Halvering af dagpengeperiode rammer langtidsledige ekstra hårdt

Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti blandt andet klar til at halvere dagpengeperioden. Det rammer langtidsledige hårdt og er samtidig et kæmpe tilbageskridt i den aktive arbejdsmarkedspolitik, mener FTF-formand Bente Sorgenfrey.

De langtidsledige bliver ramt dobbelt af genopretningsplanen fra regeringen og Dansk Folkeparti. Ifølge planen skal dagpengeperioden halveres. Det vil berøre omkring 20.000 ledige. Derudover vil hele spareøvelsen også ramme den ellers roste danske aktive arbejdsmarkedspolitik – hvor der bruges penge og energi på at opkvalificere ledige - hårdt.

Regeringen har for nylig lanceret en plan i forhold til langtidsledige, men den bliver fuldstændig punkteret med det nye udspil. Regeringen og DF satte godt nok en halv milliard kroner af til de langtidsledige. Men med en halvering af dagpengeperioden vil støttepartiet og de to regeringspartier nu spare i alt 4,2 milliarder kroner i udgifter til aktivering af de ledige frem mod 2014. Det er helt skævt først at give lidt og derpå skære så meget, mener Bente Sorgenfrey, formand for FTF – hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte.
”Det er ikke kun pinligt, det er også hamrende uretfærdigt. Vi har brug for at sikre en opkvalificeret arbejdskraft. Det gør vi ikke ved at indføre en række mindre initiativer mod langtidsledighed med den ene hånd og spare for over otte gange så meget med den anden hånd”, siger Bente Sorgenfrey.

Hun afviser regeringens argumentation om, at halveringen af dagpengeperioden vil øge beskæftigelsen med 13.000 fuldtidspersoner. Et regnestykke regeringen er kommet frem til ud fra erfaringer med ændringerne af dagpengesystemet i 1990erne.

- Vi står i en helt anden situation nu. Dengang blev dagpengeperioden ændret i en periode med opsving, hvor masser kom i beskæftigelse. Nu er vi i en situation, hvor beskæftigelsen på to år er reduceret med 175.000. Så sammenligningen er helt ude i skoven, siger Bente Sorgenfrey.

Ud over de konkrete og skrappe ændringer i forhold til de ledige ærgrer FTF-formanden sig også over, at både fagbevægelse og arbejdsgivere stik mod alle traditioner er holdt uden for forhandlingerne.

- Det har i mange år været sådan, at arbejdsmarkedets parter blev inviteret med til drøftelser om så drastiske ændringer. Derfor er der al mulig grund til at kritisere regeringen og Dansk Folkeparti for de kommende ændringer, siger hun.

FTF har netop afgivet høringssvar om halveringen af dagpengeperioden.