Fx skulle jeg ikke bare finde ud af, at en femårig pige er blevet slået ihjel af sin far. Jeg skulle også finde frem til, at det er sket i hendes seng, og at hun har sloges for sit liv, for små snitsår i hendes håndflader viste, at hun har haft fat i kniven,” siger Thor Skovbo.
Dem uden børn får sager om børn
På et tidspunkt kommer afdelingen frem til, at det især er ham, der skal have børnesagerne.
”En af mine kolleger bryder sammen i en sag om et barn, der ved et uheld har slået et andet barn ihjel. Vedkommende har børn på samme alder. Derefter hedder det sig, at jeg skal have de sager, fordi jeg ikke selv har børn. Så rører det ikke mig så dybt. Det er ikke sådan det hænger sammen, skal jeg hilse og sige,” siger Thor Skovbo.
De sidste par år har han gang i ca. 20 sager af gangen. Det er fx tre store drabssager, seks-otte brandsager, nogle sager om voldtægt og sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt det er selvmord. De værste sager, siger han, er ”mord i ordentlige hjem”. Hvor man ikke kan undskylde det med armod af nogen art. Hvor det kommer tæt på hans egen verden.
Samtidig kommer der flere og flere sager om folk, der dør af kvælning i en afvigende, seksuel sammenhæng. Alene og i sindrigt udtænkte systemer, der lukker for tilførslen af luft i et antal sekunder.
”Ofte filmer offeret sig selv, mens det sker. Det er en leg med døden, der ofte ender galt,” siger Thor Skovbo.
Fordi han bliver del af et forskningsteam, vælter det pludselig ind med videoer fra hele landet, men også Tyskland og Sverige, hvor folk dør en langsom kvælningsdød.
”Man bliver påvirket meget massivt, og det rykker ved ens opfattelse af det normale. Jeg kan huske en video, hvor man kan høre offerets mor kalde i samtaleanlægget ovenpå, at nu er der mad, imens sønnen i spasmer hænger og dør” siger han.
Genstande fra gerningssteder
På det tidspunkt begynder filmen at knække for Thor Skovbo.
”Jeg mistede grebet om det. Jeg var panisk angst for at rode sporene sammen i de forskellige sager. Jeg frygtede for hjemmevagterne, hvor man skal holde sig klar til at rykke ud. Jeg var panisk angst for at få en ny, stor sag oven i alle de andre. Jeg led af kvalme, diarré, hjertebanken og kunne ikke sove. Jeg kunne ikke følge med og begyndte at forsømme mit arbejde.”
Genstande, han støder på i sager, dukker op i hans tanker og drømme. En dag smider han sin sofa ud, fordi der stod en mage til i et hjem, hvor en far havde slået familien ihjel. Det betyder, at han har meget svært ved at være nogle steder overhovedet. Sådan har han det stadig lidt.
”Fx minder dette her hus mig om sager, jeg har haft. Jeg har haft rigtig mange sager i små, hyggelige huse ude på landet. Men hvor skal jeg ellers bo? Så skulle det være i en jordhule, for det er det eneste sted, der ikke minder mig om en sag,” siger han.
Stoler ikke på nogen
Thor Skovbos tiltro til andre mennesker får et voldsomt knæk. Han oplever, at folk er ligegyldige overfor hinanden – og ondskabsfulde.
”Jeg kan huske en sag, hvor en familie kan lugte ild hos naboen. Så sidder de inde i stuen og lugter efter, om røglugten skulle tiltage eller aftage i stedet for at ringe på. Eller naboer, der tørrer blodet af deres egen dør, men undlader at reagere på alt det blod, der ellers er i opgangen. Så er det i stedet offerets far, der finder sit barn nogle dage efter. Jeg kan huske, at jeg var vred på dem,” siger han.
Vrede er ellers ikke noget, han bryder sig om. Hverken hos sig selv eller hos andre. Han er stadig overfølsom overfor, at andre mennesker bliver vrede fx i køen i supermarkedet. Han har det også svært med folk, der brokker sig over småting.
”Dengang tænkte jeg meget på, at folk levede i deres små, små verdener. Det gør jeg stadig, men jeg er godt klar over, hvorfor jeg gør det.”
Vi talte ikke om det
De store, følelsesmæssige belastninger i arbejdet er ikke noget, man taler om i Kriminalteknisk Afdeling – i hvert fald ikke for seks år siden.
”Psykologiske debriefings eller andre former for samtale om det, vi mødte i jobbet, var der slet ikke noget af. Der var ingen, der talte om, at de havde det svært med det, de så. En dag var der alligevel en kollega, der brød grædende sammen i en rigtig grim sag. Jeg kan huske, at der bredte sig en meget ubehagelig, utryg stemning rundt om bordet, men vi talte ikke om det.”
På et tidspunkt begynder Thor Skovbo med egne ord at blive mærkelig.
”Jeg startede med at isolere mig. Til sidst sad jeg ude i sneen og spiste min frokost. Jeg faldt i søvn i bilen og på toiletterne. Jeg passede slet ikke mit arbejde. Jeg vendte mig mere og mere væk fra de andre. Jeg lukkede min dør – fysisk og mentalt. Jeg blev sur og afvisende. De holdt op med at henvende sig til mig. Til sidst blev jeg meget upopulær,” fortæller han.
”Så blev jeg kaldt på gulvtæppet, som det hedder, når man skal tage alvorligt med chefen. Han sagde, at mit arbejde ikke var godt nok.”
Så bliver Thor Skovbo sygemeldt.
Flovhedens overdrev
Da han har været sygemeldt en måneds tid, ringer hans chefer. Han er meget vred.
”Han siger på telefonsvareren, at han godt ved, hvad man gør med sådan en som mig. At så må jeg se at finde mig et andet arbejde. Han nævner også min daværende kone ved navn. Han forsøger at presse mig til at sige, hvornår jeg kommer tilbage. Jeg går jeg helt i sort. Jeg er så flov over, at jeg ikke kunne passe mit arbejde. Jeg kan næsten ikke være i mig selv. Jeg er i forvejen helt ude på flovhedens overdrev på det tidspunkt.”
Senere ringer samme leder igen og fortæller, at han er blevet bedt om at pege på nogle politifolk, han nemmest kan undvære til et andet job i politiet og ”så kom jeg jo i tanke om dig”.
Tredje gang fortæller lederen, ”at nu har vi ryddet dit skab. Du skal bare vide, at vi har fjernet din pistol, så den skal du ikke tænke på”. Det var, følte Thor Skovbo, både et signal om, at han ikke skulle overveje at tage livet af sig selv med sin tjenestepistol, og at han ikke længere var en del af dem.
”Det var ydmygende og koldt gjort”.
Et par nære kolleger ringer til ham. Men Thor Skovbo tør ikke længere tage telefonen. I dag savner han de kolleger.
Efter tre måneders sygemelding finder Rigspolitiets personaleafdeling et arbejde til ham i en anden by, hvor han skal sidde på kontoret. Han havde ellers bedt om at blive sendt til politiet på Færøerne eller det Beredne Politi, for han er en erfaren rytter.
”Jeg var jo et pletfrit papir i politiet. Jeg var et aktiv for styrken lige bortset fra mit sammenbrud. Men det handlede for dem om at få mest muligt ud af min arbejdskraft, nu hvor jeg ikke kunne arbejde som kriminaltekniker. Det handlede ikke om, at jeg skulle have lov til at samle mig selv sammen”
Det går slet ikke.
”Man tager jo også sin historie med sig. Mine kolleger vidste jo godt, at den var gal med mig. Men folk spørger ikke til, hvordan man har det. Bortset fra enkelte, kvindelige kolleger var der ingen, der nærmede sig mig,” siger han.
Efter et stykke tid bliver han kaldt ind på gulvtæppet igen. Det blev hans sidste dag i politiet.
Bor i bilen
Så går det helt galt. Thor Skovbo flytter ud i sin bil, hvor han laver mad ud af døren. Senere finder han en forfalden skovhytte på 25 m2 – uden gulv – som han flytter ud i. Dybt isoleret fra andre mennesker. Med tankerne kredsende om de oplevelser, han har haft og af mistro til sine medmennesker. Thor Skovbo har altid søgt naturen. På det tidspunkt er naturen det eneste sted, han kan holde ud at være.
”En tidlig morgen købte jeg seks guldøl. Men alkohol har aldrig været svaret for mig.”
Igennem et år har han samtaler med en af politiets krisepsykologer. Uden at det umiddelbart løsner op for den sorte sindstilstand, som Thor Skovbo befinder sig i. En god bekendt indenfor Politiforbundet sidder med ved de møder, Thor Skovbo indkaldes til. Han sørger også for, at han får kontakt til en psykiater, som er rigtig god og lyttende. Han siger, at Thor Skovbo altid kan ringe. Det gør han nogle gange. Ham står han i evig gæld til.
I 2004 får FTF forhandlet en kvalificeret svagelighedspension på plads til ham. FTF’s socialrådgiver siger:
”Thor, kan du ikke i stedet tænke på det som en belønningspension for det store arbejde, du har gjort i politiet?”
FTF anmelder også hans sag som en psykisk arbejdsskade. To gange blev den afvist af Arbejdsskadestyrelsen med den begrundelse, at den diagnose, som en overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik havde stillet, ikke findes på erhvervssygdomslisten.
Selvom Arbejdsmedicinsk Klinik konkluderer, at Thor Skovbos skade var arbejdsbetinget, nægter Arbejdsskadestyrelsen at sende hans sag til Erhvervssygdomsudvalget, der tager stilling til arbejdsskader, der ikke figurerer på listen over anerkendte psykiske skader.
Alt blev sort
På et tidspunkt har Thor Skovbo tabt sig 15 kg. Han motionerer som en vanvittig. Alligevel kan han ikke løbe gennem skoven, som han plejer, fordi hans krop nu også er fysisk nedbrudt.
Så er det, at han ikke længere kan finde flere døre at gå ud af, som han siger.
”Nu må du tro mig eller lade være. Jeg ved, at jeg var væk fra denne verden, alt blev sort. Og så var det noget, der holdt mig oppe, løftede mig. Jeg kunne få begge hænder ind under løkken og kom fri. Det kan man ikke, når man havde gjort det, som jeg gjorde det. Jeg løb rundt ude i min have. Jeg var helt ude af mig selv over, at jeg ville have taget livet af mig selv – og at det mod alle odds ikke lykkedes.”
”Skammen og smerten i mig skal ingen prøve at forstå,” siger han.
”Grænsen mellem krise og depression er flydende. Jeg mødte min depression der. Jeg var helt nede og vende. Men jeg var klog nok til at lade mig selv indlægge. Det tog mig tre måneder at komme nogenlunde tilbage.”
Thor Skovbo har bl.a. deltaget i en selvværdsgruppe, hvilket har hjulpet ham en del.
Nu er hans sag sendt til domstolene. Det er den sidste mulighed for at få anerkendt hans psykiske lidelse som en arbejdsskade.
”Det handler ikke om pengene”, siger han.
”Det handler om, at jeg og andre, der kommer efter mig, gerne vil respekteres og høre, at man kan blive syg i sjælen og sindet af at arbejde på samfundets skyggesider.”
Insisterer på livet
I dag ligner han ikke politimanden på de fotografier, han viser frem.
Han har fysik som en jægersoldat, men håret er lidt for viltert og tøjet for loose. Han fotograferer, filmer, ligger i telt og sejler i kajak. Han er ikke bange for at vise alle sider af sig selv, siger han. Og han har overskud til de unge mennesker, der kommer på den skole, hvor han i dag er faglærer.
– Det er, mener han, hans største bedrift.
At de unge respekterer ham som menneske med overskud. Når han kommer hjem, er han træt. For han kan kun tage andre mennesker ind i små doser.
Thor Skovbo insisterer i dag på alt det, man ikke møder i arbejdet som kriminaltekniker: Det mirakel, han ser i bøgen, der springer ud og de anemoner, der dækker skovbunden, men allermest, som han siger - noget menneskelighed.
Thor Skovbo er et opdigtet navn. Han rigtige navn er kendt af redaktionen.
