Hver tredje kommune overskrider sit budget

På trods af at et flertal af kommuner planlægger ekstraordinære sparetiltag i år for at undgå røde tal på bundlinjen, forventer en tredjedel af dem at overskride årets budget for serviceudgifter. Især specialundervisning og handicapområdet, som kommunerne overtog fra de gamle amter, får servicebudgetterne til at løbe løbsk.

To tredjedele af kommunerne planlægger ekstraordinære sparetiltag for at lappe på et budget, der allerede nu ser ud til ikke at kunne holde året ud.
Men selv om et flertal af kommunerne således sparer på både personale, børnepasning, folkeskoler, ældreservice, møblerer rundt på ressourcerne mellem forvaltningerne og strammer op på en i forvejen stram økonomistyring – så holder budgetterne mange steder alligevel ikke.

Det viser en undersøgelse, som FTF har foretaget blandt 51 af landets 98 kommunaldirektører.

En tredjedel (31 procent) af de kommunale topchefer svarer således, at de forventer at overskride budgettet for serviceudgifter.

 

Stadig stort pres på basal service
”I den kommende aftale om kommunernes økonomi for næste år tegner det til, at kommunerne får lov til at bruge flere penge på bedre bygninger og inventar, og det er også tiltrængt. Det nytter imidlertid ikke med flotte bygninger, hvis der ikke er nogen mennesker indeni til at hjælpe dig som borger. Jeg er sikker på, at forældrene fx mener, at man ikke skal skære i undervisningen for at få pænere toiletter. De nye tal viser, at der stadig er et stort pres på den basale service i kommunerne, som udgør en meget stor del af velfærdsDanmark. Nye nedskæringer og serviceforringelser vil derfor være en uundgåelig konsekvensens, hvis velfærdsområderne ikke også bliver tilgodeset under de igangværende forhandlinger mellem regeringen og KL om økonomien for næste år”, siger FTF’s formand Bente Sorgenfrey.

Specialområdet eksploderer
En række kommunaldirektører, som Resonans har talt med, peger på at det især er specialundervisning og handicapområdet, som får servicebudgetterne til at galoppere af sted. Begge er områder, som kommunerne overtog fra de gamle amter i forbindelse med kommunalreformen i 2007.

Udgiftspresset til disse områder vil blive et særligt punkt ved de forhandlinger om næste års kommunaløkonomi mellem KL og regeringen, som nu er i gang og afsluttes senest 14. juni.

Beredskab med akutte besparelser
Halsnæs Kommune i Nordsjælland er en af de kommuner, der kæmper med stadigt voksende udgifter på specialområdet. Det presser servicebudgettet.

”Vi ved ikke, om vi kan nå at rette op på det. Vi har nedlagt 80 stillinger i budgetlægningen for i år, og vi har valgt at spare på de store velfærdsområder dagpasning, skole og ældre. Men hvis det ikke er nok, og nogle konti begynder at løbe løbsk, har vi lavet et spareberedskab, som er et katalog over kortsigtede besparelser indeværende år. Politikerne har godkendt en række udvalgte områder, hvor det teknisk set et lettest at drosles servicen ned her og nu, som fx at lade ukrudtet gro på kommunale anlæg eller skære ned på rengøringen på nogle af kommunens institutioner”, fortæller kommunaldirektør i Halsnæs Kommune, Michael Graatang.

 
 

Kontaktinformation

Jens Krogstrup

Jens Krogstrup

Konsulent

Telefon: 3336 8820

Mobil: 2892 3497