FTF’erne er på deltid af hensyn til familien og sig selv

Hovedårsagerne til at jordemødre, finansansatte, skolelærere og andre FTF-grupper arbejder på deltid er hensynet til familien eller dem selv. Hver syvende peger på, at det er af hensyn til helbredet, at de er på deltid.

Hensynet til familien og hensynet til sig selv. Det er hovedårsagerne til, at FTF’erne arbejder på deltid, viser en ny undersøgelse om balance mellem arbejdsliv og fritids- og familieliv, som FTF offentliggør i dag.

Undersøgelsen bygger på svar fra 1.227 deltidsansatte. De har højest måtte afgive to årsager til, at de arbejder under 37 timer. 51 procent er på deltid af hensyn til familien og 37 procent arbejder på deltid, fordi de ikke har lyst til at arbejde mere.

 

 




 

Danske familier arbejder mest

Danmark er det land i verdenen, der har den højeste erhvervsfrekvens. 71,9 procent af de danske kvinder er på arbejdsmarkedet, og de har dermed verdensrekorden skarpt efterfulgt af kvinderne i de andre nordiske lande. Blandt de danske mænd er det 79,8 procent, der er på arbejdsmarkedet. Det bliver kun overgået af de hollandske mænd med 79,9 procent og de islandske mænd med 86,9 procent. Det viser tal fra EU’s statistikkontor Eurostat.

Forskning fra Socialforskningsinstituttet viser også, at blandt de øvrige rige lande er Danmark det land, hvor der lægges flest timer på arbejdsmarkedet målt i forhold til befolkningens størrelse. En tredjedel af alle erhvervsaktive parfamilier lægger mere end 80 timer om ugen på arbejdsmarkedet og kun 10 pct. arbejder mindre end 70 timer.

 

Helbredet er årsag for hver syvende

Helbredet har 14 procent - eller hver syvende - også svaret specifikt på som en årsag til, at de arbejder på deltid.

Helbredet eller frygten for, at arbejdet resulterer i et dårligt helbred, er også hyppig blandt de svar, som flere af deltagerne selv har tilføjet i spørgeskemaundersøgelsen i forbindelse med, at de har svaret. Nogle af de svar, der går igen, er at et fuldtidsarbejde i deres branche vil kræve for meget energi. Flere skriver, at de frygter eller har været gået ned med stress som følge af et fuldtidsjob. For andre er det, fordi de som seniorer ønsker at gå ned i tid. Svarene i undersøgelsen viser, at det i nogle tilfælde er arbejdsgiveren, der er med til at finansiere ordningen, mens andre vælger et deltidsjob som seniorordning uden arbejdsgiverens indblanding.

Arbejdspsykolog Janne Hertz fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus Amt peger på, at deltidsstillingerne netop er en metode til at skærme sig mod et stressende job.

”Arbejdet med klienter og brugere i den grad, som FTF’erne har, er ofte en emotionel udfordring for medarbejdere, som gennem de seneste år har været igennem rationaliseringer og effektiviseringsprocesser. Og da FTF-grupperne typisk er meget pligtopfyldende mennesker, som vil gøre tingene bedst muligt, så kan det være et hårdt job, som kræver meget energi. Så jeg tror nogen vælger deltid som en strategi, netop for at undgå at brænde ud - også fordi der i flere FTF-fag er tradition for deltid i de faglige miljøer”, siger Janne Hertz.

 

 Hun mener også, at den store gruppe af FTF’ere, som ifølge undersøgelsen, har valgt deltid af hensyn til familien, kan skyldes at FTF’erne er vant til og kan lide at yde omsorg for andre. Det har de valgt i jobbet, ligesom de vælger at gå på deltid af hensyn til familien.

 

Tillidshverv og bijob fylder også

Det er dog ikke alle, der går på deltid af hensyn til de nærmeste. Også bijob, frivilligt arbejde og tillidshverv som kommunalpolitiker er med til, at flere vælger at arbejde en arbejdsuge på under 37 timer.

 
 

Kontaktinformation

 
Dokumentation:
 

Hent FTF's rapport om balance (og ubalance) mellem arbejde og privatliv, hvor der på 40 sider er en udførlig gennemgang af besvarelserne fra  over 5000 repræsentativt fordelte FTF'ere.

 
 
Hvorfor vælger du deltid?
 

Blandt de FTF’ere, der i balanceundersøgelsen har svaret på, hvorfor de arbejder på deltid, har en del indskrevet deres egne kommentarer i spørgeskemaet. Vi gengiver her nogle af svarene:

”Almindelig aldersrelateret nedtrapning ”

”Arbejdets karakter, livet er andet end arbejde”

"Arbejdspresset er så højt, at jeg ikke synes, at jeg kan arbejde fuldtid"

”Behov for mindre tid pga. alder og mange år på arbejdsmarkedet"

"Bijobber"

"Byrådsmedlem/udvalgsformand"

"Da arbejdet er stressende og fysisk belastende"

"Det er for hårdt med fuldtid, også fordi man ofte har "ekstra" forpligtigelser, overarbejde".