Grænseløs aftale om arbejdsstandarder i Danske Bank

Danske Bank-koncernens 24.000 medarbejdere har på tværs af grænser fået samme standarder for fx kompetenceudvikling, ligeløn og medindflydelse ved omstrukturering

Lige meget om man er ansat i filialen i Sønderborg eller på kontoret i Dublin har medarbejderne fået de samme rettigheder på tværs af landegrænser i Danske Bank-koncernen. I hvert tilfælde på en række områder af deres arbejdsliv som normalt ville være dækket af lokale personaleaftaler. Det sikrer en ny aftale mellem Danske Bank og UNI Global Union (UNI) – der er en sammenslutning af fagforeninger på globalt plan.

Aftalen sætter en overordnet ramme for, hvordan virksomheden behandler sine medarbejdere på en lang række områder såsom sikkerhed, ligeløn, kompetenceudvikling, arbejdstid og medindflydelse ved omstruktureringer.

Rollemodel fra andre
Aftalen er den første af sin art i finanssektoren i Europa. UNI har allerede indgået lignende aftaler andre steder på kloden – især i servicesektoren

Formanden for Finansforbundet, Allan Bang, som også er formand for Uni Finance – den internationale finansorganisation som er en del af UNI.  Han kalder aftalen unik og ser frem til, at Uni Global når at indgå flere grænseskridende aftaler. Målet er 50 aftaler i løbet af 2010.

"Overliggeren er sat højt i aftalen med Danske Bank. Og jeg regner med, at det bliver en løftestang, så vi kan få lige så høje standarder i de aftaler, som vi nu skal i gang med at forhandle i hus", siger Allan Bang,

Fagligt fundamentet overalt
I Danske Bank har man etableret Danske Unions, som er et fagligt netværk i Danske Banks virksomheder på tværs af landegrænser. Danske Union arbejder også på at få stablet fagforeninger for finansansatte på benene i de lande, hvor man ikke allerede har en sådan – fx i de baltiske lande.

” Med Danske Bank-aftalen har koncernen anerkendt, at lokale tillidsrepræsentanter er samarbejds- og forhandlingsparter. Det betyder, der bliver en formel struktur, som kan være med til at sikre, at aftalens elementer overholdes”, siger Allan Bang.

Ingen hårde OK-krav
Selv om der nu er lavet aftaler om forskellige standarder om forhold, som vedrører personalepolitik og som også tenderer bløde områder i danske overenskomster, så tror Allan Bang ikke, at der kommer egentlige kollektive overenskomster for koncerner på tværs af landegrænser.  Det bliver der ikke pga. forskellig lovgivning og fx skatteregler som stadig er forskellige, trods arbejdsmarkedet i højere grad er blevet grænseløst.