Interview: ”Man tænker jo, at man er sådan én, der ikke kan passe sit arbejde”

Min aftale med Peter Nielsen var nær ikke blevet til noget.

”Jeg har været meget nervøs, og tænkt meget på det. Min kone sagde, at jeg skulle aflyse. Men jeg sagde: ”Det kan jeg ikke. Jeg har jo aftalt det med hende”. En aftale er en aftale,” siger han.

Så måske var interviewet overhovedet ikke i fare for at blive aflyst. Det var bare Peter Nielsen, der måtte tage sig voldsomt sammen i dagene op til – og igen derude i sin bil foran lufthavnen, mens jeg nød udsigten fra flyet.

Samme pligtopfyldenhed har måske kostet ham hans psykiske helbred. Peter Nielsen har arbejdet med flygtninge – og især hjemsendelse af flygtninge - fra 1998 til 2001. I dag er han svagelighedspensioneret, har fået stillet forskellige psykiske diagnoser, bl.a. posttraumatisk stressreaktion (PTSD), og derefter fået to afslag på sin sag i Arbejdsskadestyrelsen - først i 2002, derefter i 2004. På trods af en stribe sygemeldinger undervejs, er han hver gang vendt tilbage i jobbet. For, som han siger, da vi omsider finder et uforstyrret sted i lufthavnen, så tænkte han dengang, at det ikke kunne passe, at han ikke kunne klare at passe sit arbejde.

I dag – flere år efter at han stoppede som politibetjent – har han de klassiske symptomer på en psykisk lidelse – søvnløshed, angstanfald, hans krop ryster, han isolerer sig. I sovende og vågen tilstand ser han ansigterne for sig på nogle af alle de mennesker, han har eskorteret til flyet.

”Det var mig, der skulle fortælle flygtningene, når de havde fået afslag på deres asylsag, og det fik de jo som regel. Så ankede de, men så fik de måske afslag igen. Vi sender alt for mange flygtninge hjem. De har oplevet de forfærdeligste ting. Men så måtte jeg sige det til dem. Jeg arrangerede det med en telefontolk, én jeg kendte godt, og så måtte jeg jo sige det. Politiet kommer aldrig med noget godt.”

Peter Nielsen var et kendt ansigt på de flygtningecentre, hvor han havde sin daglige gang. I dag føler han sig som en bøddel overfor de mennesker, hvis skæbne han ikke kender, men som han frygter for. Han følger med, når medierne beretter om steder, det måske ikke er sikkert for flygtninge at vende tilbage til. Om fund af massegrave i Kosovo. Han frygter, at nogle af dem, han har sendt hjem, er blevet skudt.

Mens vi taler, bryder han indimellem i gråd, og vi må tage en pause eller skifte emne.

Jeg ser hendes ansigt for mig. En mor til små børn.

Indtil 2001 var det praksis, at afviste asylansøgere ikke fik oplyst tidspunktet for deres hjemsendelse. Så var der større sikkerhed for, at de var til at anholde og sætte på flyet.

”Det er så umenneskeligt. Sådan kan man ikke behandle mennesker. Jeg mødte på stationen klokken fem om morgenen, så tog jeg ud på centeret og mødtes med en ansat halv seks, som låste op. Politiet har ikke nøglerne til deres værelser, og det skal vi jo heller ikke have. Så ringer man tolken op. De skal have forklaret sagen på deres eget sprog. Flyet til København gik klokken 7, så de havde tre kvarter til at pakke deres ting og gøre sig klar. Mange havde børn.”

”Så kører vi ud til flyet, og jeg følger dem ind på deres pladser. Jeg har altid undret mig over, at der ikke skulle være politi med, men sådan var det. Der har været nogle piloter, der har følt sig utrygge.”

Var der ikke nogen, der prøvede at stikke af fra dig?

”Nej, mig stak de sgu ikke af fra. Der var ikke nogen, der stak af. De gjorde faktisk, hvad jeg bad dem om,” siger Peter Nielsen med et smil.

Han har fortrængt mange oplevelser - og andre kan han ikke bære at tale om. Tårerne tager fat, og vi tager en lille pause.

”Der er nogle, der ofte dukker frem igen. Jeg husker en mor til små børn. Jeg husker hendes ansigt så tydeligt, da jeg kom for at hente dem. Hun har jo tænkt på, hvad der ventede dem i Kosovo...”

Og så, efter en pause:

”Tænk, hvis det var dig eller mig.”

Stemningen på et flygtningecenter, når politiet dukker op tidligt om morgenen, er ikke rar. Hele barakken vågner. Alle tror, at det er dem, der skal sendes hjem. De kender hinanden godt. De skal have lov til at sige farvel.

Peter Nielsen har ikke tal på, hvor mange asylansøgere, han har haft mellem hænderne, og hvor mange han har eskorteret til flyet.

”Nogle gange to eller tre om ugen, andre gange en. Jeg ved det ikke. Måske er det færre end en gang om ugen i gennemsnit. Jeg ved det ikke,” siger han.

Peter Nielsen har været sygemeldt tre gange, mens han arbejdede med flygtninge. I september 2000 henviste hans læge ham til en psykolog. Så tog han på arbejde et halvt års tid. Så blev han sygemeldt igen. Derefter en ny psykolog.

”Jeg havde det så dårligt med det. Et helt år var jeg ikke i seng på noget tidspunkt. Jeg sov lidt om aftenen, men jeg var vågen hele natten. Men hver gang jeg havde været sygemeldt, kom jeg tilbage på arbejde. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at jeg ikke kunne klare mit arbejde. Jeg tænkte, at nu ville jeg tage den mere med ro. Men dér skulle jeg nok have sagt stop.”

Nu kører jeg hjem, og jeg kommer ikke tilbage

En dag i september 2001 blev sidste dag i tjenesten for Peter Nielsen.

”Det var en familie fra Kosovo. Faderen gik fuldstændig amok. Tolken sagde, at jeg skulle til at tage mine forholdsregler. Jeg sagde, at det var jeg godt klar over. Faderen råbte, at hvis politiet kom igen i morgen, så ville han slå konen og børnene ihjel. Jeg kan huske, at jeg foldede mine papirer sammen. Så kørte jeg hen på stationen. Jeg sagde til vagthavende, at nu kører jeg hjem, og jeg kommer ikke tilbage”.

Det gjorde han heller ikke.

Peter Nielsen var sygemeldt, indtil kommunen stoppede hans sygedagpenge. Han fik tildelt laveste svagelighedspension, som står i omkring 150.000 kroner om året. Hans sagsbehandler i FTF fik i 2004 forhandlet en såkaldt kvalificeret svagelighedspension på plads, så han i dag har 100.000 ekstra at leve for om året. Det er også FTF, der to gange har forsøgt at få Peter Nielsens sag anerkendt som arbejdsskade, så han kan få erstatning. Men begge gange uden held. Selvom en arbejdsmediciner i første omgang stillede diagnosen PTSD, har psykiatere i Arbejdsskadestyrelsen afvist diagnosen.

”Jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at jeg ikke få anerkendt det som en arbejdsskade,” siger han.

Der er altid nogen, der er væk, når telefonen ringer

Peter Nielsen arbejdede 17 år på en nær-politistation, før han begyndte at arbejde med flygtninge.

”Jeg ville gerne slippe for udrykningerne. Man bliver sendt ud til det hele, når man arbejder på en nær-politistation. Alvorlige trafikuheld, selvmord, mord. Mange af ofrene og de pårørende kender man, for det er et lille samfund. Og så ville jeg gerne arbejde med flygtninge. Det er der næsten ingen politifolk, der vil. De vil ikke røre det. Jeg ville gerne,” siger Peter Nielsen.

Men han blev ikke fri for udrykningerne. Når der ikke var andre at sende, og det var der tit ikke, blev Peter Nielsen sendt ud.

”Der er altid nogen, der er på toilettet, når telefonen ringer, men sådan én er jeg ikke. På den måde har jeg ikke været så god til at passe på mig selv. Jeg har stillet op til alt for meget, som jeg ikke skulle have stillet op til.”

”Jeg husker en ung mand, der havde skudt sig i hovedet med et jagtgevær nede ved den sø, hvor forældrene boede. Og en anden dreng, der også havde taget livet af sig. Det var i 2000 eller 2001. Man er jo den første, der tropper op, og man ved aldrig, hvad man får at se,” siger Peter Nielsen.

Der er også nogle alvorlige trafikuheld, der har sat sig på nethinden. Identifikationer sammen med pårørende, og beskeder til familiemedlemmer om, at nogen er død en pludselig død.

”Man ringer på, og så ved man, at om fem sekunder har man ødelagt nogle andres liv.”

”Jeg ville gerne have sluppet for udrykningerne. Jeg ville gerne have haft ro og fred til at tage mig af flygtningene,” siger Peter Nielsen.

Hver gang tårerne presser sig på, tager Peter Nielsen sig sammen, og siger ”Sådan er der jo så meget”.

Hvad kan man gøre anderledes?

”Det er vigtigt, at man får talt med nogle om det, man oplever. Det har der ikke altid været tradition for. Man tager hjem til konen efter vagt, så sover hun måske, og så står man op igen næste morgen. Man skal have nogle kolleger at tale med, og man skal også sørge for at få psykologhjælp, når man har oplevet noget voldsomt".

Peter Nielsen var for det meste alene om arbejdet med flygtningene.

”Nogle gange havde jeg en mand med fra stationen, når jeg skulle sende nogle med flyet, men som regel var jeg helt alene. Hvorfor? Vi var jo sparsomt bemandet. Men jeg skulle aldrig have gjort det alene, uden nogle at snakke med om det. Det kan jeg se nu,” siger Peter Nielsen.

”Jeg tænker tit på, hvordan det er i dag med de unge politifolk, om de får den hjælp, de skal have.”

Så har det ikke alt sammen været forgæves

Peter Nielsens diagnose er blevet mudret af, at hans kone fik kræft året efter, at Peter sygemeldte sig sidste gang i september 2001. Hun gik bort kort tid efter.

”Jeg skubbede det hele bag mig i en periode for at passe hende. Den psykolog, jeg gik hos, sagde, at jeg godt kunne forberede mig på, at når jeg havde kommet mig over min kones død, så ville det alt sammen komme tilbage. Det havde hun ret i.”

I dag er det flygtningenes ansigter, han ser for sig - ved højlys dag eller når han ikke kan sove om natten.

”Det er blevet bedre. Tidligere gik jeg ikke ind i supermarkedet, hvis der holdt for mange biler. Jeg isolerede mig utroligt meget. Jeg levede om natten,” siger han.

For ikke så lang tid siden mødte Peter Nielsen en tidligere ansat fra et af flygtningecentrene i en tøjforretning. Han sagde: ”Er det ikke Peter? Hold kæft, hvor var vi glade for at have dig. Du behandlede altid folk så ordentligt.”

”Så tænker man, at det hele måske ikke har været helt forgæves. At der er nogen, der synes, at man har gjort sit arbejde ordentligt. Ellers kan man jo godt gå og tænke, at man er én, der ikke kan passe sit arbejde,” siger Peter Nielsen.

Peter Nielsens rigtige navn er kendt af redaktionen.