Fryns alene er ikke nok
En gratis frugtordning kan ikke redde et dårligt arbejdsmiljø. Det var en af tilbagemeldingerne, da Region Syddanmark satte sig for at undersøge, hvad der skulle til for at gøre regionens arbejdspladser mere attraktive for de ansatte. Fryns er godt, men regionens ansatte efterspørger i højere grad bedre normeringer, indflydelse på arbejdstiden, fleksibilitet og individuelle ordninger
Det er ikke kun på kommunalt niveau, at man lige nu overvejer, om frynsegoder er det, der skal til for at sikre kvalificeret arbejdskraft i det offentlige. I Region Syddanmark iværksatte man sidste år et projekt med overskriften ’Balance mellem arbejdsliv og privatliv’, der netop skulle undersøge, hvad der nu og i fremtiden kan gøre regionen til en mere attraktiv arbejdsplads. Undersøgelsen bestod både af en række fokusgruppeinterviews og 2.000 spørgeskemaer uddelt til regionens ansatte.
Resultaterne ligger nu klar og peger klart i én retning: Fryns og personalegoder er godt, men kan på ingen måde erstatte løsninger på de ansattes mere basale behov.
Projektleder på undersøgelsen Anne Birgitte Christensen forklarer:
”Selvfølgelig vil de ansatte gerne forkæles med forskellige former for personaletilbud, men skal de prioritere, vil de hellere have, at ressourcerne bliver brugt på at løse de konkrete problemer, som de oplever på arbejdspladsen i hverdagen”.
Er vigtig pointe i undersøgelsen er, at der er et ønske om større fleksibilitet i forhold til den enkelte ansattes ønsker. Det drejer sig fx om medindflydelse på at tilrettelægge arbejdstiden, og at der her er mulighed for individuelle løsninger, når man har brug for det. Altså heller ikke ønsker som kan indfries med mere fryns.
Massage og motion, ja tak
På den anden side viser undersøgelsen dog også, at der særligt blandt portører, service- og SOSU-personale er et ønske om tilskud til massage, fysioterapi og motion. Det har ført til, at regionen nu er i gang med at se på mulighederne for at få etableret en sådan ordning.
Om det siger Anne Birgitte Christensen:
”Vi er slet ikke afvisende overfor personalegoder, men vi er opmærksomme på, at de ikke gør det alene. En af de kommentarer, jeg særligt husker fra interviewene med de ansatte, var at et dårligt arbejdsmiljø ikke kan reddes med en gratis frugtordning. Det er vigtigt, at man ikke glemmer, at der også er mange andre måder at være en attraktiv arbejdsplads på.”





