FTF, LO og AC: Gør efterlønnen mere fleksibel
Gør reglerne for efterløn mere fleksible, så flere ældre medarbejdere trækker sig gradvist i stedet for brat fra arbejdsmarkedet, lyder det fra FTF, LO og AC. Hvis kommende efterlønnere efter eget ønske kombinerer job og efterløn, svarer det til 34.000 ekstra i arbejdsstyrken, viser ny FTF-beregning
Det skal være lettere og mere attraktivt at kombinere efterløn med lønnet arbejde. Både for lønmodtagerne og arbejdsgiverne.
Sådan lyder budskabet fra FTF, LO og AC. De tre hovedorganisationer vil sammen fremlægge en række forslag om, hvordan efterlønsreglerne kan blive mere enkle for de ældre medarbejdere, der ønsker at kombinere efterlønnen med arbejde.
I dag er det for svært at gennemskue for efterlønneren, hvornår hun bliver ramt økonomisk, hvis hun arbejder, mener FTF, LO og AC. De tre hovedorganisationer vil gøre det lettere at trække sig gradvist tilbage fra arbejdsmarkedet. De foreslår, at efterlønsreglerne justeres let i forbindelse med trepartsforhandlingerne om den danske arbejdsstyrke.
Seniorerne vil fortsætte på job
FTF har netop fået foretaget en undersøgelse af analysebureauet Catinet blandt ledere, efterlønnere og de 55-59-årige på arbejdsmarkedet. Den viser fx, at 27 procent af de 55-59-årige helt sikkert vil arbejde ved siden af efterlønnen. 57 procent siger, at de muligvis vil gøre det. Typisk vil de arbejde 15 timer pr. uge.
Hvis alle de timer, som de kommende efterlønnere gerne vil arbejde, udnyttes, så vil det svare til, at der kom 34.000 ekstra fuldtidspersoner ind i den danske arbejdsstyrke. Det viser en beregning fra FTF.
Reglerne er for bureaukratiske
Netop for at gøre det lettere at gennemskue for både virksomheder og efterlønnere foreslår de tre hovedorganisationer, at reglerne forenkles.
Forslagene går ud på:
- at fjerne mindsteudbetalingsreglerne. Så efterlønneren får suppleret op med efterløn, selvom han arbejder over 29,5 time pr. uge. Det gør han ikke i dag.
- at fjerne af G-dagene. Så arbejdsgiveren ikke skal betale efterlønnen i de første tre dage, når en efterlønner afslutter et arbejdsforløb – fx et vikariat. Det er med til at gøre efterlønnerne til besværlig arbejdskraft.
- at markedsfører muligheden for at bruge efterlønnere langt bedre end i dag overfor ledere, SU-medlemmer og tillidsrepræsentanter.
- at informere seniorerne bedre om mulighederne for at arbejde og få efterløn samtidig.
- at lade A-kasserne oprette jobformidlingsbureauer for efterlønnere.





