FTF: A-kassernes viden kan skaffe flere job
Giv a-kasserne mulighed for at finde job til de medlemmer, de kender så godt. Det bliver budskabet fra FTF i de kommende trepartsforhandlinger i forhold at til at gøre arbejdsstyrken større
For at få flere i arbejde og øge arbejdsudbuddet, så skal der sættes tidligere ind for at hjælpe de ledige med at finde et job.
Det budskab vil FTF tage til forhandlingsbordet den 1. oktober, når arbejdsmarkedets parter igen er samlet med regeringen til trespartsforhandlinger. Her bliver det et centralt emne at få skabt nogle nye metoder til, hvordan der hurtig skaffes flere hænder og hoveder til den danske arbejdsstyrke.
Udnyt den eksisterende viden
FTF mener, at a-kasserne skal være en central spiller i den øvelse. Det kendskab, som de har til deres ledige skal udnyttes langt bedre, og det skal a-kassernes viden om det specifikke fagområde, de typisk dækker, også. Derfor skal a-kasserne have mulighed for tidligt at rette deres hjælp mod de ledige.
”Vi kan se, at de a-kasser, der har rykket på dagsordenen om at få ledige medlemmer i arbejde, også har opnået resultater. En hyppig og meget målrettet kontakt til medlemmerne om konkrete job og en god kontakt til arbejdspladserne har været med til at få de ledige hurtigere i arbejde”, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
Pilotprojekt er mønstereksempel
Danske Sundhedsorganisationers A-kasse(DSA) har i første halvår af 2008 haft et pilotprojekt, hvor a-kassen netop har haft mulighed for allerede i løbet af de første tre måneder at få lagt en jobplan eller på anden måde hjælpe ledige med hurtigt at komme i job igen – fx gennem virksomhedspraktik eller kurser. A-kassekonsulenterne har brugt deres kendskab til arbejdspladerne og sundhedssektoren til at matche de ledige og arbejdspladserne.
En midtvejsevaluering viser, at over halvdelen af de ledige, der har været med i projektet har fået fast arbejde, selv om de ledige der omfattes af projektet som udgangspunkt har barrierer i forhold til arbejdsmarkedet
”Pilotprojektet i DSA viser, at man evner at bruge redskaberne i beskæftigelsesindsatsen i forhold til den enkeltes og arbejdspladsernes behov. Jeg synes resultaterne er meget interessante set i lyset af, at vi i trepartsdrøftelserne skal komme med forslag til, hvordan vi kan forbedre den aktive beskæftigelsespolitik”, siger Bente Sorgenfrey.
Større fokus på den enkelte
FTF-formanden mener, at det netop er den tidlige hjælp, som er tilpasset den enkelte lediges behov, som kan skaffe flere i fast arbejde.
”Vi vil derfor arbejde for, at flere a-kasserne får mulighed for at igangsætte jobrettede forløb i deres tidlige kontakt med medlemmerne. Vi vil også foreslå yderligere pilotprojekter, hvor a-kasserne skal opfylde konkrete resultatkrav for at kunne give medlemmerne tidlige tilbud”, siger Bente Sorgenfrey.





