Hver anden offentligt ansatte er bange for at udtale sig

Mere end halvdelen af de ansatte i stat, amt og kommune frygter for konsekvenserne, hvis de udtaler sig offentligt. Det viser en ny undersøgelse af ytringsfriheden blandt offentligt ansatte. FTF vil have regler, der beskytter den ansatte bedre.

”Hvis vi udtaler os, ryger vi ud. Sådan er virkeligheden på hospitalerne”. ”Vi får næser, hver gang vi udtaler os for tiden”, og ”Normalt har jeg ellers en mening om tingene, men nej, jeg udtaler mig ikke”. Sådan siger – anonyme - offentligt ansatte til Resonans i forbindelse med FTF’s nye undersøgelse af ytringsfriheden blandt ansatte på bl.a. sundheds-, uddannelses-, skatte- og børneområdet. Ifølge undersøgelsen lever ytringsfriheden for de offentligt ansatte en kummerlig tilværelse. Mere end halvdelen – eller 53 procent – af de ansatte mener, at det kan få negative konsekvenser for dem at udtale sig offentligt fx på møder eller i medierne.

Ifølge undersøgelsen, der bygger fra svar fra omkring 2700 offentligt ansatte, frygter langt de fleste at blive opfattet som illoyale af deres arbejdsgiver, hvis de udtaler sig – det gælder for hele 65 procent af de adspurgte. Lidt over halvdelen – 53 procent - forventer fx at blive indkaldt til ”kammeratlig samtale” hos arbejdsgiveren, og lidt under halvdelen – 43 procent - forventer, at det vil påvirke deres arbejdsforhold negativt, hvis de udtaler sig. Knapt hver fjerde frygter en fyring.  

Pressejurist Oluf Jørgensen, der er afdelingsforstander på Danmarks Journalisthøjskole, er rystet over tallene.

”Reglerne er gode nok, men de fungerer ikke efter hensigten, når mere end halvdelen frygter at gå til offentligheden, selvom de mener, at der er grund til det. Det tyder på, at reglerne ikke er slået igennem i praksis. Der er behov for, at der sker en bedre oplysning af de offentligt ansatte om deres rettigheder,” siger Oluf Jørgensen.

Det er op til arbejdsgiverne at sikre, at de offentligt ansatte tør udtale sig:

”Nogle steder er der skabt et rum for, at medarbejderne kan ytre sig uden problemer, men undersøgelsen viser også, at der på nogle arbejdspladser er skabt en kultur, hvor det ikke er tilladt at sige sin mening offentligt og komme med forslag. Det er op til den politisk ansvarlige ledelse og den administrative ledelse at sikre, at der skabes et andet klima,” siger Oluf Jørgensen.

 

Ansatte skal beskyttes bedre

Advokat i FTF, Helle Bang Hjorth, er ikke overrasket over, at så stor en del af de ansatte er bange for at bruge deres ytringsfrihed. Hun er enig i med Oluf Jørgensen i, at der skal ske oplysning af både de offentligt ansatte og af arbejdsgiverne.

”Hvis reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed skal fungere i praksis, for det gør de ikke i dag, skal der målrettes information til cheferne i de kommunale, amtslige og statslige forvaltninger, der har en skræmmende ringe viden om – eller respekt for – de offentligt ansattes ret til at ytre sig. Der er et alvorligt forståelsesproblem, når man fx ikke kan skelne mellem illoyalitet og ytringsfrihed,” siger Helle Bang Hjorth.

Men oplysning gør det ikke alene. I marts 2006 kom Justitsministeriet med en ”betænkning om ytringsfrihed for offentligt ansatte”. I den forbindelse afgav FTF - sammen med LO og Dansk Journalistforbund - en mindretalsudtalelse om, at organisationerne ønsker at styrke medlemmernes ansættelsesretslige beskyttelse.

”Vi mener, at der skal indføres en lovbestemmelse, fx i forvaltningsloven, der går på, at en offentlig arbejdsgiver ikke må sanktionere lovlige ytringer eller meddelelser om forhold på arbejdspladsen, som er ulovlige eller kritikværdige. Der er alt for få offentligt ansatte, der tør stå fem i dag,” siger Helle Bang Hjorth.

Ifølge FTF skal de nye regler kombineres med muligheder for dom til arbejdsgiveren om at genansætte den ansatte, forhøjet godtgørelse til den ansatte og særlig bevisbyrde, fx omvendt bevisbyrde eller delt bevisbyrde.

 

Arbejdsgivere tager hævn

Undersøgelsen dokumenterer, at det er med god grund, når mere end halvdelen af de offentligt ansatte frygter for at bruge deres ytringsfrihed. Af de ansatte, der har valgt at udtale sig offentligt om uholdbare situationer på deres arbejdsplads, blev hver 10. faktisk indkaldt til en kammeratlig samtale hos deres arbejdsgiver. Læs også artiklen ”Næsten hver tredje bliver trynet” (link)

Selvom det set fra den enkelte offentligt ansattes klasseværelse, hospitalsgang, kontorstol eller ”grønne stue” kan være et klogt valg at holde tand for tunge, vækker tallene i høj grad bekymring i FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.

”Vores oplevelse er desværre, at det er blevet sværere for de offentligt ansatte at stå frem med et synspunkt eller en kritik. Det er dybt problematisk, at så mange af vores medlemmer bliver presset på deres ytringsfrihed. Den offentlige sektor – og kvaliteten i velfærdsydelserne – udvikler sig ikke ved, at arbejdsgiverne uddeler mundkurve. Ytringsfriheden skal styrkes. Ikke bare for de ansattes skyld, men for borgernes og brugernes skyld,” siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.

Ifølge de faglige organisationer, som Resonans har talt med, er oplevelsen i høj grad også, at mange medlemmer kommer i klemme, når de udtaler sig offentligt.

”De fleste har oplevet eller hørt om, at kolleger er kommet i klemme. Man ved godt, at det kan være noget, der hindrer ens karriere. Mange af vores medlemmer, hvoraf en stor del er ledere, oplever en vis form for hævngerrighed fra forvaltningens side, hvis de har taget bladet fra munden,” siger Jørn Rise, der er formand for Dansk Told- og Skatteforbund.

”Det kommer fra forvaltningsniveauet i kommunerne. Her er der helt klart nogle, der prøver at rykke ved de grænser, der er sat for de offentligt ansattes ytringsfrihed. Især når situationen spidser til, fx som under de forældreblokader vi så for nogle uger siden. Her er der nogle, der oplever at blive indkaldt til samtale, fordi de har skrevet et debatindlæg til lokalavisen eller har sagt noget på et møde,” siger Henning Pedersen, formand for pædagogernes fagforbund, BUPL.

Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd, er enig:

”Vi opfordrer sygeplejerskerne til at gøre brug af den lokale fagforening og deres tillidsrepræsentant. Og så foreslår vi, at de går flere kollegaer sammen om fx et indlæg til en avis. Netop for at de ikke skal stå alene på arbejdspladsen, og derved være mere sårbare”, siger Connie Kruckow.

 
 

Kontaktinformation

 
Udstrakt ret til at udtale sig
 

Offentligt ansattes ytringsfrihed er omfattet af den beskyttelse, der ligger i grundlovens §77 og Den Europæiske Menneskerettigheds- konventions artikel 10. Beskyttelsen gælder almindeligvis kun, hvis den ansatte ytrer sig på egne vegne (som privatperson). I tilfælde af, at den ansatte udtaler sig som privatperson må offentlige myndigheder ikke indføre censur. Ledelsen kan fx ikke beslutte, at de ansatte kun må udtale sig som privatpersoner, hvis ledelsen på forhånd har godkendt udtalelsen. Offentligt ansatte er omfattet de samme begrænsninger, der gælder for andre personer, dvs. straffelovens regler om freds- og æreskrænkelser. FTF mener, at der skal indføres en lovbestemmelse, fx i forvaltningsloven, der går på, at en offentlig arbejdsgiver ikke må sanktionere lovlige ytringer eller meddelelser om forhold på arbejdspladsen, som er ulovlige eller kritikværdige.

 
 
Det siger undersøgelsen
 

Mere end halvdelen af de offentligt ansatte – 53 procent – mener, at det kan få negative konsekvenser for dem at udtale sig offentligt. 63 procent har oplevet at stå i en uholdbar situation på sit nuværende eller tidligere arbejde, som de mente, at offentligheden burde kende til. Kun 13 procent påtalte dette overfor offentligheden. For hver tredje af dem, der påtalte den uholdbare situation overfor offentligheden, fik det negative konsekvenser. 11 procent blev indkaldt til ”kammeratlig samtale”. 10 procent blev opfattet som illoyal af sin arbejdsgiver. Fem procent fik forbud mod at udtale sig fremover. Tre procent blev afskediget. 23 procent har fået forbud mod at udtale sig offentligt – fx til møder eller i medierne. Mere end halvdelen – 57 procent – af de offentligt ansatte ved, på hvilke områder de har ret til at udtale sig til offentligheden, fx på møder eller i medierne. Hver femte – eller 22 procent – ville udtale sig oftere, hvis der var klare retningslinjer for, hvad man må udtale sig om.

Om undersøgelsen
2733 offentligt ansatte FTF’ere har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen. Det gælder bl.a. medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, Politiforbundet i Danmark, Jordemoderforeningen, Danmarks Lærerforening, Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Bioanalytikere, Ergoterapeutforeningen, Kost og Ernæringsforbundet, Speciallærerforeningen, Dansk Told- og Skatteforbund, CS Flyvevåbnet, Dansk Teknisk Lærerforbund og Frie Grundskolers Lærerforening.

De adspurgte har specifikt fået oplyst, at spørgsmålene ikke omhandler de områder, der er omfattet af tavshedspligt.