Hvor mange flere år skal jeg vente på min erstatning?

Marianne Hertz har i sit job som plejemor været udsat for dødstrusler, og i dag er hele hendes familie både økonomisk og psykisk påvirket af mange års pres. Selv er hun ikke i stand til at arbejde som socialrådgiver i dag. Hun ønsker at få genoptaget sin arbejdsskadesag og Landsretten giver hende medhold. Men Arbejdsskadestyrelsen har indtil videre nægtet at genoptage sagen. Den er nu på vej til Højesteret

Alt har ændret sig for familien Hertz siden den aften i august 1996, hvor Marianne Hertz blev ringet op af faren til en dreng, som familien havde i aflastning.
”Han fortalte i detaljer, hvordan han havde tænkt sig at slå hver enkelt af os ihjel, og jeg var ikke det mindste i tvivl om, at han mente det,” siger Marianne Hertz.
Faren havde allerede vist hende den store kniv, han havde tænkt sig at bruge på dem, der ville tage sønnen fra ham. Det var lige præcis det, Marianne Hertz ville, sagde han i telefonen. Og det havde han jo egentlig ret i.

Nederst på sit kørselsregnskab til kommunen havde hun nemlig noteret, at drengen efter hendes vurdering var yderst truet. Ved en fejl fik faren det stykke papir at se.
”Begge vores brødre kom og sov hos os den nat, og vi havde sikret huset på alle mulige måder. Dagen efter kørte vi til den kommune, der havde anvist drengen til aflastning hos os. De henviste os til en krisepsykolog og sagde, at vi skulle politianmelde sagen. Det gjorde vi. De tog det ret alvorligt, for manden havde truet flere personer, bl.a. lederen af den børnehave, drengen gik i. Han havde også rendt rundt og fotograferet personalet,” siger Marianne Hertz, der dengang var ved at afslutte sin uddannelse til socialrådgiver.

Gik under jorden
Den yngste datter skulle begynde i børnehaveklasse den følgende dag. Marianne Hertz og hendes mand var med til det ”allermest formelle” på skolen. Derefter gik de under jorden.
”Vi boede rundt omkring. I et telt i haven hos noget familie og i forskellige lejligheder. Vi var angste for, at han skulle opspore os uanset, hvor vi opholdt os,” siger Marianne Hertz.
Med sig tog de foruden deres egne to døtre, der tog en pause fra skolen, også de to plejebørn, der boede hos dem.

På et tidspunkt betalte kommunen et par ugers ophold på Gran Canaria for familien, mens sagen om drengens tvangsfjernelse blev overstået.
Det blev den bare ikke.
”Faren begyndte at true længere og længere op i systemet. Til sidst truede han kontorchefen. Det var stort set almen viden, at kommunen simpelthen ikke turde tvangsfjerne drengen af frygt for faren. Det var jo helt urimeligt overfor drengen,” siger Marianne Hertz.
Kommunen holdt informationsmøder for alle de ansatte, der havde berøring med sagen. Den hyrede også en ”karatemand”, som de implicerede kunne ringe til, hvis de følte sig truede.

Tegn på indbrud
Med et par måneders forsinkelse afsluttede Marianne Hertz sin socialrådgiveruddannelse. Pigerne startede i skole i en anden kommune. Men spøgelset fulgte med.
”Vi var panisk angste for børnenes sikkerhed i skolen. Det talte vi med lærerne og de andre forældre om. Især den ældste reagerede på situationen. På et tidspunkt blev hun smidt ud af skolen. Hvorfor ved jeg stadig ikke helt i dag. Men jeg ved, at da hun forsvandt fra skolen, begyndte den yngste at blive drillet. Både af sine egne og af søsterens tidligere klassekammerater. Så tog vi også hende ud,” siger Marianne Hertz.

På et tidspunkt hører familien, at nogen forsøger at komme ind gennem hoveddøren en sen aften.
”Vi tilkalder politiet, der tager sagen alvorligt. De kunne se tegn på, at nogen havde forsøgt at bryde ind.”
Marianne Hertz anmeldte den psykiske skade, hun pådrog sig, som en arbejdsskade, og blev tildelt en erstatning for en varigt mén svarende til 10 procent.

Dreng gik amok
Hun startede i et nyt job som socialrådgiver i 1999. En dag fik hun en sag med en 15-årig dreng, der havde været tvangsfjernet. Det blev hendes opgave at fortælle ham og hans mor, at kommunen havde besluttet, at han fortsat skulle være tvangsfjernet.
”Pludselig kan jeg se, at han bliver helt vild i ansigtet. Han trækker benene op under sig, som om han skal til at sparke til bordet. I stedet giver han sig til at råbe og kaste rundt med den frugt, der står på bordet. Jeg kan ikke huske særlig meget. Jeg ved bare, at jeg finder overfaldsalarmen og en flugtvej,” fortæller hun.

Dagen efter blev hun sygemeldt af psykiske årsager. 
”Min arbejdsgiver var meget large og ventede med at fyre mig til efter 11 måneders sygemelding.”
Marianne Hertz vælger at tage en afstikker fra børneområdet, selvom det er det, hun altid har brændt for. Hun bliver ansat i en interesseorganisation 20 timer om ugen. Der er hun et par år. Men hun har det stadig meget skidt. 

Dræberøjne
1. august 2003 begynder Marianne Hertz i et nyt job som socialrådgiver. Allerede den 17. august oplever hun den næste truende episode. I en sag om tvangsfjernelse bliver hun opsøgt af et familiemedlem til en pige, der skal giftes mod sin vilje.
”Jeg får at vide, at der står en borger i receptionen. Jeg henter ham, og pludselig går det op for mig, hvem han er. Dagen inden havde han taget nogle børn som gidsler i en svømmehal og truet dem med en kniv. Det stod i avisen. Jeg siger til ham, at han ikke kan tale med mig. Han skal henvende sig til politiet med det samme. Så sender han mig det mest hadske blik, man kan tænke sig. Dræberøjne. Jeg følger ham ned til hovedindgangen. Og den tur dér - med de øjne. I bar befippelse havde jeg skrevet mit navn på et stykke papir til ham,” siger Marianne Hertz.

Bevogtet af politihund
Hun blev på arbejde resten af dagen, men brød psykisk sammen bagefter. Da fik hun både en psykolog og en psykiater tilknyttet.
For at beskytte Marianne Hertz og hendes familie mod de trusler, der var kommet ind i deres liv, fik hun også tildelt en tidligere politihund af kommunen, der blev sat gitter for kældervinduerne og foretaget alskens sikkerhedsforanstaltninger i det hus, de flyttede til. Efter et stykke tid begyndte Marianne Hertz i medicinsk behandling. Det er hun stadig.

Sagen syltes
Marianne Hertz blev på det tidspunkt ude af stand til at arbejde. I 2003 anmoder Socialrådgiverforeningen Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen for at tildele erstatning for tab af erhvervsevne.
To gange afviser styrelsen sagen, hvorefter Socialrådgiverforeningen anker til Landsretten. I november 2006 dømmer Landsretten, at Arbejdsskadestyrelsen skal genoptage sagen. Det gør styrelsen ikke. Året efter - 2007 - giver Højesteret påbud om det samme. På svarfristens sidste dag anker styrelsen domstolenes afgørelse.

Ifølge Marianne Hertz advokat, Søren Kjær Jensen, kan sagen dermed trække ud i endnu to år på grund af juridisk forhaling fra Ankestyrelsens side. Det kan betyde, at der i alt kan gå syv år fra Marianne Hertz anmelder sin psykiske arbejdsskade, til sagen bliver afgjort af Arbejdsskadestyrelsen.

Dybt ruineret
Familiens økonomi har i mange år hængt i en tynd tråd på grund af de mange afbrud i Marianne Hertz’ arbejdsliv.
Men i dag er den helt til rotterne. Marianne Hertz og hendes mand har kun kunnet blive siddende i deres hus på grund af økonomiske håndsrækninger fra hendes mor og dennes mand og en bank, der har en vis tålmodighed.
Marianne Hertz blev i 2004 tildelt førtidspension. Familien er i dag forgældet til op over skorstenen på det hus, der nu er sat til salg.
”I dag er det desværre helt usandsynligt, at arbejdsskade-erstatningen når frem i tide, inden vi igen skal flytte. Hvorhen ved vi ikke. Men det skal være noget langt billigere. Ellers skal der ske et mirakel”.

Overmandes af frygt
Marianne Hertz har det fortsat meget skidt. Selvom hun er i medicinsk behandling, tør hun kun bevæge sig længere væk fra huset sammen med nogle bestemte mennesker, fx veninden og svigerinden, der har været med hele vejen, som hun siger.
Og hun skal føle sig tryg de steder, hun tager hen. Der er områder, hun holder sig langt væk fra, fordi de har forbindelse til de episoder, hvor hun er blevet truet. Familien kører fx en meget lang omvej for at besøge familie, der bor i nærheden af den kommune, hvor de i 1996 blev truet på livet. 
Ofte kommer angsten over Marianne Hertz, når hun alligevel har vovet sig udad døren.
”Jeg har forladt rigtig mange indkøbsvogne igennem årene,” siger Marianne Hertz.

Lang sagsbehandlingstid giver skader
I dag mener hun, at det ikke kun er de arbejdsrelaterede skader, hun har været udsat for, der er årsag til hendes dårlige sindstilstand, men også den lange sagsbehandlingstid:
”Hvis jeg dog bare kunne få overstået denne her sag, så kunne vi i det mindste komme videre med vores liv. Det er voldsomt belastende, at der hele tiden kommer breve ind ad døren, som jeg skal tage stilling til. Breve, der alle sammen handler om, at sagen trækker ud og trækker ud og trækker ud,” siger Marianne Hertz, der hver nat vågner med mareridt.
Både hun og hendes mand lider af søvnløshed og vandrer rundt om natten af bekymring for deres situation.

Mand og børn lider
Siden 1996, hvor familien gik under jorden, har de to døtre udvist tegn på angst.
Det gælder især den ældste, der i dag er 22 år. Hun har været indlagt på psykiatrisk afdeling, er i medicinsk behandling og har tidligere har været ”cutter”, dvs. en, der skærer i sig selv for at dulme sin psykiske smerte. Begge døtrene føler sig forfulgte og angste i perioder.
”Det har jo været en proces, der bare er blevet værre og værre for pigerne. Jeg tænker på, om vi kunne have reageret på en anden måde. Jeg tror, at fordi vi selv har været så langt nede, så har vi ikke kunne handle på samme måde overfor dem, som vi ellers ville have gjort,” siger Marianne Hertz.

Den yngste, der i dag er 17 år er - med rette - dybt bekymret for familiens økonomiske situation.
”Hun spurgte forleden, om hun ikke hellere skulle gå ud af skolen og få sig et arbejde, så vi kunne få nogle flere penge at leve for. Det skal hun jo selvfølgelig ikke.”

Kæmper med myndighederne
Marianne Hertz fortæller, at hun aldrig nogensinde havde klaret situationen uden sin mand, der hele vejen har været støttende, tålmodig og forstående.
For et år siden faldt han om med en blodprop.
”Det var stressbetinget, sagde lægen. Men nu tør jeg jo ikke lade ham være alene. Jeg er konstant bange for, at der skal ske ham noget, for så ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre,” siger hun.
Hun har flere gange overvejet at tage sit eget liv og endda planlagt det. For situationen ser så håbløs ud.
”Men jeg gør det ikke. Det ved jeg jo godt. Jeg er født til at kæmpe.”

Nu kæmper Marianne Hertz ikke kun med angsten for mennesker, der vil hende noget ondt. Hun kæmper også med arbejdsskadesystemet.